katrine
Samfund

Hun følte, hun stank af død, mens hun gik og ventede. Hun tænkte, hvornår er jeg færdig med det her?

16. februar 2024
af Katrine Rosenbæk
Foto: Astrid Dalum
Katrine Bergs medicinske abort endte med at trække i langdrag, og hun kalder sit forløb for utroligt hårdt og trist. Hun mener ikke, vi har sat ressourcer af til, at dem, der står med det, kan tage sig ordentligt af kvinderne.

Katrine Berg var på skiferie, da hun havde en ”lillebitte blødning”. Sammen med sin kæreste talte hun om, at det jo var normalt. Men da hun kom hjem, lagde hun mærke til, at hun ikke var lige så generet af graviditeten, som hun havde været i begyndelsen. Hun var gravid i 11. uge.

Det rumsterede i hendes hoved. Måske skulle hun lige tage til lægen?

Lægen sendte hende videre til en scanning. Og lægen, der scannede hende, kunne tydeligt se, at der ikke længere var et hjerteslag i Katrines livmoder. Han mente, fosteret var gået til i uge otte.

– Jeg sank lige en ekstra gang. Det var, som om luften blev slået ud af mig. En tung følelse, siger Katrine, der sammen med sin kæreste havde glædet sig til at blive forælder.

Det blev aftalt, at Katrine skulle have en medicinsk abort. Senere samme dag tog hun derfor den første pille, som sikrer, at graviditeten er afbrudt. Et døgn senere skulle hun tage de piller, som igangsætter selve aborten – som får livmoderen til at udskille fosteret.

Hun mindes ikke, at lægerne fortalte særlig meget om smerteniveauet. Hun fik bare en kuvert med ipren og pamol, fortæller hun. Men hun fik at vide, at det først var, når hun havde taget det andet hold piller, at smerten ville komme.

– De piller var jeg nervøse for at tage, siger Katrine.

Hvorfor skal det gøre så ondt?

I Danmark er vi stolte af vores ret til fri abort. I 2023 har vi fejret, at det er 50 år siden, at vi fik den, og politikerne undersøger også, om retten skal udvides. Men i mellemtiden er der noget, vi har glemt at snakke om. Hvordan er det egentligt at få en abort?

Flere kvinder fortæller til femina, at deres medicinske abort var enormt smertefuld – langt mere smertefuld, end de fik at vide, den ville blive – og at de ikke følte sig ordentligt smertedækket. Imens ved forskerne forsvindende lidt om de smerter, kvinderne oplever.

I en serie taler femina med kvinderne og stiller spørgsmålet: Hvorfor skal det gøre så ondt?

Du kan læse Linea Bastholm Truelsens historie her. Cecilie Bergs historie her. Kirstine Floranders historie her. Og folketingsmedlems Fie Hækkerups historie her.

Dagen efter scanningen var hun ude at gå en tur med en veninde. Det var samme aften, hun skulle tage pillerne, som skulle sætte aborten i gang, men dem fik hun aldrig taget. For mens hun gik, fik hun ondt i maven. Hun kom hjem og måtte gå i seng.

– Det ender med, at jeg ligger der og vrider mig i smerte. Jeg blev overrasket over, at det gjorde så ondt på det tidspunkt, for det havde jeg ikke fået at vide, at det ville gøre.

Af samme grund havde hun heller ikke taget smertestillende.

– Smerterne var ligesom ekstreme menstruationssmerter. De var voldsomme, og det var svært at være i, siger hun.

På et tidspunkt kunne hun mærke, at det var, som om noget ville ud. Hun gik på toilettet, og der kom en stor blodig samling ud. Katrine troede, det var fosteret.

katrine

Hun begyndte at græde, mens hun sad på toilettet med døren lukket. På den anden side stod hendes kæreste og spurgte, om hun var okay.

Så var det, at hun begyndte at bløde ”helt vildt”.

Hun havde ellers fået nogle papirer med hjem fra hospitalet, hvor der stod, at hun måtte bløde gennem et natbind i timen som retningslinje.

– Jeg prøvede at tage et bind på og rejse mig op, men jeg blev gennemblødt på den tid, det tog at rejse mig. Jeg tænkte, det kan umuligt være rigtigt, for der står jo noget andet i papirerne, siger Katrine, der selv er uddannet læge.

Hun begyndte at hyperventilere.

Medicinsk abort

  • Den medicinske abort blev indført i Danmark i 1997.
  • Der foretages 14-15.000 aborter i Danmark om året, og cirka 80 procent er medicinske. Det vil sige omkring 11.000.
  • På dag 1 får du en tablet, som stopper graviditeten.
  • På dag 2 får du en tablet, som giver sammentrækninger i livmoderen, så den tømmer sig. Medicinen gives som stikpiller i skeden eller som tabletter. Hvis du er rask og mindre end ni uger henne i graviditeten, sker det hjemme.
  • Hvis du ikke allerede bløder, begynder du at bløde. Oftest kraftigere end ved en almindelige menstruation, og der vil ofte være klumper i.
  • Du bør ikke være alene eller køre bil, når du tager tabletterne eller den første nat efter aborten. Du bør tage den med ro de første par dage.
  • Efter en uge eller to får du taget en blodprøve for at tjekke, at du ikke længere er gravid.

    Kilder: Komitéen for Sundhedsoplysning. Sundhedsstyrelsen. Læge Charlotte Wilken-Jensen.

– Jeg anede ikke, at jeg ville bløde så meget. Jeg anede ikke, hvornår det ville holde op, om det ville holde op, eller om der var et eller andet helt galt. Jeg tænkte, at hvis jeg bløder sådan her i ti minutter mere, så dør jeg. Det eneste, jeg kunne tænke, var, at nu dør jeg.

Så hun sagde til sin kæreste, at han skulle ringe, at hun ville på sygehuset, og at hun ikke ville dø.
Sygeplejersken, de fik i røret, spurgte, om Katrine var dårlig.

Katrine fortalte, at det kunne hun slet ikke vurdere, men at hun var helt vildt svimmel og dårlig. At hun sad på toilettet, mens det løb ud af hende, og at hun er hyperventilerede. Hun følte, det var ude af kontrol, og hun var bange.

– Jeg følte, at vi skulle overtale hende til at lade mig komme ind, siger Katrine.

Men til sidst fik de lov til at komme ind. Mens hendes svigerfar kørte bilen, sad Katrine på et håndklæde, som hun lynhurtigt blødte igennem.

Da de ankom, brugte Katrine og hendes kæreste ifølge hende lidt tid på at overtale personalet til, at hun altså ikke kunne vente med at blive undersøgt, fordi hun var fuldstændig gennemblødt.

Da hun endelig blev scannet, viste det sig, at det ikke var fosteret, der var kommet ud. Det var i stedet en samling af blod, som havde fungeret som en slags prop i livmoderhalsen. Da den først var ude, var der fri bane for blod, som havde ophobet sig i livmoderen, fordi fosteret var gået til

Nu var blødningen aftaget, men Katrine havde ikke aborteret.

– Jeg var rigtig ked af det og overvældet over, at det havde været så voldsomt, hvilket jeg ikke havde været forberedt på.

Katrine fortæller, at de talte med en rigtig sød læge, som rådede hende til at tage et nyt sæt piller dagen efter, så de kunne få sovet inden.

– Jeg var bange for at tage de næste piller, for jeg havde sådan håbet, at jeg havde ”klaret” aborten på det tidspunkt, siger hun.

katrine

Parret tog hjem, og den følgende morgen – altså på dag tre – tog hun et nyt sæt piller.

Men Katrine kunne slet ikke mærke nogen effekt af pillerne. Hun havde ingen følelse af, at hendes livmoder trak sig sammen, og hun mærkede ingen smerter.

Katrine havde blot en menstruationslignende blødning, men ingen klumper, der kunne minde om et foster. Katrine ringede til afdelingen og spurgte, om det var normalt, og de fortalte, at der godt kunne gå flere dage.

Hun tænkte, hvor længe skal jeg gå rundt med det her? Hun følte ikke, hun kunne tage ud og lave noget, mens hun gik og ventede på, at der ”kom et dødt foster ud af hende”.

Hvad ved vi om smerterne?

  • Dansk Selskab for Obstetrik (DSOG) oplyser, at der ingen dansk forskning er lavet om, hvordan danske kvinder oplever smerter under medicinsk abort.
  • I deres seneste retningslinjer om medicinsk abort, som er fra 2014, er der et lille punkt om kvindernes tilfredshed. Selskabet skriver, at kvinderne er ”godt tilfredse” med medicinsk abort – og henviser til forskning fra 1990 og 2004.
  • Lise Lotte Torvin Andersen, som er overlæge og formand for selskabet, oplyser, at de gerne vil forny retningslinjerne hvert fjerde år, men at der særligt er én grund til, at de ikke har gjort det: De mangler ny viden.
  • I 2022 gennemgik en gruppe forskere al forskning om medicinsk abort før uge 14 – og konkluderede, at der mangler forskning.
  • Med den sparsomme viden, forskerne har i dag, anbefaler de ibuprofen suppleret med paracatemol som smertedækning.

På sjettedagen ringede Katrine til afdelingen igen. I journalen har personalet noteret, at Katrine var bekymret, og de bad hende komme til kontrol den følgende dag.

På dag syv blev hun scannet, og personalet konstaterede, at hun stadig ikke havde aborteret. Katrine fik endnu et sæt piller, der skulle få livmoderen til at trække sig sammen og udskille fosteret.

De tog hjem og ventede igen. Intet skete.

– Det var hårdt at gå og vente på. Jeg var nervøs i den første uge, og jo mere tid, der gik, forsvandt frygten og blev til en ængstelighed over, hvornår skal det dog gå over? Hvornår er jeg færdig med det her?

Der gik endnu en dag.

– Det var forfærdeligt. Jeg følte, jeg stank af død. En sød, klam lugt af gammelt blod. Jeg gik i bad hele tiden for at blive fri af det, for jeg følte mig virkelig klam.

Katrines kæreste tog fri fra arbejde for at være hjemme hos hende den første uge, så hun ikke skulle være alene.

På dag 10 talte Katrine med hospitalet igen. Hun havde stadig menstruationslignende blødning, men der havde ikke været klumper i blodet. De aftalte, at hun skulle komme ind dagen efter.

Det gjorde hun på dag 11. Her var en læge enig med hende i, at nu var der gået lang tid, og hun fik en kirurgisk abort.

katrine

En måned efter reagerede hun på hele forløbet.

– Jeg blev voldsomt vred, og jeg var meget ked af det. Jeg havde svært ved at sove, fordi jeg havde tankemylder. Jeg kunne ikke få fred fra det. Jeg håber aldrig, jeg skal igennem sådan et forløb igen. Det var så utroligt hårdt, trist og tungt.

– Vi tilbyder medicinsk abort, men vi har ikke sat ressourcer af i systemet til, at dem, der står med det, kan tage sig ordentligt af kvinderne.

Hun synes egentlig, det bedste sted at gå igennem en medicinsk abort er hjemme, fordi det er trygt.

– Men lige så snart det kommer ud af kontrol, så bliver det jo utroligt utrygt at være hjemme. Så jeg ville ønske, at man havde ressourcer til, at de medicinske aborter kan foregå som åbne indlæggelser. Så personalet havde ressourcer og overskud til at sige, ved du hvad, kom herud, så ser vi på det.

Så man ikke skal ”bede” om at komme ind og blive set.

Læs også