nazila
Samfund

Hun interviewede Jina Mahsa Aminis far. Så blev hun arresteret og fyret

3. august 2023
Af Silje Qvist
Foto: Privat
Det nærmer sig 100 journalister, der er blevet arresteret i Iran for at dække protesterne, der er opstået siden Jina Mahsa Aminis død i september sidste år.

“Du klæder dig sådan, fordi du er en luder.”

Sådan husker den kurdisk-iranske journalist Nazila Maroofian sikkerhedsstyrkerne tale til hende, da de kom for at arrestere hende sidste år i Iran.

De skulle tilbageholde hende, fordi hun blandt andet havde interviewet faderen til Jina Mahsa Amini, der mistede livet tilbage i september.

Nu er Nazila Maroofian blevet fyret fra sin arbejdsplads.

Det skriver mediet Iranwire.

De iranske autoriteter har tidligere arresteret Nazila Maroofian tilbage i november sidste år, hvor hun sad fængslet i mere end to måneder, fordi hun dækkede protesterne mod regimet.

Hun blev løsladt i starten af januar, men i slutningen af januar blev hun dømt skyldig i at “sprede propaganda mod systemet” og “fake news”, hvor de i retssagen brugte interviewet med Amini’s far mod hende.

Hun blev idømt to års fængsel, hvortil Nazila Maroofian har anket dommen.

Jina Mahsa Amini var 22 år, da hun stødte ind i moralpolitiet, der mente, at hun ikke bar sit tørklæde korrekt. I deres varetægt blev hun banket og døde efterfølgende af skaderne, som moralpolitiet havde forvoldt.

Det tændte en ild i den iranske befolkning, som derefter gik på gaden for at protestere mod det regime, som har kontrolleret befolkningen med hård hånd. Over 500 iranere er blevet slået ihjel under protesterne i landet, og mere end 19.000 mennesker er blevet arresteret.

Ligesom Nazila Maroofian har flere journalister mærket regimets hårde hånd, når de har forsøgt at dække protesterne, forholdene og optøjerne i Iran.

Niloofar Hamedi og Elaheh Mohammadi var de to journalister, der skrev den første historie om Jina Mahsa Aminis død. De har været arresteret lige siden, og lige nu sidder de i Evin fængslet, der er beliggende uden for hovedstaden Teheran.

Fængslet huser primært Irans politiske fanger og er flere gange blevet anklaget for alvorlige brud på menneskerettighederne.

Ifølge CPJ, Committee to Protect Journalists, en NGO, der beskytter pressefriheden, er 95 journalister blevet arresteret siden september 2022. Omkring 80 journalister er blevet løsladt mod kaution.

Ligeledes har regimet lukket ned for flere tusind hjemmesider og i perioder lukket ned for internettet, så befolkningen er forhindret i at formidle information online og ikke kan tilgå mere information.

Efter, at protesterne i Iran brød ud sidste år, forsvandt det iranske moralpoliti stort set fra gadebilledet. Men nu har talsmanden for den iranske retshåndhævelsesstyrke, Saeid Montazeralmahdi, meldt ud, at moralpolitiet er tilbage for at slå ned på folk, hvis påklædning ikke lever op til regimets krav.

Regimets krav til kvinders påklædning følger sharia, den islamiske lov, hvori kvinder skal bære tørklæde, når de forlader deres hjem.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også