overgreb
Samfund

Han arbejdede på skolen. Nu er han mistænkt for flere overgreb på børn

22. september 2023
Af Trina Nielsen
Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix
En 27-årig mand sidder varetægtsfængslet, mistænkt for at have voldtaget en pige på den skole, hvor han arbejdede. Nu kommer det frem, at hun muligvis ikke er hans eneste offer.

En tidligere mandlig medarbejder på Søholmskolen i Rudersdal Kommune har siddet varetægtsfængslet den seneste uge, mistænkt for voldtægt af en pige på under 15 år samt for vidnetrusler.

Men fredag er det kommet frem, at den 27-årige mand ikke kun er mistænkt for det ene tilfælde. Man mistænker, at han har begået flere overgreb på skolens elever.

Det fortæller borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K), til P4 København fredag morgen, ifølge DR.

- Vi har at gøre med mistanke om flere overgreb på børn på skolen. Der skal fortsat afvikles børnesamtaler. Og det vil være med til at afdække, om der er yderligere overgreb eller hændelser, der skal politianmeldes, siger Ann Sofie Orth.

I forsøg på at afdække yderligere overgreb oprettede kommunen derfor torsdag en hotline for forældre og børn. Ligesom man har sat et advokatfirma i gang med at foretage en undersøgelse af hændelsesforløbet. Det skriver Rudersdal Kommune selv i en pressemeddelelse.

Den 27-årige mand blev varetægtsfængslet 14. september, hvor Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi skrev på det sociale medie X, at han var varetægtsfængslet og mistænkt for voldtægt af en pige på under 15 år samt vidnetrusler begået i 2022 i Birkerød.

Han sidder indtil videre varetægtsfængslet i 14 dage, mens sagen efterforskes.

Skolen har efter anholdelsen afholdt børnesamtaler, som fortsætter den kommende tid. Næste uge vil der være et møde for alle forældre på skolen, hvor krisepsykologer kommer til at deltage, lyder det i pressemeddelelsen.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også