Kina_forelskelse
Samfund

Der bliver født for få børn i Kina. Nu får studerende en uge fri til kærligheden

3. april 2023
Af Nikolaj Kesting
Foto: Liu Jin/AFP/Ritzau Scanpix
Kina har i mange år haft en etbarnspolitik, og det kan ses på fødselstallene, der er for lave.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Hvad gør man som stat, når de unge pludselig ikke laver lige så mange børn, som de forrige generationer?

Man giver selvfølgelig de unge fri til at finde kærligheden.

Det er, hvad ni uddannelsessteder i Kina har besluttet at gøre. Her får de studerende en uge i april, hvor der ikke må tænkes på afleveringer eller karakterer.

I stedet skal den 1. til 7. april bruges på selvforkælelse.

Det skriver det amerikanske medie Insider.

– Skolen implementerer forårsferien i håbet om, at de studerende kan lære at elske naturen, livet og nyde kærligheden, siger Liang Guohui, der er rektor på et af de ni universiteter.

Helt fri får de studerende dog ikke helt.

De skal nemlig skrive rejsedagbøger, filme deres rejser og fundere over deres egen vækst.

Befolkningsvækst næsten stagneret

Kina befolkningsvækst har i flere år bekymret myndighederne.

For to år siden blev den laveste vækst i befolkningen siden 1950’erne dokumenteret.

Ifølge verdensbanken lå befolkningsvæksten i Kina i 2021 blot på 0,1 procent. Dog skal man huske på, at landet har 1,41 milliarder mennesker.

Også antallet af ægteskaber er faldende i det store land mod øst. Blot 11,58 millioner kinesere blev gift i 2021 – det laveste antal i 26 år.

I 2016 ændrede staten etbarnspolitikken til, at det nu skulle være tilladt at få to børn.

Fem år senere blev det ændret til tre tilladte børn, da befolkningsvæksten ikke steg.

Regeringen har i de senere år desuden forsøgt sig med tilskud og bonusser for nye forældre.

Til sammenligning lå befolkningsvæksten i Danmark i 2921 på 0,4 procent.

Læs også