Fødegangen
27. januar 2022

Forældre, der mister et nyfødt barn, skal ikke længere indlægges med lykkelige nybagte forældre på hovedstadshospitaler

Hvis man mister et barn i forbindelse med fødslen, vil man typisk blive indlagt sammen med glade forældre og nyfødte babyer. Det vil Region Hovedstaden nu ændre på fødeafdelingerne på Herlev Hospital og Hvidovre Hospital.
Af: af Bonna Haagen Pedersen
https://imgix.femina.dk/2022-01-27/20210315-002726-6-1920x1280we.jpg

Foto: Søren Breiting/Biofoto/Ritzau Scanpix

Mister man sit barn i forbindelse med fødslen, skal man ikke længere ligge på samme afdeling som glade nybagte forældre og nyfødte babyer.

I stedet får forældre, der står i den forfærdelige situation, særlige afsnit.

Det er en del af planerne på Hvidovre og Herlev Hospital, der vil forbedre de fysiske forhold på fødeafdelingerne.

Politikerne i Region Hovedstadens forretningsudvalg har nemlig afsat 20 millioner kroner til at løfte de fysiske rammer på de to fødeafdelinger. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

En del af de 20 millioner skal bruges til at indrette særlige afsnit med afskærmede rum for familier, der har mistet et barn.

DR har tidligere beskrevet, hvordan forældre, der har mistet deres barn ved fødslen eller under graviditeten, bliver indlagt sammen med lykkelige nybagte forældre og raske, nyfødte babyer på samtlige sygehuse med ganske få undtagelser.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) glæder sig over, at politikerne er blevet enige om at finde pengene til at forbedre de fysiske forhold på fødeafdelingerne på Hvidovre og Herlev Hospital.

– Når man står i den forfærdelige situation, at man har mistet et nyfødt barn, så skal man ikke ligge på en afdeling med en masse lykkelige nye forældre.

– Så jeg er rigtigt glad for, at vi nu kan finde plads og penge til at indrette afskærmede rum, så familierne kan få ro i sorgen, udtaler Lars Gaardhøj i pressemeddelelsen.

Moderniseringerne på Herlev og Hvidovre hospital skal være færdige allerede i foråret 2022.

Læs mere om:

Læs også