Fodboldstjerne anklaget for voldtægt af otte kvinder
Foto: David Rawcliffe/AP/Ritzau Scanpix
Det var skræmmende anklager, der kom frem om Manchester City-stjernen Benjamin Mendy mandag i Chester Crown Court.
Her sad den franske fodboldspiller på anklagebænken i en opsigtsvækkende sag, hvor han er tiltalt for voldtægter af hele otte kvinder.
I retten kom det blandt andet frem, at den 28-årige stjerne skal have fanget flere af kvinderne i sikrede rum, som de ikke selv kunne komme ud af.
Det skriver The Guardian.
Ifølge anklagerne blev kvinderne spærret inde i de såkaldte "panikrum", hvorefter Benjamin Mendy og hans medsammensvoren voldtog dem på skift.
"Panikrummet" er angiveligt Benjamin Mendys soveværelse i hans hjem i Cheshire, hvor der er en speciel lås, som kun kan åbnes, hvis man ved hvordan.
Kvinderne skal desuden have fået frataget deres telefoner, så de ikke kunne ringe efter hjælp.
- Deres forfølgelse af kvinder gjorde dem til rovdyr, lød det mandag i retten fra anklager Timothy Cray.
David Rawcliffe/AP/Ritzau Scanpix
Voldtægterne af de i alt otte kvinder skal være foregået i perioden mellem 2018 og 2021.
Her skal Benjamin Mendy og hans anklagede medsammensvoren, 41-årige Louis Saga Matturie, have lokket kvinder til fodboldspillerens hjem ved at invitere dem til eksklusive pool-fester i hans milliondyre hus.
Både Benjamin Mendy og hans medsammensvoren nægter sig skyldig i anklagerne mod dem.
Benjamin Mendy blev suspenderet fra Manchester City med øjeblikkelig virkning, da anklagerne mod ham kom frem.
Her har han ellers spillet hele 74 kampe for klubben samt vundet tre engelske mesterskaber.