Samfund
4. maj 2023

Get Ur Freak On, for Missy Elliot optages som første kvindelige rapper et helt særligt sted

Den amerikanske rappers karriere skrives dermed direkte ind i historiebøgerne.
Af: Signe Larsen
Missy Elliott

Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 51-årige ikoniske amerikanske rapper, sangskriver og producer Missy Elliott, der blandt andet står bag hittet "Get Ur Freak On", skriver inden længe historie som den første kvindelige rapper, der optages i Rock & Roll Hall of Fame.

Det blev annonceret onsdag, skriver det amerikanske medie The Hill.

Personerne bag Hall of Fame roste blandt andet Missy Elliott for at "skabe nye veje for kvinder i musikindustrien og samfundet generelt".

De fremhævede, at hun blandt andet skamløst tog ejerskab over sin krop, seksuelle lyster og sin sorthed i musikken.

Missy Elliott blev derudover kaldt "en sand banebryder i en mandsdomineret genre."

Hun startede sin karriere i midten af 1990'erne, og hendes debutalbum "Supa Dupa Fly" landede som nummer tre på Billboard 200. Det var den højeste hitlistedebut for en kvindelig rapper på det tidspunkt.

For at komme i betragtning til Rock & Roll Hall of Fame kræves det, at kunstnere skal have udgivet deres første plade 25 år før, de optages. Det var første gang i år, at Missy Elliott opfyldte det krav.

Missy Elliott og de andre nye "medlemmer" planlægges at blive optaget i Rock & Roll Hall of Fame officielt ved en ceremoni i november i Brooklyn, New York.

Rock & Roll Hall of Fame er et museum og en institution beliggende i Cleveland, Ohio, USA. De hylder de musikere, der har gjort noget helt specielt inden for musikken.

Læs også