"Den vrede, unge mand – han er jo sej. Jeg bliver måske mere opfattet som hysterisk, når jeg er vred"

Er samfundskritik et grundvilkår i dit forfatterskab?

Ja, det må det være, da alle mine bøger på en eller anden måde beskæftiger sig med ulighed og klasseskel og forskellige miljøer, som clasher med hinanden.

På en måde er det en forlængelse af det, jeg i forvejen er optaget af – politiske forhold og ulighed. Det er vigtigt, at klasseforskelle i Danmark bliver italesat, for vi har en lidt forløjet idé om, at der ikke har fandtes store forskelle.

Jeg ved godt, der er forskel på os og f.eks. Frankrig og England, men der er klart et over, under og middel. Det vigtigste for mig er spørgsmålet om økonomisk ulighed, og hvordan man kan tilkøbe sig goder som privatskoler og bedre boliger og få et bedre liv, hvis man har penge.

Hvilken forskel gør det for dig selv at skrive om de her emner?

Det er et sted, hvor jeg kan undre mig. Siden jeg var lille, har jeg undret mig over, hvorfor nogen gør, som de gør.

Hvorfor tager man på skiferie? Hvorfor er det vigtigt, at ens børn får kørekort, når de fylder 18?

Det har virket mystisk for mig, at man “taler civiliseret”, når man ikke råber, hvis man er uenig. Det er en klasseting, en måde at regulere sine følelser på groft sagt, og en middelklassemåde at være i en samtale på, som er meget rolig og “rigtig”, men som gør, at man nemt kan føle sig forkert.

Håber du, at man som læser engageres til selv at gøre noget anderledes?

Jeg har været ret kynisk i forhold til, hvad kunst kan flytte hos folk. Jeg tror, at det måske mentalt kan flytte noget og skabe noget empati og forståelse for andre grupper, men hvis der skal ske noget, så tror jeg, at der skal god, gammeldags aktivisme og politik til.

Jeg har ikke oplevet, at asylpolitikken er blevet mere lempelig, eller at unge drenge med anden etnisk baggrund nemmere får en praktikplads, selv om jeg ville ønske det.

Men jeg har oplevet nogle mennesker sige: “Jeg troede, vi alle var lige” eller “jeg ser ikke dig som brun – oplever du virkelig det?” Det flytter måske noget hos folk på forskellige niveauer.

Men det er ikke mit overordnede mål – jeg skriver for mig selv. Og så er det en bonus, hvis f.eks. brune kan spejle sig i det.

Historier om ulighed og klassesamfund bliver ofte kaldt “vrede” eller “indignerede”. Mener du selv, at dine historier er det?

Nej. Jeg synes, det er meget enøjet og meget problematisk. Jeg føler ikke, at mænd, der skriver om klasse på samme måde er blevet kaldt vrede, og hvis de er, så er det en heroisk vrede.

Hvis man trækker feministkortet, bliver man hurtigt anset som letantændelig og aggressiv. Der er både sorg og humor i det, jeg skriver. Jeg synes, der er en meget enøjet måde at se på svære og hårde følelser.

Det er ærgerligt, for det er også i vreden, at man f.eks. kan være ude af sig selv. Men vrede opfattes forskelligt. Den vrede, unge mand – han er jo sej. Jeg bliver måske mere opfattet som hysterisk, når jeg er vred.

Hvad mener du, fiktion kan, som kan belyse livet i alle lag og hjørner af samfundet?

Det gør mig mere fri. Jeg kunne ikke skrive en kronik om det her. Med fiktion kan jeg ikke kun beskrive det, men vise et helt menneske og ikke bare nogen, der er offer for sin egen situation.

Jeg ville aldrig, skrive om at være flygtning, for det ved jeg ikke, hvordan er, men jeg synes, det er vigtigt at skrive om.

Jeg kan aldrig foregive at vide, hvordan det er at ligge i et lastrum eller ikke at kunne give sine børn en uddannelse, fordi man er fanget i Sjælsmark.

Interviewet blev udgivet i femina uge 24, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: