Annonce
Samfund
3. oktober 2025

Flere kvinder vil i Hjemmeværnet: Mød tre af dem, der er klar til at kæmpe for Danmark

Mens daglige nyheder om en hybridkrig præger forsiderne, stiger danskernes interesse for at træde til og være aktive i Hjemmeværnet, der oplever “massiv tilgang af nye medlemmer”.
Af: Signe Larsen
Cille Fahnø, 24 år. Statskundskabsstuderende i København med studiejob. Er infanterist i hjemmeværnsdistrikt København på Svanemøllen.

Cille Fahnø meldte sig som frivillig i Hjemmeværnet i starten af året på grund af sikkerhedssituationen herhjemme og i Europa generelt.

Foto: Privatfoto

Er du klar til at træde til og bidrage, hvis Danmark en dag skal i krig?

Det har en del danskere tilsyneladende spurgt sig selv om den seneste tid, for hos Hjemmeværnet - en frivillig militær beredskabsorganisation, som støtter Forsvaret og det samlede beredskab i Danmark - har man oplevet massiv tilgang af nye medlemmer, fortæller de.

Selv om der stadig er overvægt af mandlige frivillige, oplyser Hjemmeværnskommandoen, at de også ser fremgang af kvinder, der gerne vil hjælpe til.

Herunder kan du møde Christie, Cille og Lone, som hver især har et ønske om at kunne træde til for Danmark, hvis det bliver nødvendigt.

De har hørt alle fordommene om, hvad en hjemmeværnssoldat laver, og fortæller her, hvordan de faktisk forbereder sig på at kunne støtte det danske forsvar.

Christie Reinholdt

https://imgix.femina.dk/2025-10-03/image0000001.JPG

Christie Reinholdt, 53 år. Arbejder til daglig på en kro og for PostNord. Bor ved Skjern og er aktiv i Hjemmeværnet her. Flyttede til Danmark fra Grønland i 2006.

Foto: Privatfoto

Hvad fik dig til at melde dig til Hjemmeværnet?

- Jeg meldte mig ind i april sidste år for at kunne hjælpe aktivt i Danmark, hvis der opstår situationer, hvor der er behov for det. Jeg vil ikke sidde passivt derhjemme, jeg vil være aktiv og hjælpe, hvis folk har brug for mig. Jeg har haft en hjerneblødning, som holdt mig på sofaen i fem år, så jeg vil gerne blive mere fysisk aktiv og i bedre form.

Annonce

- Jeg vil også gerne kunne passe på min familie. Min mand er førtidspensionist, og børnene er for unge til at være aktive i Hjemmeværnet. Jeg bor i en lille by med 300 indbyggere, og jeg vil også gerne passe på de ældre her, hvis det bliver nødvendigt.

Hvilke evner eller kvaliteter kan du selv bidrage med?

- Jeg kommer fra Grønland, har tidligere været politielev i Grønland i fire år og har erfaring med at hjælpe andre. Det der med at hjælpe andre har altid været i mig. Jeg har en stærk psyke og kan håndtere en del, som mange andre ikke kan. Jeg kan holde hovedet koldt i stressede situationer og træder gerne ind, hvor andre ville trække sig.

Annonce

- Jeg står gerne imellem to, der slås, for at sige det på den måde. Der synes jeg, at jeg har noget i mig, som gør, at jeg kan være med til at beskytte.

Hvordan reagerer folk typisk, når du fortæller, at du er en del af Hjemmeværnet?

- Folk synes, det er okay, men smiler lidt. Der er nogle fordomme tilbage, fordi Hjemmeværnet tidligere blev betragtet som ‘kaffe-kage-klub’, men vi er aktive og træner meget. Når jeg fortæller folk om vores opgaver, fortæller de ofte, at det ikke var det, de regnede med, at vi lavede.

Annonce

- Men vi øver os på, at der bliver brug for os, og jeg tager uniformen på med stor stolthed, fordi jeg ved, at jeg gør noget godt.

Interessen for Hjemmeværnet 

I alt har Hjemmeværnet omkring 14.400 aktive frivillige soldater.

De sidste tre år har de oplevet massiv tilgang af nye medlemmer, herunder også flere kvinder:

  • 2023: 188 kvinder ud af 1194 nye medlemmer.

  • 2024: 268 kvinder ud af 1613 nye medlemmer.

  • 2025: 219 ud af 1394 nye medlemmer (for de første 6 måneder i år).

Der har i hele september været 425 personer, der har vist interesse for at blive en del af Hjemmeværnet ved at tilmelde sig via Vistillerop.dk. 48 procent af disse er kommet i uge 39, hvor den første droneaktivitet fandt sted.

I 2024 havde de i samme periode 158. Det vil sige, at i uge 39 i år ligger tallet 170 procent højere sammenlignet med samme periode 2024, oplyser Hjemmeværnet.

Hvordan oplever du det at være kvinde i Hjemmeværnet?

- Jeg er positivt overrasket. Der er ingen forskelsbehandling, og der er ingen barrierer. Jeg kan kun anbefale det til kvinder, fordi det er fedt at kunne bidrage.

Hvordan ser en typisk træningsdag ud - og hvilke opgaver har du?

- Vi har en halvårsplan med træning hver 14. dag, hvor vi eksempelvis træner fysiske øvelser, orienteringsløb, signalering og radioarbejde. Alt foregår i uniform. Vi træner for at kunne assistere forsvaret og politiet, fx ved trafikuheld, brandsteder eller operationelle opgaver. Træningen varer typisk 3–6 timer om aftenen, og weekendøvelser kan være fra fredag aften til søndag morgen.

Annonce

- Vi øver at kunne hjælpe Forsvaret og give dem ro. Men det er et frivilligt arbejde, så det er ikke noget, vi kan blive tvunget til, medmindre vi går i krig.

Cille Fahnø

https://imgix.femina.dk/2025-10-03/IMG_2210.jpg

Cille Fahnø, 24 år. Statskundskabsstuderende i København med studiejob. Er infanterist i hjemmeværnsdistrikt København på Svanemøllen.

Foto: Privatfoto

Hvad fik dig til at melde dig til Hjemmeværnet?

- Jeg meldte mig i starten af året, fordi jeg ville kunne hjælpe, hvis situationen krævede det. Jeg vil gerne bidrage til samfundet. Det var egentlig lidt på grund af nyhederne og sikkerhedssituationen herhjemme og i Europa. Samtidig savnede jeg mange af de ting, jeg tidligere lavede som værnepligtig.

Annonce

- Jeg havde sådan lidt en følelse af, at militærfærdigheder er noget, man godt kan glemme lidt med tiden. Og det er på en eller anden måde vigtigt at holde det ved lige.

Hvilke evner eller kvaliteter håber du at kunne bidrage med?

- Jeg har tidligere været værnepligtig og kan bidrage med mange af de færdigheder, jeg lærte derigennem - og bidrage til at indgå i et totalforsvar. Hjemmeværnet giver mig en fed hobby, muligheden for at møde nye mennesker og mulighed for frivilligt arbejde, som bidrager til samfundet.

Annonce

- Jeg fortsætter lidt, hvor jeg slap som værnepligtig og bygger på med flere kurser, for eksempel næstkommanderende kurser, skydelederkurser og bykamp, hvor man lærer forskellige positioner og opgaver.

Hvordan reagerer folk typisk, når du fortæller, at du er en del af Hjemmeværnet?

- Folk bliver ofte overrasket over, hvad vi laver, især feltøvelserne. Det hjælper med at nedbryde fordomme og viser værdien af vores arbejde.

Hvordan oplever du det at være kvinde i Hjemmeværnet?

- Jeg har kun haft gode oplevelser. Kvinder bliver taget seriøst, og jeg oplever, at der er ligestilling i mit kompagni. Men der er stadig færre kvinder end mænd.

Annonce

Hvordan ser en typisk træningsdag ud - og hvilke opgaver har du?

- Træning og øvelser afhænger af kompagni. Mit kompagni fokuserer på skovøvelser og kampstillinger. Vi mødes en gang om ugen og træner eksempelvis bykamp, overlevelse i skov, førstehjælp og taktisk førstehjælp. Derudover er der weekendøvelser med skydebantræning og bevogtning.

- Hjemmeværnet har mange opgaver – fra bevogtning og trafikstyring til militærøvelser. Man kan vælge det, man synes er interessant, og udvikle sine færdigheder inden for forskellige områder. I sommerferien tog jeg mange næstkommanderende kurser, så jeg kan være næstkommanderende i en gruppe og lære lidt om, hvilke stillinger man skal indtage, og hvad gruppen skal gøre i forskellige kampsituationer.

Lone Litvak

https://imgix.femina.dk/2025-10-03/IMG_0649.JPG

Lone Litvak, 56 år, afdelingsleder hos Midttrafik. Bor i Højbjerg ved Aarhus, hvor hun også er frivillig hos Hjemmeværnet.

Foto: Privatfoto

Hvad fik dig til at melde dig til Hjemmeværnet?

- Jeg meldte mig ind for otte år siden, fordi jeg gerne ville lave noget frivilligt arbejde, som kunne give mening. Jeg søgte rundt på nettet, fandt Hjemmeværnet og syntes, det lød rigtig spændende. Jeg havde tid, fordi mine børn er voksne, og jeg ville også gerne prøve kræfter med mig selv og lave noget andet end skrivebordsarbejde. Derfor startede jeg i Politihjemmeværnet, hvor man blandt andet støtter politiet med bevogtning, eftersøgning, afspærring og trafikregulering. Udover det laver man almindelige hjemmeværensopgaver, som skydebanetræning, bevogtning af skibe og militærøvelser.

Annonce

- Jeg var i Politihjemmeværnet i seks år, og for to år siden begyndte jeg at arbejde med rekruttering. Jeg hjælper med at rekruttere værnepligtige, oplyse om Hjemmeværnet, lave arrangementer og placere folk, hvor de passer bedst.

Hvilke evner eller kvaliteter kan du selv bidrage med?

- Jeg bidrager med mine administrative og ledelsesmæssige kompetencer. Jeg er afdelingschef i et trafikselskab, vant til at lede og organisere arbejdet, og jeg har erfaring med rekruttering.

Hvordan reagerer folk typisk, når du fortæller, at du er en del af Hjemmeværnet?

Annonce

- Folk bliver ofte nysgerrige og vil høre mere. Tidligere lavede folk jokes om Hjemmeværnet, men nu oplever jeg større respekt. Folk ser, at vi kan træde til i svære situationer. Min egen motivation er stadig den samme; jeg er klar til at gå ud med mit våben, hvis det skulle blive nødvendigt, selvom jeg nu bidrager mere administrativt.

- Det, der har ændret sig, er, at der er mange flere, der viser interesse for Hjemmeværnet. Der er også kommet en anden holdning i samfundet til Hjemmeværnet på grund af sikkerhedssituationen og en større respekt for det nu, hvor man faktisk godt kan se, at vi har brug for at have mange personer herhjemme, der kan træde til i nogle svære situationer.

Hvordan oplever du det at være kvinde i Hjemmeværnet?

- Der er ingen forskelsbehandling i opgaver, men der er stadig få kvinder. Vi forsøger at få flere til at vise interesse. Man behøver ikke kun at være i felten; der er mange andre opgaver. Jeg kunne godt tænke mig, at der kom flere kvinder ind i Hjemmeværnet. Der er stadigvæk mange, der holder sig tilbage.

Hvordan ser en typisk træningsdag ud - og hvilke opgaver har du?

- Man mødes typisk hver 14. dag om aftenen for at træne militære færdigheder, brug af kort og kompas, radiotjeneste, skydefærdigheder og førstehjælp. Derudover er der operationelle opgaver, bevogtning af skibe, beredskab ved sne og længerevarende øvelser. Som minimum skal en Hjemmeværnssoldat bruge 24 timer om året, men de fleste bruger langt mere.

- Der er nogen, der bruger næsten lige så meget tid i Hjemmeværnet som på deres almindelige arbejde.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.