Der tikkede en besked ind på Ahlams telefon. En af hendes kilder var døde. To uger efter skete det igen

Der tikkede en besked ind på Ahlams telefon.

”Rhoda is gone.”

Ahlam gik hurtigt på Facebook. Flere skrev på Rhodas profil, at hun måtte hvile i fred. Den var god nok. Hun var død.

Rhoda havde forsøgt at krydse Middelhavet sammen med 25 andre migranter. Båden var kæntret. Ingen havde overlevet. Deres kroppe var skyllet ind på den Tunesiske kyst.

To uger senere skete det samme med Joelle.

Rhoda og Joelle var to kvinder, der befandt sig i transit mellem Afrika og Europa. De drømte om et bedre liv.

Ahlam Chemlali er ph.d.-studerende ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, og til dagligt arbejder hun som forsker ved DIIS. Ahlam Chemlali beskæftiger sig med krydsfeltet mellem migration, køn og vold med et særligt fokus på Nordafrika ved Middelhavsregionen, der de sidste mange år er blevet transit region.

Hun mødte Rhoda og Joelle, da hun lavede feltarbejde i Tunesien tilbage i 2021 og 2022.

– Jeg bliver påvirket af deres skæbne, fordi jeg har mødt dem, og vi har talt sammen om deres håb og drømme. Men det er også desværre en forudsigelig død for migranterne i Nordafrika, fordi i takt med EU’s udvidede grænser er det blevet mere risikabelt at migrere, siger Ahlam Chemlali.

Deres skæbner er til dels også grunden til, at Ahlam Chemlali laver den forskning, hun gør. Det er for at belyse de konsekvenser, der er, når kvinder befinder sig i transit. For det er en barsk virkelighed, der møder kvinderne.

Ahlam Chemlali har, inden hun begyndte sit ph.d. studie, arbejdet for en menneskerettighedsorganisation. Det var en verden af aktivisme.

Der er stadig en lille aktivist gemt i Ahlam. Det kan lyde som noget, der strider mod den objektivitet, man ellers efterstræber med forskning. Men Ahlam Chemlali mener ikke, at god forskning ikke kan hænge sammen med aktivisme. Det vigtigste for hende er, at hendes forskning er af høj kvalitet og underbygges med evidensbaseret viden.

– Jeg ved godt, at aktivisme lidt er et fy-ord inden for forskning. Men aktivismen er en del af mig og mit arbejde. Jeg tror aldrig, at forskning kan være helt objektiv. Alle kommer med sin egen forforståelse af verden - også forskere, siger Ahlam Chemlali og fortsætter:

– Forskning bør være til for at forandre. Det er ikke nok bare at nøjes med viden og indsigt. Det er selvfølgelig vigtigt, men det er forandring og social retfærdighed, der skal arbejdes hen imod.

For nyligt modtog Ahlam Chemlali et prestigefyldt rejselegat fra Forskningsministeriet. Her blev der især lagt vægt på, at hendes forskningsmetoder er innovative, og fordi hun har fokus på at formidle sin forskning ud til den bredere befolkning.

Moderskabet som motivation og hindring

Kvinderne i transit kommer fra forskellige vestafrikanske lande. De drømmer om et bedre liv. Europa ser de som muligheders land. Ahlam har fulgt mange kvinder i transit som en del af hendes forskning. De er papirløse, udokumenterede.

Hovedargumentet i Ahlam Chemlalis forskning er, at kvinder har mindre mulighed for mobilitet og er i større risiko for at sidde fast i transit, fordi de er kvinder, og fordi mange af dem har børn med sig. De befinder sig i det, som de selv kalder for et “ingenmandsland”.

– Kvinderne kan blive gravide på grund af seksuelle overgreb, og så sidder de mere fast, fordi de har et barn, de skal have med sig rundt. Det er en kønnet konsekvens ved migration, der gør, at rejsen bliver længere, dyrere og mere fragmenteret for kvinder end for mænd, som har lettere ved at komme videre på deres rejser, fortæller Ahlam Chemlali.

Hun understreger det med statistikken med bådflygtninge over Middelhavet. Her er 70% af dem, der går i land i Europa mænd.

Kvinderne er stillestående. De befinder sig i en hverdag hvor vold, usikkerhed og tortur præger deres hverdag.

– De føler sig fanget. De kan ikke tage hjem til deres oprindelsesland, fordi det kræver en vis kapital. De kan ikke rejse til Europa uden papirer. De befinder sig i, som de selv kalder det, et open-air-prison, som for kvindernes vedkommende ofte forværres med moderskabet.

Men der er en tosomhed over det at være mor. Hun erindrer Cynthia fra Nigeria, der blev tvangsgift og gravid med tvillinger. Hun flygtede til Libyen, og da hun havde født, blev hun voldtaget og gravid med en tredje. En veninde, hun havde mødt på sin flugt, gik bort, og Cynthia tog derfor hendes barn til sig.

Cynthia stod hermed med fire børn, som hun egentlig ikke skulle have haft til at starte med. Men børnene tog hun til sig. De blev en motivation for hende.

– Moderskabet bliver derfor i mange tilfælde en hindring for kvinderne. Men moderskabet kan også omvendt virke som en motivationsfaktor, fordi kvinderne vil skabe en bedre fremtid for deres børn og skabe muligheder for dem, som de ved ikke finder sted i transit.

Overlevelsesstrategier

Ahlam Chemlali peger på, at kvinderne ofte bliver portrætteret i medierne som ofre. Selvom de delvist også er det, vil hun gerne sætte fokus på, hvor handlekraftige og stærke de også kan være.

Nogle af kvinderne sørger for at holde sig gode venner med de lokale gangsters. Det gør, at de ikke bliver overfaldet på gaden, fordi de har det grønne stempel fra gangsteren. De har også lavet “undergrunds-børnehaver”, så de kvinder, der ikke passer børn, kan tage ud og arbejde.

– Det bryder meget med det dominerende offerbillede og det narrativ, som ellers bliver lagt på de her kvinder. De er også proaktive, resiliente og kreative, når de skal udtænke og forhandle nye strategier til overlevelse.

Ahlam Chemlali undersøger konceptet “gendered border violence”. Border violence, eller grænsevold, kender vi til som den fysiske vold, der finder sted lige ved landegrænserne. Men med den kønnede grænsevold forstås, at grænserne er mere flydende og kvinderne mere udsatte for forskellige former for vold.

Det kan eksempelvist være, hvis en kvinde bliver voldtaget og efterfølgende gjort gravid, fordi det psykisk påvirker kvinder at se deres graviditet udvikle sig på baggrund af et traume. Det kaldes slow-violence.

– De ser barnet vokse, men at deres eget liv er gået i stå. Det er to slags tidslinjer, hvor tiden stopper for dem, men livet fortsætter for barnet. Det er psykisk hårdt for kvinderne.

Det er en meget intim form for vold, men det er særligt det mentale, der fylder for kvinderne. Ifølge Ahlam Chemlali er det “et mentalt fængsel”, de befinder sig i. En anden situation end den, mændene befinder sig i.

Moderskabet som lighed

Da Ahlam Chemlali skulle til Tunesien for at lave feltarbejde, tog hun sin egen familie med. Hendes mand og deres søn på dengang to år. Det var dog mest for hendes egen skyld, for det ville have været svært at undvære dem i fem måneder.

Da de afrikanske kvinder så Ahlam med sin familie, fik det åbnet kvinderne op på en helt anden måde. For selvom Ahlam kom fra en helt anden del af verden, kunne de have et fælles ståsted i det at være mor.

– Vi brugte mange timer på at tale om, hvordan det var at være mor. Hvilke drømme og ønsker vi havde for vores børn. Der fandt vi et lige punkt i en ellers ulige verden. De så mig som et helt menneske og ikke bare en forsker. Hvis jeg ikke havde haft min egen familie med, var det ikke sikkert, at vi havde kommet ind på moderskabet på samme måde.

Der var dog også mange kontraster mellem Ahlam Chemlali og de afrikanske kvinder. Som hun selv nævner, så har hun et rødbedefarvet pas, der kan få hende hjem i sikkerhed.

– Det var hårdt at forlade kvinderne. Jeg havde fået en stærk relation til dem. Deres liv er meget prekære og uforudsigelige, så jeg ved ikke, om jeg kommer til at møde dem igen, når jeg først har sagt farvel til dem.

Ahlam Chemlali tog ud for at lave feltarbejde, men på mange måder tog feltarbejdet med hende hjem igen. Hun husker, hvordan migrantkirkegårde voksede dernede. Hvordan det gav hende et kuldskær i kroppen, hvis en ny dødsmelding på en af kvinderne dukkede op, fordi hun eller hendes barn var skyllet i land.

– Det er hårdt at være vidne til, især når vi ved fra forskningen at grænsekontrol ikke stopper migrationen, men kun gør den farligere, længere og øger risikoen for at dø, fortæller Ahlam Chemali.

– Når man kommer hjem fra feltarbejde, som fungerer på denne her måde, så skal man lige sunde sig. Uligheden er voldsom, og det sætter ikke kun ens eget liv i perspektiv, men også vores samfund og institutioner.