“Gud, er du 38? Det kan man slet ikke se,” sagde min kollega. Det fik mig til at undres

Sara Rahmeh er digter, forfatter og historiefortæller. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg er 38 år, og internettet har besluttet, at jeg er en gammel dame. Dagligt bombarderes min nethinde med annoncer om alverdens antiage-produkter som cremer og magiske eliksirer, der lover at stoppe tiden og fjerne alle spor af det liv, jeg har levet indtil videre.

Vidste I, at man kan få rynkebekæmpende cremer til både baller og babser? Det vidste jeg ikke, men det gør jeg nu. Tak. Google.

Alder er en sjov størrelse. Vi har det med at bruge ungdommen som et kompliment, især når vi siger til hinanden, at vi ser yngre ud end vores alder.

“Gud, er du 38 år?! Det kan man slet ikke se,” sagde min kollega til mig forleden, og jeg indrømmer, at jeg blev smigret, selv om komplimentet i sig selv er ret overfladisk.

For hvordan ser man ud, når man ligner en på 38? Hvis det er et kompliment at være ung, hvad betyder det så at blive ældre? Og skal vi kæmpe imod vores alder, så vi altid ser yngre ud, end vi egentligt er? Det lyder temmelig udmattende, hvis I spørger mig.

Vi lever i en tid, hvor ungdommen er idealet i alle livets stadier, og det er ikke særlig betryggende for den gamle dame inde i mig, der sidder og venter på, at hendes tid kommer, så hun kan være ligeglad med, hvad andre synes om hendes smilerynker og kragetæer.

Jeg kan godt leve med, at man kan se, at jeg har smilet og grint gennem livet med hele kroppen og hele ansigtet. Derfor længes jeg sjældent efter mine 20’ere.

De var fyldt med ængstelighed, dårlige beslutninger og en tvivlsom smag for den slags kærlighed, der gør ondt. Jeg sugede maven ind og smilede lidt for meget, når jeg ikke havde lyst, og når jeg kiggede i spejlet, var jeg ikke tilfreds.

Så jeg har intet behov for at ligne den, jeg var for 10 år siden, jeg vil gerne ligne den, jeg er lige nu. Det betyder ikke, at jeg er hævet over min forfængelighed, og selv om jeg hader at indrømme det, så virker det som om, at ordene antiage er direkte forbundet med mit dankort.

Jeg er meget mere tilbøjelig til at tilføje et produkt, der lover opstrammende underværker for mine aldrende kropsdele, til min indkøbskurv, selv om jeg godt er klar over, at det ikke holder, hvad det lover.

Jeg minder mig selv om, at tiden ikke er min fjende, og at ingen creme i verden kan løfte min barm op til dér, hvor den var, da jeg var 25, og at det er helt okay.

Jeg er et sted i livet, hvor jeg er mere bevidst om at prioritere mit helbred. Jeg tænker over, hvad der gavner min krop, og jeg værner om min mentale sundhed ved at sige ”nej”, ”nej tak” eller ”nej for helvede” til sociale relationer og arrangementer, der i sidste ende ikke gør mig glad.

Det er først for nyligt, at jeg rigtigt har lært at sige nej. Jeg slap illusionen om, at jeg er et menneske fyldt med et overflod af ”ja’er”, som jeg deler ud af, selv når jeg ikke har lyst, for at gøre andre glade.

For nylig faldt jeg over en kampagne på de sociale medier, der hedder ”I look my age”, hvor kvinder lægger billeder op af sig selv og stolt proklamerer, at de ligner deres alder. En slags anti-antiage-kampagne, der bryder med forestillingen om, at vi skal ligne 20-årige hele livet.

Uredigerede billeder af kvinder, der hviler i deres alderstegn uden at gemme sig bag Instagram-filtre og usikkerhed. Min første tanke var ”wow, hvor er de modige”, men så undrede jeg mig over, hvorfor mod var det første ord, jeg tænkte på, da jeg så billederne.

For kampagnen har intet med mod at gøre, det er simpelthen, fordi vi er vant til, at rynkefrie ansigter er normen, så når vi pludselig ser ”normale” ansigter i medierne, kan de fejlfortolkes som et modigt tiltag. Det er derfor, at ærlig aldersrepræsentation er så vigtigt.

Jeg vil sige højt, at jeg er 38 år, og at jeg ligner en på 38 år, uden at nogen klapper i hænderne og kalder mig modig. For mine 38 år er helt mine egne, og jeg bærer dem med en rank ryg, grå hår, halvdårlige knæ og en masse taknemmelighed.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: