Hella Joof
Interview

Hella Joof: "Jeg vil ikke betegne mig selv som god"

16. december 2021
af Tine Bendixen
Foto: Kasper Witte Larsen
… for de mennesker, der opfatter sig selv som gode, er det ikke nødvendigvis. De mangler selvrefleksion, siger Hella Joof. Hun holder mere af mennesker, der er gode uden selv at være klar over det.

Vi kan jo starte med at sige på forhånd tak. Det er nemlig noget, Hella Joof gør tit. Hun kalder det også at "hente ned".

Det betyder noget i retning af, at hvis der er noget, man bakser med i sit liv, sender man lige en varm tanke opad mod himmelrummet og siger på forhånd tak. Og så løser tingene sig som regel.

Det lyder muligvis som hokuspokus.

Mere jordnært kan man også kalde det selvsuggestion:

Hvis man vælger at gå til livet med et taknemmeligt sind, bruger man simpelthen mindre tid på bekymringer, på den måde lever man sit liv som en stående invitation til alt det, der er at sige på forhånd tak for.

Det virker for Hella.

Hun har skrevet en hel bog om det: "Hjemmehjælperen Ramona – og andre englelige væsener og væsentlige engle".

16 små noveller fra det uvirkelige virkelige liv. Om at registrere det magisk gode omkring sig og overgive sig til det. Det er lige til at blive i godt humør af.

– Nogle af personerne er bare kommet på "besøg", nogle af dem har jeg mødt. Ramona-historien havde jeg liggende halvfærdig i computeren, for på et tidspunkt ville jeg skrive en tv-serie om en sosu-assistent, som var superhelt.

– Der var en politisk debat, hvor nogen brokkede sig over, at der aldrig var sosu-assistenter og almindelige mennesker med i danske tv-serier, det var altid den kreative klasse, så tænkte jeg: DET skal blive løgn.

– Ramona var en engel, viste det sig, hun havde vinger på hælene. Og nu kan jeg godt lide det med, at folk er engle.

– Så tænkte jeg: Gud ved, om ham, der hedder Pejse-Carsten i bogen, ikke også er en engel, hvis man kigger ordentligt efter. Og det var han. Måske er alle de her mennesker i virkeligheden engle.

 

Hella Joof

Muligvis tror du ikke på engle. Det gør ikke noget. Og ja, meget i historierne handler lidt om Hella og hendes liv. Og nej, meget i dem gør overhovedet ikke.

– Parkerings-Vagn har jeg mødt in real life. Jeg mødte venligt en mand på Værnedamsvej og spurgte, om han ville holde vagt ved min bil, mens jeg var inde og købe blomster.

– Da jeg kom ud, opdagede jeg, at han havde parkeringsvagtjakke på, men det var, som om han havde glemt, at han egentlig skulle give mig en bøde, han ville bare gerne være en god kammerat.

– Vi snakkede ret længe, og jeg sagde: "Du kommer med i min aftenbøn, for det, du lige gjorde, er det sødeste, jeg længe har oplevet."

Og det var ikke, fordi han stod over for Hella Joof.

– Det anede han ikke noget om. Han ville bare gerne hjælpe. Det vil de fleste mennesker. Folk hjælper hinanden, hvis naboens hus brænder, eller orkanen kommer.

– Prøv at tænke på, hvor meget godhed det genererer, når der sker frygtelige ting. Folk hjælper og støtter lige pludselig hinanden og gør vidunderlige ting. Det er bare ikke den historie, vi fortæller hinanden.

– For det er en meget bedre historie med flere klik, at vi er nogle dumme, egoistiske møghunde, så den bliver vi ved med at repetere.

Kort om Hella

Hella Joof er 59 år, skuespiller, instruktør, foredragsholder og forfatter. Aktuel med bogen "Hjemmehjælperen Ramona – og andre englelige væsener og væsentlige engle". Bor på landet med sin elskede mand Snit, der er læge og egentlig hedder Henrik Jepsen. Og hunden Darwin selvfølgelig. Hellas datter Olivia, "mit livs mirakel", er for længst flyttet hjemmefra.

Spørgsmålet er, om "ondskab" egentlig findes i en gennem-ond form?

– Hmmm. Hvis jeg siger nej, lyder det, som om jeg er naiv og ikke har opdaget, hvordan verden er skruet sammen, for manifestationen af ondskab findes jo, så det er måske lidt friskt at sige.

– Men … jeg tror tit, det er, fordi der er noget, der går galt på en eller anden måde. Og så handler det om, hvilken vinkel man betragter begivenhederne fra.

– Hvis man prøver at sætte sig så tæt på andre mennesker som muligt, så man kan se ud igennem deres øjne og indånde den samme luft, forstår man dem bedre. Også dem, vi ikke kan lide.

– Jo større bevidsthed vi har om, at vi er forbundne, jo sværere er det for os at behandle andre mennesker dårligt.

Oppe i galaksen

Det har også med civilisation at gøre, siger Hella. Og kærlighed.

– Det er så hippieagtigt at sige det, men jeg tror virkelig på, at det, der mangler, er kærlighed. Eller ikke mangler … vi skal bare finde den frem, den ligger i en glemt flyttekasse. Det er kærlighed, der kan løse alt. Også klimakrisen.

Og muligvis en lille smule tryllestøv. Hella siger, at hun altid har haft det magiske med sig i hovedet. At hun er "oppe under galaksen".

Som barn gik hun tit og tænkte over, om der mon fandtes en parallel omvendt verden – hvor hun var en dreng.

 

Jeg benytter mig også af magisk realisme, og jeg satser på, at de mennesker, der læser mine bøger, ved, at jeg nok er klar nok i hovedet.

Det er ikke, fordi hun er topspirituel, men der sker hele tiden "mærkelige ting", siger hun. Beskeder, tegn. Man går rundt og tænker på sin veninde og vil ringe til hende og tager telefonen frem, og så ringer hun.

Man har en sang på læben og tænder for bilradioen – som spiller den sang. En enkelt gang har hun oplevet noget ret spooky:

– Jeg havde en meget spirituel lærer på skuespillerskolen. En dag sad vi til selskab i en stor, gammel lejlighed i Odense og snakkede i en sofa, og så sad der pludselig en mand i noget hvidt tøj i den anden sofa.

– Når jeg kiggede ordentligt efter, kunne jeg godt se, at han ikke sad der, det var også noget pjat, måske havde jeg drukket noget rødvin. Så jeg snakkede videre med hende. Men indimellem kiggede jeg – så sad han der igen.

– Han havde sådan noget Skagens­krøllet hør-tøj på, han lignede noget Drachmann-agtigt fra 1800-tallet. På et tidspunkt kiggede min lærer på mig og sagde: "Bare lad ham sidde."

– "Hvad???", sagde jeg. "Jamen, ham der sidder der, du skal bare lade ham sidde, han gør ikke noget."

– Det er mange år siden, men dér havde jeg det sådan “uaargh”. Fordi jeg troede, at jeg var ved at blive lidt skør, men hun kunne også godt se ham.

– Det var sikkert bare en, der havde boet i det hus engang, som hang lidt ud, en eller anden spejling … altså, du skal ikke spørge mig om sådan noget, for jeg har jo mine helt egne forklaringsmodeller, som ikke altid korresponderer med virkeligheden og det, man kan måle og veje.

– Jeg benytter mig også af magisk realisme, og jeg satser på, at de mennesker, der læser mine bøger, ved, at jeg nok er klar nok i hovedet. Jeg bruger bare nogle andre termer.

 

Eskapisme

Det indre liv er rigt. Og tryghedssøgende. Da Hella var barn, læste hun serien ”Det lille hus på prærien” igen og igen.

Da hun gik i ottende klasse, sagde skolebibliotekaren til hende, at det da måtte være en fejl, at hun stod registreret som låner af to bøger i serien. Det var det ikke.

Hun nød den velordnede far, mor og børn og drømmeverdenen på prærien, hvor alle havde deres faste rolle. "Eskapisme", siger jeg. "Ja", siger Hella. Og hvad er der egentlig i vejen med det? Ikke spor.

Ramona-bogen er også en slags eskapisme. Ind i en verden, hvor det svære i livet absolut er et vilkår, det ligger ofte som et underliggende sørgmodigt spor i teksterne, men det bliver opvejet og repareret af viljen til det gode.

Der er en frygtelig og mærkelig sondring mellem de gode og de ikke så gode. Og de mennesker, der betragter sig selv som gode, er ikke nødvendigvis dem, jeg synes er gode.

Hellas tekster er som trøstende hæfteplastre på blødende børneknæ. Og der er faktisk også noget trøstende hæfteplaster over hende selv. Måske er hun simpelthen bare – et godt menneske?

– Altså, nu bryder jeg mig ikke så meget om prædikatet "god", for jeg bryder mig ikke så meget om gode mennesker og folk, der ser sig selv som gode.

– Der er en frygtelig og mærkelig sondring mellem de gode og de ikke så gode. Og de mennesker, der betragter sig selv som gode, er ikke nødvendigvis dem, jeg synes er gode. De mangler ofte noget selvrefleksion.

– Så jeg vil ikke betegne mig selv som god, men jeg tænker meget over, hvordan jeg opfører mig. Og i forhold til dengang jeg var ung, ved jeg godt nu, at det ALDRIG kun er den ene parts skyld.

Siger kvinden, der engang – adskillige år efter sin skilsmisse for mange år siden – skulle lave mad sammen med sin eks, Olivias far.

Som midt i det hele sagde "undskyld, undskyld, undskyld". Fordi han havde skåret tomaterne på den forkerte led. Og Hella havde i mellemtiden glemt, hvilken led der var den rigtige …

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Skyld

Hun er 59 nu, og det er "fandeme en dejlig alder". Også fordi man efterhånden ved noget. For man bliver faktisk klogere med alderen.

Hella er lilla. Hverken rød eller blå. Hun har sit eget indre kompas, der fortæller hende, hvad der er op og ned i samfundet. Årene har finjusteret kompasset.

Hella er elskelig og elsket på en nærmest tidløs og generationsudvisket måde. Piger på 14 skriver til hende og letter deres unge, vibrerende hjerter. Mundfriske damer på 95 møder op til hendes foredrag.

Og så er der alle dem i midten af aldersspektret. Indimellem er der også mænd. Og Hella siger, hvad hun mener, hun leverer provokerende budskaber på blideste facon. For eksempel:

– "Lad være med at vande og gøde noget, I ikke vil have i jeres liv". Nu taler vi ikke om et dårligt knæ, vel? Altså det må man selvfølgelig gerne, men det hjælper ikke.

– Men det med, hvad vi tiltrækker, hvordan vi lever, hvad der sker i vores liv, og hvad for nogle tanker vi har, VED jeg fra mig selv ikke er tilfældigt, og det ved vi godt hjemme hos mig.

– Man er på en eller anden måde med til at skabe det hele selv.

Jeg tænker altid, at det er mit liv, det er min skæbne, det er min opgave. At det, der sker for mig, er mit, og det er MIG, der skal løse det.

Og det har ikke noget med skyld at gøre.

– Der er nogen, der bliver vrede: "Siger du, at folk selv har skabt det, hvis de har fået kræft?" Nej, det kunne jeg aldrig drømme om.

– Jeg siger bare, at jeg lever mit liv sådan, at når der sker noget i det, er det mig, det er sket for, det er mig, der skal løse det, det er mig, der har fået opgaven. Og hvis jeg bliver syg, er det mig, der skal finde tilbage til rask.

– Jeg tænker ikke, at det er noget, der bliver påført mig. Nogle mennesker tænker, "det er også for dårligt, hvorfor er der ikke nogen politikere, der griber ind", når der sker noget ubehageligt i deres liv.

– Sådan tænker jeg ikke. Jeg ved godt, at det, der sker for mig, er mit, og det er MIG, der skal løse det. Det kan godt være, at der skal noget ny lovgivning til på området, men det kan jeg ikke vente på.

– Det er to meget forskellige måder at være i verden på. Om det er indefra og ud eller udefra og ind. Jeg ser alt indefra og ud.

Hella Joof

– Når jeg bliver opereret i nakken for en diskusprolaps, går jeg ikke og tænker, at det er fandeme også, fordi jeg var nødt til at arbejde som jordbærplukker, da jeg var ung, fordi min mor var enlig mor og ikke havde nogen penge, og jeg var nødt til at tjene mine egne lommepenge, og nu har jeg fået en skade.

– Jeg tænker altid, at det er mit liv, det er min skæbne, det er min opgave. Det betyder ikke, at man ikke må få hjælp, det må man gerne. Men man må ikke fraspalte det og sige, "det her er jeg blevet påført".

– En af de ting, der har gjort størst forskel for mig omkring det at have et godt liv er, at jeg ikke slås med det, der er. Jeg er ikke oppe at slås med virkeligheden. Du kan ikke ændre fortiden. Det ER sket.

– Til gengæld er det bagved dig, så du kan bare kigge den anden vej. Hvis du hele tiden vender dig om og kigger på din fortid, så ER den med dig resten af dine dage.

– Ligesom i forhold til tilgivelse: Når vi tilgiver folk, kan vi slippe dem. Hvis vi ikke kan slippe dem, har vi dem med os resten af vores liv. Også på ferie!

Når hun holder foredrag, oplever hun en meget stor udveksling mellem publikum og sig selv.

– Jeg føler, at vi kalibrerer på en eller anden måde, jeg kan virkelig godt lide det. Jeg besluttede mig på et tidspunkt for, at med det, jeg har at sige i verden, bliver jeg også nødt til at være til rådighed.

– Jeg er ikke forfængelig eller nærig med mig selv, jeg vil også gerne fortælle ting, som er private eller smertefulde. Jeg vil egentlig gerne være i øjenhøjde med folk og til rådighed.

– Jeg vil gerne møde de mennesker, som jeg holder foredrag for og skriver for. Jeg vil gerne kende dem.

– Men det er klart, jeg kan ikke være til rådighed hele tiden, for så har jeg ikke noget at give til dem, der er tæt på mig, så har jeg ikke noget at give til min datter og min mand og min hund.

Der er alligevel noget ret yndigt over, at de synes, de kender mig så godt, at de bare kunne komme forbi.

– Så jeg bor ude på landet for enden af en grusvej, og jeg er meget privat, når jeg kommer hjem, jeg har ikke alle mulige mennesker rendende.

– Hvis jeg får en eller anden besked på Insta: "Hej, vi er nogle piger, der lige er i området, hvor du bor, må vi komme og besøge dig lørdag aften?" så må de selvfølgelig ikke det, for der sidder jeg sammen med min mand.

– Men jeg reagerer ikke sådan, "hvad fanden tænker folk på?". Der er alligevel noget ret yndigt over, at de synes, de kender mig så godt, at de bare kunne komme forbi.

– En mødregruppe af 25-årige, der sidder i et sommerhus og tænker, at de vil ned og besøge mig gamle dame på 59. Så bliver jeg faktisk lidt rørt.

Pulveragtigt

I en af bogens noveller optræder nogle sorte fugle. Som også optræder i Hellas liv. Og repræsenterer en slags måske ikke ligefrem depressiv side, men en mørk følelsesmæssig faldgrube.

– Vi har alle sammen bare forskellige steder, hvor vi har noget svaghed. I gamle dage opdagede jeg det først, da det nærmest var for sent. Nu har jeg aktiveret min radar. Det er derfor, jeg kalder det nogle fugle, der basker.

– Det har også noget med omfanget af arbejde at gøre. Hvis jeg ryger ud over en kant, mister jeg simpelthen min livsgnist. Jeg kan få det sådan, at der ikke er nogen farver. Der er ikke noget lys for enden.

– Jeg er blevet ret god til at opfange de signaler tidligt. Så sørger jeg for ikke at skulle noget. Hvis jeg begynder at mærke en bestemt knitren, og det bliver sådan pulveragtigt, skal jeg trække mig tilbage.

– Jeg er nødt til at have styr på mine sluser, det går ikke bare at åbne mine sluser, når jeg er ude at holde foredrag, der skal også noget ind, der skal være balance. Jeg tror også, min mor døjede lidt med sådan noget.

– Dengang hed det bare nervesammenbrud. Det var sådan noget, damer fik: nervesammenbrud. Men jeg synes egentlig, det er lang tid siden, jeg har haft besøg af fuglene.

Muligvis også fordi hun er blevet meget bedre til at sige nej.

– Jeg er blevet meget bedre til at sige klart, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan.

– Jeg har også en mand, der er god til at passe på mig, som siger "skat, nu må du ikke putte mere ind i den måned, for jeg kan se alt det, vi allerede har på fælleskalenderen, og du begynder bare at sidde og ryste, når du kommer hjem, og så kan du ikke finde ud af, hvad der er op eller ned."

– Jeg går meget op i, at hvis jeg skal ud og give, skal jeg også fyldes op. Jeg skal have styr på min krop, ellers kan jeg ikke gennemføre det, jeg skal.

Hella Joof

Som f.eks. at køre til Aalborg, holde foredrag for 900 mennesker og køre hjem igen bagefter.

– Da jeg kom hjem i går, sad jeg ude i mit køkken – ikke ligefrem i yogastilling – men virkelig sådan TAK for, at den her dag, som på forhånd måske var lidt uoverskuelig, virkelig blev god og dejlig, og jeg var så glad efter det foredrag og havde det så hyggeligt i bilen med min mand.

– Og det regnede, og vi havde hunden med. Da jeg kiggede på det dagen før, virkede det uoverskueligt, men det endte som en god dag. Tak for det. På forhånd tak.

– Jeg ved godt, at der nu sidder nogen og tænker "hold nu kaje, sikke noget gøgl og hokuspokus". Men det er sådan, jeg lever mit liv. Jeg har kæmpe taknemmelighedsprojekter hele tiden.

Undskylder jeg for meget for, hvordan jeg er og tænker? Så stryg det.

Tak for dig, Hella.

– Hahaha. Det virker!

Mail fra Hella efter interviewet: "Undskylder jeg for meget for, hvordan jeg er og tænker? Så stryg det. Det er nok en gammel skade, fordi jeg er bange for at vække vrede og hånlatter.

Men det gider jeg ikke være bange for længere. Knus Hella."

Den lader vi lige stå.

Til inspiration for alle os andre.