Historien om Simon Spies skal skrives om – her er de ting, vi er mest rystede over fra ny dokumentar

“De skulle se yndige ud, og så skulle de gå i seng med ham, når han ville have det.”

Spis, rejs og vær glad. For mange danskere har Simon Spies været indbegrebet af succes, fest og ikke mindst ferie. I en ny DR-dokumentar skildres den barske virkelighed for de unge piger i Spies-koncernen.

Dokumentaren retter et nutidigt og kritisk syn på det forhold, Simon Spies havde til pigerne, der imellem 1960-1970’erne systematisk blev rekrutteret til firmaet og chefens egen personlige fornøjelse. Pigerne skulle være unge og smukke.

De yngste kvinder har været 15 år, helst skulle de være under 18 år.

“Til assistent for min privatassistent søges purung pige,” står der i et af mange jobopslag fra dengang. Ifølge en af Simon Spies tætte venner fra dengang, stod pigerne i kø for at komme ind i koncernen. Først blev de ansat som piccoliner til en dårlig løn, hvorefter de kunne blive forfremmet af Simon Spies til såkaldt “morgenbolledame”.

Når de blev ansat som “morgenbolledame”, fik de en pels og et Rolex-ur. Herfra fik pigerne betalinger på mindst et par tusind for seksuelle ydelser og for konstant at være til rådighed for chefen.

“Tror I det var fedt at have sex med sådan en gammel mand, når man er 17? Der måtte jeg virkelig tage luderhatten på,” siger Charlotte Nielsen, der er tidligere ansat hos Spies, og understreger, at de ikke kunne sige nej til sex, når først Simon Spies kaldte på dem.

I dokumentaren bliver det fortalt, at en del af de unge piger endte som prostituerede eller som stofmisbruger.

Bør firmanavnet ændres?

Afsløringerne er så voldsomme, at flere journalister og mediepersoner på Twitter sammenligner Simon Spies med Jeffrey Epstein, der blev fængslet for flere overgreb, misbrug og voldtægter af unge piger og kvinder. Flere sætter derfor spørgsmålstegn ved, om Spies Rejser skal tage mere afstand til stifteren Simon Spies.

En af dem er journalist Simon Bendtsen fra Berlingske:

“Simon Spies var rejsebureauet, og rejsebureauet var ham. Det var markedsføringen, og det var forklaringen på Spies’ enorme succes. Men det betyder også, at selve selskabet er medskyldig i de grove overgreb og den systematiske udnyttelse af pigerne, som ofte kom fra fattige og ressourcesvage familier,” skriver han i en kommentar.

Fortællingen om rejsekongen skal skrives om, mener han.

“Hvem har lyst til at rejse med en overgrebsmand? Spies, rejs og vær glad – bare ikke hvis du var en ung pige i nærheden af Simon Spies.”

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær, har også meldt ud, at hun vil diskutere med borgere og byrådsmedlemmer, om Simon Spies’ plads skal omdøbes, skriver Berlingske.

Her er nogle af de mest foruroligende ting fra dokumentaren:

• Den systematiske rekruttering af “purunge” piger

I hele landets aviser satte Spies-rejser annoncer i, der skulle få de unge piger i arbejde som piccoliner. Herfra kunne Simon Spies holde øje med dem, og når han fandt dem interessante, kunne de blive ansat som “morgenbolledamer”, hvortil de altid skulle stå til rådighed for hans behov og lyster. Pigerne skulle mindst være 15 år, men helst ikke ældre end 18.

• Han betalte for at tæske piger

I dokumentaren bliver det beskrevet, hvordan Simon Spies betalte for at få lov til at være voldelig over for pigerne. Han ville gerne se, hvor langt han kunne gå med de unge piger. Hvor mange penge skulle de have for, at han skulle have lov til at slå dem, slå dem med bøjler, brænde dem med cigaretter, gøre dem blå og gule over hele kroppen, brække deres arme, fordi det kunne være sjovt at høre dét knæk. 10.000 kr. kunne man få for en brækket arm.

Og reaktionen fra Simon Spies’ vens, Carl, er også foruroligende. I dokumentaren siger han blandt andet:

“Et lille blåt mærke er vel også okay for ti tusind kroner. Jeg så aldrig nogen, der skulle bæres væk.” I DR-dokumentaren erkender han fortsat ikke, at det der skete var forkert, men ifølge ham solgte pigerne en vare – og de var villige til at tage imod betaling for den vare

• Pressen og medarbejderne vidste, hvad der foregik

Simon Spies havde brug for pressen, men pressen havde i højeste grad også brug for Simon Spies. Der var altid en historie at skrive om ham. Blade med ham på forsiden solgte styrtende godt. Folk kendte til Simon Spies og hans piger, men historier om hans overgreb og voldtægter kom ikke ud i pressen. En ting var, at pigerne med blå mærker kunne blive gemt væk og ikke kom ud, før mærkerne var forsvundet. Noget andet var, at selv om pigerne forsøgte at stå frem med deres oplevelser, ville pressen ikke udgive dem. Pressen ville ikke ødelægge det gode forhold, de havde til Simon Spies, fortæller Finn Edvard, tidligere Se og Hør-journalist.

• Voldtægt

Det, som får særligt meget plads i dokumentaren, er alle de ting, Simon Spies kunne betale for at gøre ved pigerne. Men som seer bider man også mærke i, at pigen fra Amager, Yvonne, vågner op til, at Simon Spies er i færd med at voldtage hende bagfra. Han gik altså også over stregen med andre end “morgenbolledamerne".

• Han skrev en fiktiv bog, der var for meget – selv dengang

I 1957 skrev Simon Spies bogen “Fordelen ved at have to koner.” Ingen turde udgive bogen – den var for meget. Selv for en "anden tid". Bogen indeholder blandt andet makabre beskrivelser af vold mod en kvinde. En passage fra bogen læses op i dokumentaren. “Da hendes skrig blev fuldstændig hysteriske, bøjede jeg mig ind over hende og nærmede mig gløden af cigaret til undersiden af hendes blødende bryster.” Hertil sparrer vi resten væk, men det fortsætter og bliver kun mere og mere voldsomt.

• Spies er stadig bygget op med rejsekongen som ikon

Folk omkring Simon Spies har holdt tæt – det gjaldt særligt hans medarbejdere. Alle vidste, hvad der foregik. Det var virkeligheden i Spies. Til sidst i dokumentaren ser vi, hvordan Spies-rejsebureau stadig bygger på historien om Simon Spies – den unge purk fra hårde kår, der bliver milliardær og rejsekonge – og hvordan han stadig hyldes.

I en officiel kommentar fra Spies står der følgende: “Vi tager skarpt afstand fra det, som beskrives i dokumentaren. Det var forkert, og det har intet til fælles med Spies Rejser og vores værdier. Det er 38 år siden, Simon Spies døde. Siden da har vi haft fire forskellige ejere og er et helt andet sted i en helt anden tid i dag. Heldigvis.”