politi
Samfund

For første gang i flere år: Politiet genåbner voldtægtssag

14. september 2023
af Silje Qvist
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I løbet af de seneste tre år har politiet kun åbnet én voldtægtssag på grund af nye beviser. Kvinden, der har lagt sag an, har selv skaffet nye beviser. 

Hun er sikker på, at han voldtog hende i 2019. Og da de sidste år igen begyndte at komme de samme steder, tænkte hun, at nu måtte hun gøre noget.

Det fortæller den 23-årige kvinde til DR.

Hun endte med at spørge manden, om de ikke skulle mødes. Det gjorde de. På sig havde hun en telefon, der optog hele samtalen, og hun mener, at hun under samtalen fik en tilståelse fra ham.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lukkede sagen i 2020, men Statsadvokaten har nu omgjort politiets afgørelse på grund af den nye lydoptagelse, som kvinden selv har skaffet.

- Da jeg får afgørelsen og ser, at statsadvokaten nu giver mig ret, og at sagen nu skal efterforskes igen, bliver jeg helt rystet og glad. For første gang er jeg endelig blevet hørt, siger den 23-årige kvinde til DR.

Ifølge en aktindsigt, som DR har fået, er det første gang i tre år, at politiet genåbner en sag om voldtægt.

Kvindens sag er en af mange sager, som er stødt på grunden. DR har i podcasten “En beklagelig fejl” belyst, hvordan flere kvinders voldtægtssager ikke er kommet for retten på grund af politiets egne fejl.

Udover lydoptagelsen har den 23-årige kvinde et vidne, som politiet aldrig afhørte tilbage i 2019-2020, da sagen først blev efterforsket. Og så har hun et brev, som ham, hun mener, voldtog hende, efterlod på hendes højskoleværelse, hvori han undskyldte for at have overtrådt hendes grænser og nævnte direkte, at han havde forgrebet sig på hende.

Efter sagens genoptagelse har statsadvokaten sagt til kvinden, at vidnerne fra dengang skal afhøres. Her er der tale om kvindens vidne og to andre, som manden skulle have betroet sig til, og som politiet fik kontaktoplysninger på.

Den 23-årige kvinde fortæller til DR, at hun håber, politiet ser på det hele samlet igen.

- Når de har gjort det, så kan jeg lægge det bag mig. For så ved jeg, at de har taget det hele i betragtning, siger hun.

DR har været i kontakt med manden, som ikke ønsker at medvirke. De skriver også, at politiet ikke ønsker at kommentere på sagen, fordi efterforskningen stadig er i gang.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også