Samfund
7. december 2023

Hun besvimede i køkkenet. Det var ikke første gang, hendes krop sagde fra

Digitalisering- og ligestillingsminister Mia Wagner udtræder af regeringen efter ganske kort tid. Det sker som følge af helbredsproblemer, som hun har kæmpet med i flere år.
Af: af Line Frandsen, Katrine Rosenbæk
mia

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

For to uger siden blev hun ganske overraskende præsenteret som ny minister for digitalisering og ligestilling.

Det skete, da den nyudnævnte formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, skulle sætte sit hold, efter Jakob Ellemann Jensen havde forladt formandsposten.

Men Mia Wagners nye drømmejob blev dog en kort affære.

I dag oplyser Statsministeriet således i en pressemeddelelse, at 45-årige Mia Wagner udtræder af regeringen, og Marie Bjerre (V) er igen trådt ind som digitaliserings- og ligestillingsminister.

Den succesfulde erhvervskvinde stopper på posten af helbredsmæssige årsager, og efter at hun i sidste uge kollapsede i sit eget hjem.

Hun skriver på Instagram, at hun stopper, fordi hun er nødt til at lytte til sin krop og tage hensyn til sit helbred. Hun fortæller, at hun for fem år siden fik diagnosticeret to hjertelidelser og indopereret en pacemaker.

"Jeg er ved godt mod, og håber at yderligere undersøgelser, kan give nogle svar. Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar igen. Jeg synes hverken regeringen, Venstre eller jeg selv er i en sund position med en ministerstol uden minister på ubestemt tid," lyder det.

I sit Instagram-opslag fremhæver hun også, at hun både har deltaget i DRs populære program "Løvens hule" som investor og startet Nordic Female Founders uden at mærke noget til sit hjerte.

Mia Wagner har ikke lagt skjul på, at helbredet har udfordret hende de seneste år.

For 10 år siden – i 2013 – var hun ved at kapitulere med en alvorlig omgang stress, hvilket hun fortalte åbent om i "Løvens Hule", og i sommeren 2018 måtte hun akut opereres for at få en pacemaker.

Mia Wagner var på daværende tidspunkt vendt tilbage på jobbet efter sommerferien, da hjertesymptomerne begyndte at vise sig: Hun besvimede gentagne gange på kontoret. En af gangene var hun i gang med at skrive en mail.

– Jeg havde lige besvaret en mail og skrevet ”Ja, jeg er frisk”- men jeg nåede ikke at trykke på ”Send”- Da jeg vågnede, lå jeg der, har Mia Wagner tidligere fortalt i et interview med BILLED-BLADET.

Hun hentydede til, at hun var kollapset under skrivebordet.

Det var en kollega, der kort efter fandt hende og hjalp hende på benene igen.

Mia Wagner ønskede i første omgang ikke at blive kørt på hospitalet for at blive undersøgt. Hun kunne ikke overskue, hvis de mange besvimelsesanfald skyldtes, at hendes krop igen var blevet ramt af stress.

Hendes daværende kæreste fik hende dog overtalt, og på hospitalet besvimede hun endnu en gang, og så gik det stærkt. Lægerne fandt ud af, at Mia Wagner havde syg-sinus-syndrom, hvilket betyder, at hendes venstre hjertekamre ikke trak sig sammen, som den skulle.

Mia Wagner skulle derfor have en pacemaker. Den efterfølgende morgen blev hun opereret.

– Jeg var SÅ frygtelig bange. Men nu er den der. Den sidder lidt i vejen for bh-stroppen, men den gør mig meget tryg, har Mia Wagner senere fortalt til BILLED-BLADET.

Nu tyder det altså på, at hjertet igen driller. I sidste uge kollapsede den nyudnævnte – og nu forhenværende – minister så i sit eget hjem. Efter forskrækkelsen delte Mia Wagner et billede fra sygesengen og oplyste i samme ombæring, at hun trods omstændighederne var ved godt mod:

– Jeg er selv både bekymret og overrasket. For fem år siden fik jeg en pacemaker, fordi jeg nogle gange var besvimet. Først troede jeg, det var relateret til stress, men lægerne fandt ud af, at jeg havde hjerteproblemer. Derfor fik jeg en pacemaker, og jeg har ikke siden været sygemeldt på grund af hjertet.

– Noget tyder nu på, at kroppen ikke vil, og derfor bliver jeg nu undersøgt og er i gode hænder – både blandt de rette fagpersoner og omgivet af mine allernærmeste, skrev hun i et opslag på Instagram.

Mia Wagner har tidligere fortalt om den alvorlige stresstilstand, der ramte hende i 2013.

Til DR gengav hun dagen, hvor hendes krop sagde stop: Hun kunne pludselig ikke finde ud af at komme ud af sin egen bil, mens hun holdt på parkeringspladsen foran sit kontor.

Det var en sekretær, der ilede til for at hjælpe hende.

Mia Wagner husker ikke selv, hvordan hun kom hjem den dag. Men de følgende dage fortsatte hun med at tage arbejde, selv om hendes krop forsøgte at fortælle hende, at hun ikke kunne klare mere.

Til sidst indså hun, at en sygemelding var eneste udvej.

Og derhjemme blev dagligdagsting som dét at gå i bad, tage tøj på eller handle i Netto blev nærmest umuligt.

– Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke klokken. Jeg kunne ikke engang tage tøj på. Jeg sad på badeværelset og tænkte: 'Hvad skal jeg? Jeg skal i bad, men hvordan gør man det?' Det vidste jeg ikke – så galt var det, fortalte Mia Wagner til DR.

Dengang tog det ni måneder, før hun langsomt fik det godt ingen.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også