Hun er aktuel i ny spillefilm - og der er særligt én scene, hun husker

Skuespiller Malaika Berenth Mosendane elsker at blive udfordret både fysisk og psykisk i sit arbejde. Og selvom hun drømmer om en dag udelukkende at få roller, fordi hun er den rigtige, og ikke fordi hun repræsenterer diversitet, ved hun også godt, at der et stykke vej endnu.

Vi fik en snak med det unge skuespiltalent, der lige nu er aktuel i Hella Joofs nye filmatisering af 'bestsellerromanen ‘Meter i sekundet’, som har biografpremiere torsdag den 2. februar 2023, hvor hun spiller den følsomme og forelskede højskoleelev Emma.

Er der en særlig oplevelse fra optagelserne, du ser tilbage på?

“Der var virkelig meget improvisation for os, der spiller højskoleelever, hvilket der ikke er så tit i spillefilm. Det var virkelig sjovt, for vi var et ret stærkt hold med både nye og erfarne skuespillere, og det gjorde det til en ret vild oplevelse.

Der var særligt én scene, der gjorde indtryk, og det var, da vi skulle lave en adrenalinfyldt scene i slowmotion i real time. Normalt laver man slowmotion-scener med selve kameraet eller i efterredigeringen, men Hella besluttede på dagen, at vi skulle bevæge os fysisk i slowmotion.

Det var vildt sjovt, men også sindssygt svært, for alle forsøgte at bevæge sig lige langsomt. Men det er endt med at blive en rigtig fed scene.”

Lærer du noget, af de karakterer du spiller?
“Ja, for det at arbejde med karakterer, er også at arbejde med sig selv. Så jeg lærer altid noget af at sætte mig ind i et andet menneske.

Det skulle jeg også med Emma, hvor jeg skulle finde en form for sympati med hende i mig selv. For Emma er måske en lidt irriterende karakter, der godt kan fylde meget, og der skal jeg finde en respekt for hende, hvis jeg skal spille hende troværdigt.

Hver karakter er jo et helt menneske, man skal finde på og skabe fra bunden, og derfor kommer Emma gennem et slags Malaika-filter, hvor jeg gennem mine egne følelser og erfaringer får sympati for alle hendes sider. Ellers bliver hun bare en stereotyp.”

Hvad er det ved skuespillet, der trækker i dig?
“Jeg har altid vidst, jeg ville være skuespiller. Jeg ville ikke vide, hvad ellers jeg skulle. Det er det, jeg skal med mit liv.

Det er en konstant undersøgelse af mennesket og mig selv, og jeg kommer konstant nye steder hen i arbejdet med en karakter.

Hver gang jeg får en ny rolle, tænker jeg tit på, om de nu har valgt den rigtige til at spille den, for det der imposter syndrome kan stadig godt ramme. Men det er nok meget godt, for jeg tror ikke, jeg skal af med min usikkerhed.

Den dag, den ikke er der, vil jeg blive bekymret. Der er nemlig en skrøbelighed i at anerkende, at jeg ikke er et sikkert menneske. Og det er et vigtigt redskab i forhold til at kunne sætte sig ind i andre og arbejde med en karakter.”

Har du et forbillede, du ser særligt op til?
“Det er klart min far. Jeg er vokset op med hans måde at være i verden på.

Han tror på, at man skaber sin egen virkelighed.

Han har lært mig, at hvis jeg vil noget, så skal jeg nok få det til at ske. Også selvom det er hårdt arbejde.

Det sker gennem en form for manifestation, som jeg for eksempel også brugte til at komme ind på scenekunstskolen, hvor jeg gennem de tre forinden på gymnasiet sagde til mig selv, at jeg ville komme ind på skuespillerskolen i første forsøg.

Det er et sindssygt mål, men det hjalp mig til at arbejde hårdt for at nå det.”

Bruger du manifestation generelt i dit liv?
“Ja, jeg bruger det meget. Både privat og professionelt.

Det hjælper mig tit at sige sine mål og ønsker højt eller skrive det ned. Men også at handle gennem kærlighed i stedet for frygt, for det tager mig tættere på det, jeg drømmer om i stedet for hive mig længere væk fra det.

Man bliver nødt til ikke at lukke ned for sig selv og agere ud fra sin frygt for at fejle, men hellere ud fra troen på, at det lykkes.”

“Jeg har store matriarker i mit liv - som for eksempel min farmor og mormor.

Min mors side er fra Sydafrika, og de har levet under apartheid. De er nogle stærke kvinder.

Men først ret sent i mit liv er det gået op for mig, hvor vigtigt det er at identificere mig med både den danske og den sydafrikanske del af mig selv.

Det har været svært, fordi jeg jo er født og opvokset i Danmark og ikke har været så tæt med den anden side af familien.

Men det var faktisk en oplevelse i biografen, der satte nogle ting i perspektiv for mig. Jeg var til premieren på den første ‘Black Panther’-film, og omkring mig var der mænd og kvinder, der lignede mig, og var klædt i alt muligt farverigt og traditionelt tøj.

Der var en helt vild stemning, og jeg stod midt i det og følte for første gang, at der var noget, der faldt på plads i mig.

For nylig var jeg så i Sydafrika for første gang som voksen, og det var en vild oplevelse endelig at se det med de øjne og mærke, hvad det betød for min mor og for resten af min familie.

Det var stærkt at se en film, som endelig gav mig en følelse af af accept og stolthed over at være den, jeg er.”

"På den ene side vil jeg bare gerne være mig og få roller, fordi jeg har gjort mig fortjent til dem. Men på den anden side er det ikke helt en realitet endnu."

Er det noget, du selv gerne vil være med til at skabe?
“Rigtig gerne. Hvis jeg kan være med til at få nogen til at føle sig set, så har jeg nået mit mål. Men det er også lidt et dilemma.

På den ene side vil jeg bare gerne være mig og få roller, fordi jeg har gjort mig fortjent til dem. Men på den anden side er det ikke helt en realitet endnu.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom til et sted, hvor det ikke kun handler om at skabe diversitet, men at vi bare er nogle mennesker, der brænder for det, vi laver.

Jeg vil ikke have noget imod at være den, der hjælper os med at komme dertil. I serien ‘Chosen’ var jeg den første afrodansker i en hovedrolle på Netflix, og det betyder jo noget for både mig og dem, der ser med, som kan identificere sig med det.”

Hvad ville din drømmerolle være?
“Noget lig filmen ’The Woman King’ med fantastiske Viola Davis. Skuespillerne har arbejdet så meget med deres kroppe, deres sprog og sangene i filmen.

Det gad jeg virkelig godt prøve. At der er så meget arbejde og forskellige udfordringer, så jeg bliver skubbet derud, hvor jeg ikke troede, jeg kunne bunde. Så kan jeg virkelig mærke, jeg er i live.”