Kronprinsesse Mary
Mary 50 år

Hurra for kronprinsessen! Husker du de største Mary-moments?

1. februar 2022
af Stinne Kaasgaard
Foto: Lars H. Laursen
Ikonet, forbilledet og kronprinsessen Mary fylder 50 år. Hun imponerer og fascinerer os med sin gode stil og – endnu mere (og vigtigere) – ved at sætte klima, sex og ligestilling på den royale dagsorden.

Kan en kommende dronning tale om sex, LGBT+-rettigheder og klimakrise? Også i den grad.

For kronprinsesse Mary er ikke bange for at bryde tabuer og tage fat, hvor andre royale er gået i en stor bue udenom.

Mens hun de første år var mere kendt for at sidde på forreste række under modeugen, har hun de senere år vist, at hendes engagement rækker længere og dybere end god stil.

I år fylder kronprinsessen 50, og vi fejrer hende ved at se tilbage på de største øjeblikke.

Kysset på kajen

Mary og Frederik
Foto: Snapper Media/Ritzau Scanpix

19. maj 2003 blev Mary Elizabeth Donaldson, som hun hed dengang, den første, der kysser kronprinsen i offentligheden.

Det legendariske kys, som blev foreviget i sløret version, blev taget på en kaj i Tasmanien i forbindelse med VM for Drager. Tre år tidligere havde parret mødt hinanden på pubben Slip Inn i Sydney under OL.

"Jeg vil gerne sige et par ord"

Mary og Frederik
Foto: Heine Pedersen/Ritzau Scanpix

Efter kysset på kajen lå det klart for de fleste, at en forlovelse nok var på trapperne, og 3. oktober 2003 annoncerede det lykkelige par, at de skulle giftes.

Det var også første gang, offentligheden hørte Mary tale dansk, selv om hun havde travlt med at undskylde, at det altså endnu ikke var perfekt.

En drøm af et bryllup

Mary og Frederik
Foto: Kaspar Wenstrup/All Over Press Denmark/Ritzau Scanpix

Marys brudekjole med det seks meter lange satinslæb, kronprins Frederik, der fældede en tåre og Marys far, John Donaldson, der førte sin datter op af gulvet iført kilt – man er vel skotte.

Det var i sandhed et legendarisk bryllup, der fandt sted i Vor Frue Kirke i 2004. Bagefter var der fest på slottet, indtil parret senere på aftenen blev smuglet af sted på bryllupsrejse.

Der var en, der to, der var … fire!

Kronprinsparret med børn
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Det er altid særligt, når der kommer nye medlemmer af kongehuset, ikke mindst fordi fødslerne altid foregår i stor diskretion, indtil de royale er klar til at vise den nyankomne.

Der var således jubel, både da kronprinsparret annoncerede graviditeten, og da prins Christian kom til verden 15. oktober 2005.

Det samme var der, da lillesøster prinsesse Isabella blev født halvandet år efter, 21. april 2007.

Stifter Mary Fonden

Men da det viste sig, at parret ved tredje graviditet ventede tvillinger, tabte befolkningen og ugebladene alligevel kæberne af begejstring. Prins Vincent og prinsesse Josephine kom til verden 8. januar 2011.

Mary Fonden
Foto: Steen Brogaard

Det stod hurtigt klart, at Mary havde en stor interesse for verden omkring sig.

For godt nok blev hun ofte set i modesammenhænge, men allerede i 2007 markerede hun med stiftelsen af Mary Fonden, at hun ville bruge sin indflydelse på nogle af sine mærkesager.

Således fokuserer Mary Fonden på tre indsatsområder: Mobning & Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed.

Kronprinsessen har desuden markeret sig som protektor for en lang række formål, herunder Global Fashion Agenda, Mødrehjælpen, Psykiatrifonden og Copenhagen 2021, som bl.a. inkluderede WorldPride.

Et flag for ligestilling

Mary i Uganda
Foto: Ritzau Scanpix

I 2015 vedtog FN sine reviderede verdensmål, som består af 17 konkrete mål og 169 delmål.

Kronprinsesse Mary har særligt været med til at sætte fokus på mål nummer 5, som handler om ligestilling mellem kønnene. Bl.a. som protektor for FN’s Befolkningsfond, UNFPA, som arbejder for at fremme kvinder, mænd og børns ret til sundhed og ligeværd.

Derfor var det også kronprinsessen, som 1. september 2015 hejste et flag for dette 5. verdensmål i København, som året efter var vært for konferencen Women Deliver, hvor hun i øvrigt også var protektor.

Prinsesse woke

Mary til Worldpride
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kronprinsesse Mary har flere gange vist, at hun ikke er bange for at tale om emner, der tenderer at være politiske, f.eks. omskæring, klimakrise og kvinders rettigheder.

Da hun i 2020 var hovedtaler for Copenhagen Pride, var det dog ikke alle, der var lige begejstrede.

Talen blev af kritikere tolket som meget politisk, og bl.a. sognepræst katrine Winkel Holm skrev i Berlingske, at Mary ikke skulle være “bannerfører for politiske beslutninger, der påvirker børn på en stærkt diskutabel måde”.

Hun henviste til, at et af Pridens erklærede mål er at arbejde mod retten til juridisk kønsskifte for børn, selv om kronprinsessen ikke sagde det direkte.

Det var til gengæld netop hendes pointer om at stoppe diskrimination og hatecrimes mod LGBT+-personer, som gav hende ros fra tilhængerne.

Læs også