"Den magtfulde, initiativrige, ambitiøse mand er idealet. Der er bare ikke rigtig nogen af os, der kan leve op til det"

Sebastian Lynggaard blev kaldt “kronprinsen” derhjemme som barn. Og kronprinsen, den førstefødte, havde to mindre søstre, der blev kaldt “pigerne”.

Lidt for sjov og uden malice eller forskelsbehandling. Men Sebastian Lynggaard siger det selv: Det havde en indlejret betydning.

Der i det store perspektiv afspejler en kønshistorik, som vi på mange måder er midt i et opgør med. Et opgør som efterlader mange mænd afmægtige. Og vrede.

– Jeg oplevede nok i langt højere grad end mine søstre, at jeg ligesom havde værdi i mine optrædener omkring middagsbordet eller i skolen og så videre.

– Det var, når jeg var uden for mig selv, når jeg legede krig eller var meget højtråbende eller gjorde meget opmærksom på mig selv, at jeg havde chancen for at score points.

– Jeg tror, det var det modsatte for mine søstre.

– Jeg er vokset op i en privilegeret familie med forældre, der 100 procent har gjort det så godt, som de kunne. Men det der med at være uden for sig selv i stedet for at slappe af og sige, okay shit der skal også være plads til nogle andre – altså det er helt ekstremt, hvor stor forskel der er i den alder, hvor man lærer de ting, på om man er henholdsvis dreng eller pige.

– Jeg tror virkelig, der er noget om, at man som dreng i højere grad oplever, at man er en form for Truman Show – historien er skrevet til dig, alle andre er bare statister: Verden ligger for dine fødder, indtag den.

– Det er det eneste, du skal gøre, du skal bare sige “Ja tak”, så arver du verden.

– Og selvfølgelig skal vi overveje og have mega fokus på, hvor skidt det stiller pigerne, at de skal være bukkende og nejende og gøre plads til drengene.

– Men overvej så også lige en nederen situation, det er at finde ud af for ham i Truman Showet, at der ikke er en skid, der er skrevet til dig. Du har i virkeligheden bare en birolle ligesom alle andre.

– Det er sort-hvidt sat op, men det er bare interessant at finde ud af, hvad der sker, når dét går op for en dreng eller en mand. Dér har du vreden og frustrationen. Igen.

Han siger “igen”, fordi han har vreden i frisk erindring. Sebastian Lynggaard skabte i 2019 den dengang anonyme Instagramprofil @herligesvend.

Han postede memes med glimmer, dyreunger og yndige pastelfarver, og det stærkt voksende antal følgere antog, at der stod en kvinde bag.

Da han midt i pastelfarverne pludselig lavede et meme om MeToo, væltede det ind med vrede, perfide og nedsættende beskeder fra mænd – til den kvinde, han ikke var.

– Det var meget sådan noget med at blive kaldt “so” og “du har ikke forstået en skid.”

Det fik ham til at fundere over mænds vrede.

– Jeg tror, det handler om at opleve et tab af kontrol. For de vrede mænd i min indbakke, tror jeg, fællesnævneren er, at de oplever, at der er nogle strømninger, de ikke længere kan kontrollere.

– Strømninger man som mand på en eller anden måde er opdraget med eller er påvirket til at tro, at man har definitionsretten over. Det finder man så ud af, at man ikke har, for der er nogle ting i skred, som man ikke forstår og endnu værre, som man ikke formår at kontrollere. Det skaber vrede.

– Et eller andet sted er man bevidst om en gammel manderolle, som er ved at blive forladt.

– En manderolle, hvor manden havde definitionsretten og serveretten og sørgede for at bestemme meget mere, end han måske gør i dag. Så man oplever, at det tog ligesom er kørt fra perronen, og dér står man så tilbage og kan ikke gøre så meget andet end at råbe efter toget.

Amok

I sin bog skriver Sebastian om mænd lige nu:

"Det kan være lidt svært at se hvilken rolle, man har i den feministiske verdensorden, fordi vi så ofte er problemet, at det kan føles, som om vi har to valg.

– Vi kan gå over broen og stille os sammen med de mere radikale feminister og være mandehadere. Eller vi kan blive stående på vores egen side af broen skulder ved skulder med mænd, der mener at krænkelseskulturen er gået amok."

– Jeg vil gerne gøre opmærksom på den diskurs, vi bygger, og som vi bliver ved med at understrege: at vi skal have en mere lige verden ved at slå mænd oven i hovedet.

– Det kan der sagtens være al mulig poetisk retfærdighed i. Jeg kan også godt selv se det. Jeg tror bare ikke på, at det er særlig bæredygtigt.

– Jeg tror på, at i en lige verden har alle en rolle, og at den rolle, vi mænd skal have, skal bygges af os selv. Mænd i alle aldre – også i min egen – har svigtet ved at gå over den bro og sige: “Guud ja, vi skal da have en feministisk verden, det er da klart”.

– Man har oplevet, at der har været flere points i at gå over og stille sig sammen med kvinderne.

– Man har som mand ligesom frivilligt inkorporeret kritikken af manden og så prøvet at blive til det, man tror, kvinderne gerne vil have, at man er. I stedet for rent faktisk at komme med en bæredygtig, konstruktiv løsning.

– Jeg oplever en stor vrede imod mænd, og den får lov til at være uimodsagt. Vi er nødt til at indse, at en del af den profeti, vi ligesom har lagt ned over mænd, er gået i opfyldelse og har været det længe.

– Det med at vi for eksempel er mere simple. Der er ingen grund til, at drengene er med til snak i klassens time – de skal bare ud og løbe hornene af sig.

– Vi har fået skabt os mænd som nogle mere simple mennesker, vi er blevet det, vi har fået forklaret, at vi er.

– Men så er mænd og kvinder også på to helt forskellige stadier, når vi skal diskutere noget så abstrakt som feminisme. Så når man får at vide, at patriarkatet er noget snavs, lander det ofte i mænd som om, at alle mænd er noget lort.

– Det er altså vigtigt at holde fast i, at én sexistisk ytring ikke gør en til sexist, og at man godt kan diskutere det, der bliver sagt som noget løsrevet fra personen. Ellers bliver det umuligt at have den snak. Så er man dømt.

– Jeg tror, mange mænd kommer til at tage det meget bogstaveligt, og så føler de det mere endegyldigt. En dom. Vi er nødt til at lære at skelne mellem personer og strukturer.

– I al fairness bør den feministiske kritik gå på de strukturer, som også er dårlige for mænd.

– For de forventninger, der er til os, gør os til nogle personer, som vi måske i virkeligheden ikke rigtig har lyst til at være. Altså dem, der er dårlige til at spørge om hjælp.

– Dem, der er dårlige til at dele deres tvivl, fordi vi har lært, at vi skal gå med den selv. Man er nok også som mand i langt højere grad påvirket af det klassiske mandeideal, end man selv vil være ved. Altså vedkommende der har svarene, sætter retningen og handler – for det er vi også opdraget med.

– Problemet er bare, at det forstærker det, som vi måske ikke rigtig har lyst til at være, og som vi heller ikke kan være. Men der er faktisk en mulighed for, at verden kan være meget nemmere.

Grøftegravning

Mænds udfordring er så, siger han, at de er ­opdraget til at være langt mere individualiserede, så hvordan skal de finde hinanden og løse noget i fællesskab?

Derudover er problemet, at en del feminister slet ikke ser mænd som en del af løsningen.

– Jeg oplever klart, at grøfterne bliver gravet meget dybere nu, det eskalerer. Min søster sagde for lang tid siden – jeg tror nærmest, vi var børn – at vi mænd bare skulle være glade for, at det var ligestilling, kvinderne ville have og ikke hævn. Haha.

– Jeg kan godt forstå det, man kan bare se alle de dokumentarer og forfærdelige historier, der kommer frem i den her tid – det er helt ­horribelt.

– Men vi er nødt til på en eller anden måde at kunne præsentere et alternativ for mænd, for lige nu er det som om, vi har et ideal, som vi har fået præsenteret, og som vi kender.

– Jack Bower har lavet os i “24 timer” og “Dødbringende våben” og alle de film, der har vist os de voldelige mænd, der handler.

– Det var ligesom idealet. Den magtfulde, initiativrige, ambitiøse mand. Det ved vi godt, vi kan det ideal til fingerspidserne, der er bare ikke rigtig nogen af os, der kan leve op til det. Nu er vi så i den mærkelige situation, at der de sidste mange år har været feminister, der siger: “Jamen I er sådan. Den magtfulde, privilegerede mand, der handler og er sådan lidt stoisk i det – det er sådan, I er”.

– Så vi er i en situation, hvor vi godt kan sige til feministerne, “Jamen det er faktisk ikke sådan, vi er”, men det betyder samtidig, at vi så ikke kan leve op til det eneste mandeideal, vi rent faktisk kender.

– Og så er det … et tab af identitet, som jeg ikke tror, at særlig mange mænd kan overskue.

Hvad for en mand er du?

– Når jeg bliver spurgt, siger jeg, at jeg er en heteroseksuel mand, og jeg har de samme egenskaber eller prøver at have de samme egenskaber, som kvinder har.

– Jeg tror, det er voldsomt for mænd at høre en mand sige: “Jeg fortjener lige så meget kærlighed som kvinder, og jeg er lige så god til at udvise kærlighed, som en kvinde er”. Sådan nogle ting, tror jeg, er helt vanvittige.

– Jeg tror i hvert fald, der er et modsætningsforhold, som gør, at man lige stopper op og tænker. Men jeg tror også, at der er mange, der bliver lettede over det. For der er ekstremt mange mænd, der har brug for at høre, at de er elskede. Ikke for det, de gør, men for den de er.

Og så skal mænd lære at gribe i egen brystkasse – og tale sammen og dvæle ved det svære. Det lærer de nemlig heller ikke rigtigt som børn.

– Jeg er opdraget meget på en måde, hvor jeg har en … pligt.

– Altså jeg er landet et sted i verden takket være mine forældres bedrifter, hvor vi er relativt privilegerede, og hvor jeg ligesom skal kunne løfte min del af byrden og bære lidt mere, for der er folk, der har det sværere end mig. Dét oplever jeg egentlig som en relativt stor del af min opvækst.

– Hvor jeg får at vide, at der ikke er nogen grund til at blive i det svære, for vi behøver ikke kigge på den sorte væg, vi kan bare vende os mod den hvide i stedet for. Så det er op, af sted og videre, vi behøver ikke bruge for lang tid i det dårlige.

– Jeg forstår egentlig godt rationalet bag, jeg kan godt selv lide, når jeg giver udtryk for, at jeg har det nederen, og folk siger, “Arh så er det heller ikke værre.”

– Men hvis man har det til overflod, kan det godt blive en udfordring, at man kommer til at negligere de følelser, der dukker op i én og ligesom glemmer, hvor de kommer fra, glemmer at hilse på dem og i stedet insisterer på, at man har det fint nok – så kommer de tilbage i dobbelt styrke. Så bliver man frustreret.

Og dét avler vrede.

– Det er jo det. Men det, tror jeg ikke, man forstår som barn.

Frivilligt

Vi har danmarksrekord i singlehed. Muligvis er det også en grobund for vrede.

– Helt klart. Jeg tror ikke, at mennesker generelt selv vælger at være alene. Hvis singlelivet er det klassiske, som jeg også selv har levet, hvor man bor alene, spiser alene og gør alting alene – så tror jeg simpelthen ikke, at særlig mange vælger det frivilligt.

– Men jeg tror også, der er noget med rent faktisk at comitte sig, når man når den alder, hvor man “burde” gøre det.

– Vi er pissedårlige til det. Vi har ikke lært at nøjes. Det er fuldstændig utænkeligt for os, at vi ikke skal kunne bolle alle, vi ser. Og det går på tværs af køn, det med at nøjes har vi aldrig forstået, det er fuldstændig grænseløst, vi skal ha’.

– Derfor er det også megasvært, når mulighederne begynder at indsnævre sig, og man begynder at opleve at, guud jeg er faktisk nødt til at vælge, det er stoledans, det her, og over halvdelen er sgu allerede taget.

– Nu bor jeg sammen med min kæreste Ditte, og det er sjovt … med nogle af de der ting i livet, som er store – hvor man, når man har gjort det, tænker, okay altså det er en rar ting, men så var det heller ikke større.

– Jeg har aldrig boet sammen med en kæreste før. Aldrig. Jeg er 33 år. Og jeg har haft masser af kærester, men jeg har sgu aldrig turdet bo sammen med dem.

– Jeg har tænkt, at det bliver for meget, så bliver det sgu for seriøst. Men det er jo pissehyggeligt! Det er jo megafedt!

– Der er nogen, når man kommer hjem, der er nogen at lave mad til, der er nogen at snakke med, se en fed serie med, have fælles oplevelser med. Alle de der ting. Og så er det bare heller ikke værre at flytte sammen, vel?

Idealet

Mænd har lige nu simpelthen “masser” at være vrede over, siger Sebastian.

– Vi kan være vrede over, at vi lever kortere. Vi kan være vrede over, at vi stadig ikke har 100 procent gode barselsvilkår. Alt muligt ydre.

– Men jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke brugte så meget tid på at være vrede over ting i vores omverden, vi skal også huske at snakke om det, der er indeni, og vi skal være vrede over, at vi har været okay med, at det i virkeligheden er så svært at være mand.

– Det er svært at holde sig til som mand, selv om idealet er simpelt, kan det virkelig være svært at male inden for stregerne, hvis det bare er én lang lige streg, man skal tegne.

– Det er simpelthen svært at leve op til at være mand, og det er det, vi ikke har anerkendt.

Sebastian har dedikeret sin bog til sine søstre Josephine og Frederikke.

– For dens tanker er primært sat i gang af dem. Det, de har gjort ved mig, er på en eller anden måde helt specielt.

– Det er meget sjældent, man får lov til at bevæge sig fra et erkendelsesniveau til et andet, når man ikke længere går i skole.

– Men mine søstre har kunnet tale med mig på en måde, hvor jeg har kunnet forstå, hvad de sagde, og hvor de ikke fnyste af mine dumme spørgsmål eller fik mig til at føle mig forkert, men rent faktisk gik ned på mit niveau, vil jeg sige og forsøgte at forklare mig, hvordan de syntes, jeg fyldte anderledes i familien, end de gjorde.

– Det gav os som søskende noget helt nyt, men det gav mig også en indsigt, som jeg stadig er lidt på røven over og glad for at have fået. Den havde jeg ikke fået, hvis det ikke havde været for dem.