Hun har altid tænkt: Hvad gør de andre egentlig? For det er ikke noget, kvinder plejer at tale om

Onani. De fleste af os gør det, men alligevel er det noget, mange har svært ved at tale om.

Særligt for kvinder kan det være forbundet med skam.

For Julie Ralund, der er forfatter og selvstændig, er kvinders onani et emne, som har forfulgt hende hele livet:

- Jeg har været interesseret i og haft mange tanker om: Hvad gør de andre egentlig? Hvordan står det til i den nye generation?

Den interesse fik hende til at skrive en bog om, ja - kvinder og onani. "Håndbogen: fortællinger om hvordan kvinder onanerer”, hedder den.

I bogen bidrager 18 vidt forskellige kvinder i alderen 18-83 år med fortællinger om, hvordan de onanerer, og hvilken betydning onani har for dem.

Særligt den skam, der er forbundet med onani, interesserede Julie. Hvorfor taler vi så meget om sex, men har svært ved at tale om sex med os selv?

- Jeg synes, det har været utroligt spændende med denne her skam, som jeg også selv har mærket, da jeg var yngre især, fortæller Julie Ralund i ugens afsnit af podcasten femina update.

Under sin research til bogen opdagede hun, at der ikke er bøger om, hvordan kvinder helt konkret onanerer:

- Hvordan ligger vi? Gør vi det med én, to fingre? Hele hånden?

I sin egen vennekreds kunne hun også mærke, at der var et stykke fra at tale om, hvorvidt man onanerede til, hvordan man onanerede. Det sidste var mere tabubelagt.

- Jeg har italesat skammen altid og tænkt over den. Hvorfor må vi ikke nyde? Hvorfor er det skamfuldt at ligge der og være opslugt af sig selv?

Skamfulde følelser

For flere af kvinderne, der bidrager til bogen, er onani forbundet med en skamfølelse. Som barn husker Julie Ralund, at onani var forbundet med både nydelse og skam.

Hun havde en idé om, at de yngre generationer havde det anderledes. Men en af de kvinder, der bidrager til bogen, oplever også skam i forbindelse med onani, selv om hun som 18-årig er en del af en yngre generation:

- Hun beskriver nøjagtigt den samme følelse, det med at slå sig selv i hovedet med det.

Det kom bag på Julie:

- Der er alligevel sket en del ting de sidste 30 år, jeg er jo 43, men alligevel er der stadig en iboende fortælling om, at vi ikke tør give slip.

Men hvor kommer skammen fra? Julie Ralund peger på reformationen og Luther.

Her var opfattelsen, at man skal yde, før man må nyde, og synet på kvinden, var overvejende, at hun var mandens redskab Og de antagelser var med til at ændre synet på kvindelig seksualitet.

Og så er der arvesynden. Skammen går helt tilbage til Eva, der frister Adam til at spise af den forbudne frugt i Edens Have:

- Det er kvindekønnets skyld det hele. Der ligger jo en skam over at være kvinde, vi lokkede Adam, når vi er seksuelle væsener, lokker vi mænd.

Selv om vi på mange måder har rykket os, er der stadig nogle idealer og implicitte normer, der præger kvinders forhold til onani:

- Det kan godt være, at vi er kommet langt, men der er nogle stærke narrativer i vores samfund om, at vi bærer noget skyld og skam som kvinder.

Men hvad med Julie Ralund selv? Skammer hun sig, når hun taler om sin egen onani i dag?

Lyt til ugens afsnit af femina update for at høre mere om kvinders onani, og om hvad arbejdet med bogen har betydet for Julie Ralunds forhold til onani: