Henriette Laursen
Kommentar

Fortrolighed er det mindste, vi kan forvente, når vi bryder med skyld, skam og tavshed i MeToo-sager

25. november 2021
af Henriette Laursen, direktør i KVINFO
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
KOMMENTAR: ”MeToo-sager brager med jævne mellemrum ud i mediebilledet. De er voldsomme og får meget plads i medierne. Det kan måske få det til at se ud, som om de er nemme at snakke om. Det er de ikke,” skriver direktør i KVINFO Henriette Laursen

Henriette Laursen er jurist og direktør i KVINFO. Dette er en kommentar. Den er udtryk for skribentens holdning.  

Hvis man siger, at man vil holde på en hemmelighed, så skal man gøre det. Sådan er det, når man er en god ven – og når man er en ordentlig chef eller en ordentlig arbejdsplads. 

Vi har netop læst og hørt, hvordan Det Konservative Folkeparti brød det løfte om fortrolighed, som partiet havde givet til Line Andersen. Hun havde i fortrolighed fortalt partiets advokat om grænseoverskridende adfærd fra en mand i partiet. 

Den går ikke. 

Man skal holde, hvad man lover, også når man lover fortrolighed, og også når man er et parti, en arbejdsplads eller en forening. 

MeToo-sager brager med jævne mellemrum ud i mediebilledet. De er voldsomme og får meget plads i medierne. Det kan måske få det til at se ud, som om de er nemme at snakke om. Det er de ikke. 

Vi ved fra undersøgelser, at de mennesker, som bliver udsat for krænkelserne, som regel går stille med dem. De bruger meget sjældent det formelle system med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, ligesom de færreste går til en chef. Nogle fortæller det ikke en gang til deres egen mor. 

Skam skaber tavshed 

Fortroligheden er afgørende for, at man som krænket kan føle sig sikker og tryg nok til at fortælle, og det er der flere grunde til. 

Vi kan se, at nogle krænkede er bange for, hvad krænkeren kan finde på at gøre ved dem. Der er som bekendt tale om overgreb og krænkelser, og den slags gør mennesker utrygge. 

Vi kan se, at nogle krænkede er bange for, hvad krænkeren kan finde på at gøre ved dem. Der er som bekendt tale om overgreb og krænkelser, og den slags gør mennesker utrygge.

Vi kan også med al tydelighed se, at de fleste er så flove og skamfulde over det, der er sket, at de også af den grund har svært ved at fortælle om det, de er blevet udsat for. 

I MeToo-sager bliver vi nødt til at huske, at det er helt nyt, at vi taler om dem. Der har hersket en forestilling om, at den slags må man finde sig i, eller endda at man selv er ude om det. 

De forestillinger kan man ikke uden videre ryste af sig, hvis man selv bliver krænket. Skyld og skam tynger voldsomt, kan vi se og høre. Fortrolighed er derfor det absolut mindste, man kan sikre de mennesker, som er blevet krænket. 

Hold fast i fortrolighed 

Der er næppe nogen tvivl om, at Det Konservative Folkeparti skulle have holdt deres løfte. Både for at være ordentlige og i forhold til reglerne. Til den mand, som krævede oplysningerne udleveret, kunne de have sagt nej og afventet, om han ville klage.  

Sådan ville jeg have gjort. Jeg mener, at vi som chefer – på arbejdsplader, i partier og foreningen – må vise klart og tydeligt, at vi vil seksuel chikane og krænkelser til livs. Og det kræver, at vi holder vores løfter om fortrolighed. 

Jeg er rigtig bange for, at denne sag kommer til at koste dyrt i forhold til at gøre op med seksuel chikane og overgreb.

Partiet kunne også have svaret manden, at han kunne få den rette myndighed – og det er Datatilsynet – til at tage stilling til hans krav. 

Som jurist vil jeg gætte på, at tilsynet ville vurdere, at manden ikke havde krav på at få udleveret oplysningerne.  

Ved uden videre at udlevere oplysningerne, kan de også have udleveret oplysninger om Line Andersen. Og det har de ikke ret til. 

Dyr fejl og vigtig viden 

Jeg er rigtig bange for, at denne sag kommer til at koste dyrt i forhold til at gøre op med seksuel chikane og overgreb. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Der venter et genopbygningsarbejde. For selv om partiet i den konkrete sag efter min opfattelse har handlet forkert, så er det jo sket. Den lille frygt for, at ens smertelige og dybt fortrolige oplevelser bliver fortalt videre, er blevet plantet. 

Der er et lille lyspunkt: Fordi sagen er kommet frem med bulder og brag, så er endnu flere partier, foreninger og arbejdspladser nu klar over, at de ikke skal gøre sådan, som konservative gjorde. 

I stedet skal de holde deres løfter om fortrolighed – og koncentrere sig om at bekæmpe de mønstre og kulturer som gør, at seksuel chikane og overgreb overhovedet er mulig.