Portræt taget I Aarhus til Ugebladet Søndag
Samfund

Det er forbrydelsen, der sjældent bliver anmeldt, og som voldsudøveren endnu sjældnere bliver dømt for

2. august 2023
Af Silje Qvist
Foto: Runólfur Geir Guðbjörnsson
Langsomt mister du virkelighedsfornemmelsen, og dit indre kompas bliver ødelagt. Den ultimative konsekvens af psykisk partnervold er partnerdrabet. I denne uges episode af podcasten femina update sætter vi fokus på forbrydelsen, der sjældent bliver anmeldt og dømt.

Du får al hans kærlighed, alt er fryd og gammen. Men pludselig ændrer han karakter. Han bliver kontrollerende. Den måde, som du klæder dig på, er for udfordrende. Frisuren ikke passende. Du må ikke være sammen med de mennesker, du plejer at se. Måden, du skærer grøntsager på, er ikke længere god nok.

Alting skal være på hans måde, og hvis det ikke bliver, som han vil have det, bryder helvede løs.

Et psykisk voldeligt forhold kan starte i det små, men kan med tiden udvikle sig enormt hurtigt, fortæller psykolog Signe Hegestand, der til dagligt hjælper mænd og kvinder, der har været eller bliver udsat for psykisk vold af tidligere eller nuværende partner.

De ovenstående eksempler er hendes klienters oplevelser med psykisk vold. I hendes klinik er der en klar overvægt af kvindelige klienter.

Men psykisk vold kan være svært at registrere, selv hvis man er den, der bliver udsat for det.

– En del af psykisk vold er jo faktisk også, at man kommer til at tvivle på sig selv, og at man også hen ad vejen er blevet nedgjort så meget, så man også tænker: "Det er mig, der er noget galt med", fortæller psykolog Signe Hegestand i femina update.

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

I 2019 gjorde en ny lovgivning psykisk vold ulovlig at udøve og dermed strafbart.

I det nyeste afsnit af femina update sætter vi fokus på psykisk vold. En forbrydelse, der sjældent bliver anmeldt, og som voldsudøveren endnu sjældnere bliver dømt for.

For hvilke faresignaler på psykisk vold skal man være opmærksomme på, og hvorfor kan det være svært for ofre at anmelde psykisk vold – og endnu svære at få udøverne dømt?

3,9 procent af kvinder mellem 16 og 64 år har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år, ifølge en undersøgelse fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. For mænd er tallet 1,2 procent.

– Psykisk vold er en gentagende adfærd, som ydmyger, kontrollerer og isolerer den ene part i et forhold. Der bliver en magtfordeling i denne her relation, hvor der er en, der styrer, og en, der bliver styret, fortæller Signe Hegestand.

En af de metoder, der gør, at den psykiske vold kan få frit spil, er, at voldsudøveren får isoleret den anden part i forholdet. Det betyder, at der ikke er nogen at spejle sig i. Ingen til at sige til offeret, at sådan bør ting ikke være, og at der er noget galt.

– Når du er isoleret, bliver du også mere og mere afhængig af dine voldsudøvere. Der sker en normaliseringsproces, hvor den kontrollerende adfærd bliver normal for offeret, siger Signe Hegestand.

På den måde får voldsudøveren nedbrudt ens indre kompas. Når først den psykiske vold er blevet normal, kan det næste være fysisk vold. Når først den fysiske vold er begyndt at manifestere sig, og offeret forsøger at komme derfra, kan det eskalere. Det kan med tid føre til den ultimative konsekvens, partnerdrab, fortæller Signe Hegestand til femina update.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også