køkkenvask
Samfund

Her har du forklaringen på, hvorfor kvinder tager opvasken oftere end mænd

13. januar 2023
Silje Qvist
Foto: Unsplash
Historisk set har det altid været kvinderne, der tog opvasken mere end mændene i hjemmet. Sådan ser det tilsyneladende stadig ud. Nu har filosoffer svaret på hvorfor.

Mænd og kvinder er med årene blevet mere ligestillede i samfundet. Men når det handler om, hvem der laver størstedelen af de huslige pligter, er der klar ulighed mellem mænd og kvinder. Det er stadig kvinderne, der tager det største læs.

To filosoffer fra University of Cambridge har sat sig for at undersøge netop hvorfor.

Filosofferne fandt ud af, at vi stadig er stærkt præget af de traditionelle kønsroller, hvor kvinderne går hjemme, og mænd arbejder.

Selve undersøgelsen er udført under pandemien, hvor både mænd og kvinder befandt sig i hjemmet, hvilket burde givet et lige udgangspunkt for at udføre de huslige pligter.

Filosofferne arbejder med begrebet ”affordances”, som dækker over de muligheder for handling, der opstår, når vi ser en bestemt ting.

Her er kvinder mere opmærksomme på, hvad de kan gøre for at afhjælpe de huslige pligter, fordi de er mere ”trænede” i det.

Piger er nemlig opdraget i højere grad til at have flere pligter i hjemmet, og derfor også trænede til at se ”hvis bordet skal tørres af”, viser undersøgelsen.

Når kvinder ser en fyldt køkkenvask eller et halvtomt køleskab, så trigger det psykologisk kvinders hjerner til at se at køleskabet bør være fyldt, tallerknerne på plads og vasken tom.

Gøremål, der skal klares, før man kan gå videre til andre gøremål. Det er ikke noget, som mænd studser over i samme grad.

”Affordances tager din opmærksomhed. Opgaver kan irritere, når de ikke er færdiggjort, og det kan distrahere dem fra andre gøremål. Hvis opgaven modstås, kan det skabe en irritation,” fortæller Professor Paulina Sliwa, der står bag undersøgelsen.

”Hjernevidenskab har vist, at det at følge en affordance udløser en proces, der forbereder dig til fysisk handling. Det kan variere fra en lille trang til en overvældende tvang.”

Så når kvinderne ser opvasken og tager sig af den, så skyldes det blandt andet også kønsnormerne ifølge Tom McClelland, der er medforfatter til studiet og professor i filosofi ved Cambridge University.

”Sociale normer former de ‘affordances’, vi opfatter, så det ville være overraskende, hvis kønsnormer ikke gør det samme,” siger han ifølge Cambridge University.

Tom McClelland opfordrer mænd til at modstå kønsnormerne og dermed forbedre deres opmærksomhed på de huslige pligter.

”En mand kan beslutte sig for at feje krummer op med hånden, hver gang han venter på, at kedlen koger. Det vil ikke blot hjælpe dem med at udføre opgaver, de ikke kan se, det vil også gradvist genopbygge deres opfattelse, så de kan begynde at se ‘affordances’ i fremtiden,” siger Tom McClelland.

Læs også