Halvdelen af danske kvinder går ned i tid efter første barn – og det forstår jeg virkelig godt

Louise Elly Meyer er journalist på Heartbeats. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Når deltids-debatten bliver reduceret til at handle om at bage teboller og kager, der er så formfuldendte, at de kvalificerer sig til et Instagram-feed, bliver jeg helt utroligt harm.

Faktisk føles det direkte provokerende, når man som jeg har tre børn derhjemme, et fjerde på vej, i øvrigt arbejder fuld tid ligesom min mand og i det hele taget knokler for at få enderne til at mødes.

Tidligere på foråret skrev Cand.polit. Anne-Mette Barfod i femina, at “kvinder kan meget mere end at bage cupcakes og skabe smukke hjem. Når for mange af os går ned i tid for at hellige os æstetik og romantisk familiehygge, svækker vi både vores egen økonomi og velfærdssamfundet.”

Barfod har sammen med professor i økonomi, Nina Smith, skrevet bogen ‘Overskudskvinder’, og i sin klumme sætter hun altså lighedstegn mellem deltidsarbejde og et ønske om at skabe en ‘æstetisk tilværelse’ og at ‘dække bord med sølvgafler’.

Samtidig gør hun deltidsarbejdende kvinder til syndebukke for forringet velfærd, mangel på medarbejdere i vuggestuen og i ældreplejen.

Undskyld mit franske, men hold kæft, hvor er det på én gang en provokerende, reducerende og direkte nedgørende måde at skrive om andre kvinder på. Hvordan kan det regnestykke sættes så simpelt op, om jeg må spørge?

Deltids-debatten bobler igen, fordi en ny kortlægning fra Dansk Industri viser, at næsten halvdelen af danske kvinder, der arbejdede fuld tid, inden de gik på barsel, vælger at gå på deltid efter barslen. Underdirektør i Dansk Industri, Mikkel Harder, siger i den sammenhæng, at vi i Danmark har et meget kønsopdelt arbejdsmarked, hvor der er tradition for, at kvinder går mere derhjemme, og mænd arbejder mere ude.

Måske vi skulle spørge os selv om, hvorfor det mon forholder sig sådan i stedet for som Anne-Mette Barfod at gøre nar ad de kvinder, der er på deltid?

Min erfaring er i hvert fald, at ønsket om at gå på deltid handler om noget helt andet end hyggebagning og boligindretning. Det handler om at holde hovedet oven vande i de år med små børn, hvor hverdagen virkelig trækker veksler på forældrene, der ofte føler sig utilstrækkelige både derhjemme og på arbejdet. Ingen af stederne er de der nok.

Vi går ganske enkelt på deltid for at få hverdagen til at fungere. For at børn kan blive hentet, inden de kollapser af træthed, for at de kan få en lillebitte smule mere tid sammen med deres mor og far, for at man kan nå at få handlet, inden klokken er kvart i aftensmad. Det er et regnestykke, der handler om at nå de fuldkommen basale dele af et familieliv, ikke om en drøm om at lege mesterbagere og have negle, der altid funkler af shellac.

Vores samfund er bygget sådan op, at kvinder – ganske som i et spil Ludo – bliver slået hjem, hver gang de får et barn. Graviditet og barselsorlov giver kvinder et setback, der skærer sig ind i både deres løn og pension. Og jeg tror, at det faktum ender med at blive en af grundene til, at det er kvinderne, der går ned i tid fremfor mændene.

For kan mændene ikke ligeså godt gå på deltid? Jo, selvfølgelig, og det tror jeg sådan set også, at der er mange fædre, der kunne ønske sig. Ofte er det bare sådan, at det er manden, der tjener den højeste løn, dermed også den løn, der er sværest at undvære i en fællesøkonomi.

Det giver næsten sig selv, at man beholder den højeste indtægt, når man står midt i den gordiske knude af tårnhøj boligydelse, flyverdragter, der skal købes og uendelige liter mælk og rugbrødspakker, der skal holde familien kørende.

Desuden kunne man fristes til at spørge, hvorfor 37 er blevet det uomtvistelige mål for en arbejdsuge. Et mål, der i øvrigt ofte ikke bliver ved 37 timer, fordi overarbejde nogle steder er en selvfølge, og andre steder bliver frokostpausen ikke betalt.

Men hvorfor er vi egentligt så forhippede på det tal, der blev fastsat i 1990? Vores arbejdsmarked har forandret sig en hel del de sidste 35 år.

Tænk, hvis arbejdsgiverne i stedet så deltid som en gevinst. Hvis de lod deres ansatte gå bare en lille smule ned i tid til den samme løn i de hæsblæsende år, hvor de har børn i alderen nul til fem. Eller at man aftalte en arbejdsgang, hvor opgaver og resultater var vigtigere end fysiske timer på kontoret. Hvis opgaven bliver udført til UG, er det så ikke ligegyldigt, om den bliver lavet klokken 16 eller klokken 21?

Der er arbejdspladser, hvor fleksibilitet på dén måde selvsagt ikke er en mulighed. Vagtplanen på hospitalet skal gå op, der skal stå en pædagog og tage imod de første børn klokken syv, og der skal også stå en lærer ved katederet om morgenen. Tænk, hvis man kunne give dem en ugentlig fridag eller en anden gode, der kunne bevirke, at de kom tilbage med fornyet styrke, når deres børn nåede skolealderen, og presset i privaten lettede lidt.

For jeg er virkelig overbevist om, at en mere normaliseret og internaliseret brug af deltid på arbejdspladserne ville skabe motiverede medarbejdere med fornyet overskud. Måske ville man faktisk opleve, at medarbejderne leverede tæt på det samme, fordi de følte sig anerkendte og værdsatte, og at de derfor ville have lyst til at blive hængende i virksomheden og give den ekstra skalle.

Min generation skal arbejde, til vi er omkring 70 år gamle. Måske man skulle se deltid som en langsigtet investering, der gør, at vi ikke knækker halsen i årene med små børn frem for at se det som en udgift, at vi er på deltid en lillebitte procentdel af vores arbejdsliv.

“Kvinder kan – og skal – meget mere end det” slutter Barfod af med at skrive i sin femina-kommentar med reference til, at det altså ikke går, at de veluddannede kvinder bare går derhjemme og danderer den. Helt seriøst, hvilken joke.

Lad mig slå fast: Det er ikke en badeferie at gå på deltid. Det er hårdt arbejde både ude og hjemme.

Jeg synes, at samfundet kan og skal meget mere, når det kommer til at sikre en lige løn, lige pension og ordentlige barselsvilkår for arbejdende kvinder. Så kunne det være, at familierne rundt omkring i landet ikke så sig nødsagede til at skære i lige netop morens arbejdstid. Det kunne også være, at det ville skabe et så bæredygtigt arbejdsmarked, at folk ikke blev sygemeldt med stress i ét væk.

Kvinder, der går på deltid, er en konsekvens af et system, der er skruet helt håbløst sammen.