https://imgix.femina.dk/2021-03-17/mor_far_ligestilling.png
Samfund

Endelig! Nu er det ikke længere kun mor, der får beskeder fra børnehaven og tandlægen

17. marts 2021
af Sofie Guldager Larsen
Foto: Unsplash
Folketinget har besluttet, at det offentlige fremover skal sende digital post til begge forældre, når det handler om deres barn. Det fremmer ligestilling mellem forældrene, siger ligestillingsminister Peter Hummelgaard.

Når Alfred skal skrives op til børnehave, eller han skal til tandlæge, lander beskederne som oftest i mors digitale postkasse.

Det bliver der lavet om på nu.

Folketinget har netop vedtaget en ny lov, der forpligter det offentlige til at sende digital post ud til begge forældre.

Institut for Menneskerettigheder skriver, at den nye lov vil bidrage til ligestilling for børnefamilier.

- Når det offentlige alene henvender sig til mødre eller bopælsforældre, sender det et forældet signal om, at kvinder og mænd har forskellige opgaver og roller i forhold til fælles børn, skriver Morten Emmerik Wøldike, sociolog og leder af Institut for Menneskerettigheders ligestillingsteam, i en pressemeddelelse.

Indtil nu har myndighederne kun sendt beskeder til den ene forældre, som typisk har været moren, når forældrene har boet sammen.

Det er blevet antaget, at forældrene har informeret hinanden om, hvad der foregår i barnets liv, når der kommer beskeder fra skolen eller børnehaven, men det bliver fremover ændret.

Helt konkret skal de offentlige myndigheder nu sende post til begge forældre, uanset om de bor sammen eller ej.

Godt for fædrene

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard er begejstret for den nye lov og mener, at det er med til at give især fædre bedre rettigheder.

- Beskeder om børnene er både relevant for mor og far. I dag er det typisk mor, der får den digitale post fra det offentlige. Derfor er det godt, at vi med lovforslaget nu sikrer, at begge forældre fremover får beskederne om deres børn fra fx børnehave, skole eller tandlæge.

- I mange familier deler mor og far ansvaret, og de praktiske opgaver der er, når man har børn. Det skal det offentliges kommunikation afspejle. Med lovforslaget giver vi særligt fædrene bedre mulighed for at tage aktivt del i deres barns liv og hverdag, og det fremmer ligestilling mellem forældrene, skriver Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse til Ritzau.

På Twitter er der også mange positive reaktioner på den nye lov.

Loven forventes at træde i kraft i november 2021.

Læs også