Metro
Samfund

Han voldtog hende i metroen, mens de andre så på. Nu er han dømt

14. december 2023
Af Kristina Forná
Arkivfoto: Unsplash
Der er netop faldet dom i en sag, hvor en mand er blevet dømt for at have voldtaget en kvinde i metroen i London foran øvrige passagerer.

37-årige Ryan Johnston er netop blevet idømt ni års fængsel for at have voldtaget en kvinde i metroen foran andre passagerer en tidlig og travl vintermorgen i Londons undergrund.

Det skriver Sky News.

En jury har fundet ham skyldig i et tilfælde af voldtægt, et tilfælde af voldtægtsforsøg, to tilfælde af seksuelle overgreb og et tilfælde af at bryde med den offentlige orden i retten i London.

Foruden fængselsstraf er han dømt til at stå på registret for sexforbrydere på ubestemt tid.

Overgrebet skete den 23. februar 2020.

Omkring kl. 5 om morgenen så to kvinder Ryan Johnston onanere, mens han kiggede ind ad et vindue i en bolig. Da Johnston opdagede, at han blev iagttaget, jagtede han de to kvinder, indtil de nåede hjem.

Bagefter bankede han på døren og stak sin hånd ind gennem brevsprækken, men efter noget tid stoppede han og tog i stedet mod metroen.

På stationen Heathrow Terminal Five stod han på Piccadelly-metrolinjen, hvor han tog kontakt til en sovende kvinde, som han endte med at forgribe sig på og derefter voldtage, alt imens der var andre passagerer til stede.

En af de passagerer var en fransk turist, der var på ferie med sin 11-årige søn. Manden endte med at anmelde overgrebet, men på grund af manglende overvågningsoptagelser kunne politiet ikke identificere ofret.

Men i december 2022 lykkedes det endelig at arrestere Johnston, efter at det britiske transportpoliti havde lavet en gennemgang af tidligere voldtægtssager, og i samme måned lykkedes det også at identificere ofret.

Sagen har chokeret og vakt opsigt på sociale medier, skriver mediet Glamour og henviser til flere opslag skrevet på mediet X, hvor flere brugere deler deres forargelse over de øvrige passagerers manglende indgriben.

“Ingen gjorde noget. Flere mennesker så en kvinde blive voldtaget i offentligheden, og ingen gjorde noget. Ingen hjalp hende. Kvinder er ikke sikre nogen steder”, skriver en bruger.

En anden bruger er lige så forarget.

“At iagttage uden at gribe ind er virkelig udbredt i London, men jeg havde aldrig troet, at det ville være så slemt i sådan et afgrænset rum. Vi har alle et ansvar for at gribe ind, hvis vi ser noget forfærdeligt ske. Du er ansvarlig for din passivitet", skriver en anden bruger.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også