Det var først, da hun tudede foran chefen, at det gik op for hende: "Det handlede om min søn og min relation til ham"
Foto: Rita Kuhlmann
Mange forældre kender sikkert følelsen af, at det kan være svært at sætte grænser over for sine børn. Men hvor stammer den følelse egentlig fra?
Det dykker psykolog Sofie Münster ned i i det nyeste afsnit af podcasten Forældreterapi, hvor vi er med i terapirummet, når en mor åbner op om de svære tanker og følelser, hun har i forhold til sin syvårige søn.
– Jeg troede faktisk, jeg havde fået stress, fordi jeg tudede hele morgenen, og jeg råbte og skreg af ungerne. Jeg endte med at sidde et par timer senere og tude foran min chef, fortæller moren.
Og det var først, da chefen spurgte hende, hvad det hele handlede om, at det gik op for hende, hvad det egentlig bundede i:
– Det væltede ud af mig: At det ikke var mit arbejde, men at det havde en masse at gøre med min søn og min relation til ham.
Psykolog Sofie Münster fortæller i podcasten, at den syvårige søn har et lidt andet temperament end moren. Han er forsigtig og afventende og har brug for at se tingene lidt an.
Podcast: Forældreterapi
Sofie Münster er psykolog med speciale i familier, par og børn. Hver dag sidder hun over for forældre, der kæmper med konflikter og bekymringer. I femina updates nye podcast bliver du inviteret med ind i et intimt rum mellem hende og en forælder, som hun ikke har mødt før, men som står over for et problem, som de fleste forældre vil kunne spejle sig i.
Lyt med til “Forældreterapi”, der hvor du lytter til podcast.
Det har været kilde til en enorm tvivl i moren, fordi hun er i tvivl om, hvad hun kan forvente af ham, hvor meget hun kan presse på, hvad han har brug for – og det kan give ret mange sammenstød og konflikter, fortæller Sofie Munster.
– Han er meget krævende. Og så går mit pleaser-gen helt amok, jeg vil bare gerne have, han er glad hele tiden, siger moren og fortsætter:
– Jeg stopper ikke med at prøve, indtil jeg selv går ned på det – og det er sket to gange nu.
Hun vil for alt i verden have, at sønnens svære følelser skal gå væk hurtigt. Og det vil hun, fordi de får hende til at tvivle på sig selv som mor, konkluderer psykologen.
– Kunne hans reaktion for eksempel betyde, at hun havde gjort noget galt, stillet for mange krav eller overtrådt hans grænser. De tanker fylder for meget i hendes hverdag og har forårsaget overbelastningsreaktioner to gange.
Moren fortæller, at sønnen i ni måneder har grædt og ikke villet i skole. Hun kommer undervejs igennem terapien frem til, at hendes følelse af, at det er svært at få ham til noget, han ikke vil, stammer fra et bestemt sted i hende selv.
– Det synes jeg, er svært, fordi jeg jo aldrig selv helt har fundet ud af at sætte grænser over for mig selv og mærke efter, hvad jeg selv egentlig vil og har lyst til.
– I en alder af midt trediverne har jeg stadig ikke fundet mine egne grænser. Så hvordan lærer jeg ham det, når jeg ikke engang selv kan finde ud af det?
Sofie Münster peger på, at moren grundlæggende er i tvivl om, hvorvidt hun er noget værd for andre, hvis hun ikke pleaser dem.
– Men når vi bliver for pleasende over for vores børn, så er det ikke særligt hensigtsmæssigt. Rollefordelingen kan blive lidt mudret – hvem bestemmer egentlig?
Lyt til podcasten Forældreterapi her: