ellie
Samfund

Den aften løb hun hjem af skræk. Og så ændrede hendes liv sig fuldstændigt

18. august 2023
Af Silje Qvist
Foto: Nadia von Rikka
Hun troede egentlig, at hun kendte sig selv, indtil hun en aften kyssede en kvinde.

Da kvinden, der sad for enden af baren, spurgte Ellie, om hun kunne tænke sig en drink, var der én ting, som Ellie ikke kunne få afklaret hurtigt nok:

– I’m not gay, svarede hun.

Kvinden kiggede forundret på Ellie.

– Det var sådan set ikke det, jeg spurgte dig om. Jeg spurgte bare, om du ville have en drink.

Ellie kunne mærke, at hun var nysgerrig på den brasilianske kvinde med det maskuline udtryk og de dybe, mørke øjne, der længe havde hvilet på hende.

Men Ellies første tanke var, at hun ikke skulle drikke sig fuld, da hun gerne ville være i kontrol og ved sine fulde fem.

– Nej tak, sagde Ellie.

– Noget må du da drikke? Spurgte kvinden.

– Jamen, så vil jeg bare bede om en vand, tak.

Det åbnede for en samtale mellem Ellie og kvinden ved navn Claudia.

Claudia fortalte, at hun havde læst koranen. Det kom bag på Ellie, der havde levet 10 år som praktiserende muslim. Ellie mærkede, at hun blev mere og mere fascineret af Claudia.

De to endte med at bruge det meste af aftenen med hinanden. Claudia ville så gerne kysse Ellie, men Ellie afviste. Ellie sagde, at Claudia burde gå efter nogle af de andre piger i baren. Men Claudia havde kun øje for Ellie.

ellie

Det endte med, at Claudia fik sit kys fra Ellie.

– Kysset var enormt overvældende. Den bedste måde at beskrive det på, må være med Katy Perrys “I kissed a girl, and I liked it."

Det var nytårsdag for ni år siden i Miami, at nu 43-årige Ellie Jokar mødte den kvinde, der skulle forandre hele den måde, hun så sig selv på.

Ellie havde to år forinden sagt farvel til et liv som praktiserende muslim. Et liv, hun havde levet i 10 år. Og med et enkelt kys var alting forandret for Ellie. Hun gik fra en yderlighed til en helt anden form for yderlighed.

Ellie fik Claudias nummer og email efter kysset.

– Jeg løb hjem af skræk, fordi jeg kyssede en kvinde. Jeg skammede mig over det, fordi jeg ikke syntes, det var underligt.

Da Ellie vågnede dagen efter, var det første, hun tænkte på, Claudia.

– Pludselig stod jeg jo op og kunne ikke rigtig genkende det spejlbillede, som jeg havde været vant til. Jeg tror, det handlede om, at jeg ikke før havde mødt det menneske, som gjorde, at jeg kunne føle på den måde.

Der er stadig behov for forandring

I denne uge er der Pride i København. Byen er farvestrålende med fest i gaderne. Paraden og optoget trækker tråde til en historisk kamp for LGBTQ+-rettigheder. Men kampen er ikke slut endnu. For selvom der er sket meget, siden Pride startede, er der stadig lang vej endnu.

Ellie havde kysset med kvinder førhen. Det havde bare været med veninder for sjov. Men da Ellie mærkede Claudia, skete der noget helt særligt.

– Det var som om, det sagde klik. Den følelse havde jeg aldrig prøvet før med en kvinde. Jeg blev så forvirret over mig selv. Er jeg til mænd eller til kvinder?

Hvordan reagerer Gud?

Ellie blev født i byen Teheran i Iran, men som fire-årig flygtede hun til Danmark med sine iranske forældre. Hun er vokset op i Ballerup, hvor hun altid hang meget ud sammen med drengene. Hvor de andre piger blev kærester med fyrene, blev Ellie venner med dem.

Da Ellie var 18 år gammel, trak hendes mor hende til side. Hun ville bare fortælle, at hvis Ellie var til kvinder, så var det altså helt okay, hun skulle nok elske hende uanset hvad.

Dengang forstod Ellie ikke, at hendes mor ville spørge hende om det. Hun vidste jo selv, at hun var dybt forelsket i samtlige af sine drengevenner.

ellie

Selv om Ellie er født muslim, er hun ikke vokset op med forventninger fra sine forældre om, hvordan hun skulle leve som muslim.

Men da Ellie fyldte 22 år, valgte hun selv, at hun ville leve som praktiserende muslim, fordi hun levede et liv med lidt for meget fart på. Hun følte, at hun havde brug for at skrue ned og mærke sig selv. Samtidig fik hun konstateret den kronisk fremadskridende sygdom sclerose.

Ellie bad til Gud hver dag, flere gange om dagen. Hun læste koranen, drak ikke alkohol og så blev hun efterfølgende forlovet med en mand.

– Jeg definerer mig stadig som muslim den dag i dag, men for at respektere dem, der er fuldt ud praktiserende inden for religionen, siger jeg ikke, at jeg er praktiserende. Jeg tror stadig på Gud, men jeg har et mere afslappet forhold til det i dag.

Inden for islam er homoseksualitet “haram” - forbudt. Så da Ellie kyssede med Claudia, dukkede der mange spørgsmål op i Ellies hoved: Er jeg nu okay? Er jeg nu accepteret for den, jeg er? Kommer jeg i helvede?

Ellie kom frem til, at hun godt kunne være en ordentlig muslim og være forelsket i en kvinde. For hende handler det langt mere om at være et menneske, der er tiltrukket af et andet menneske og ikke specifikt det andet menneskes køn.

– Da jeg mødte Claudia, blev jeg bevidst om, at jeg kan elske mennesker uanset køn, etnicitet, religiøs overbevisning og status på kryds og tværs.

– Det er kun mig, der sætter begrænsninger for, om jeg kan være muslim eller ej. Jeg behøver ikke lytte til dem, der synes, det er haram, at jeg kan forelske mig i kvinder. Min Gud ser mig ikke som et dårligere menneske af den grund.

Må vi møde Claude?

Dagen efter Claudia og Ellie havde deres første kys, mødtes de igen - og kyssede endnu engang.

Da Ellie fløj tilbage til Danmark, var Claudia som fasttømret i Ellies tanker. De to skrev sammen og snakkede i telefon sammen flere timer hver dag efterfølgende. Ellie pendlede mellem København og Miami for at se Claudia, og så blev de kærester.

– Jeg havde hele mit liv set mig selv ende med en partner, der var mand. Men Claudia vendte hele min verden på hovedet.

ellie

– Det var så overvældende for mig, at jeg kunne have en fascination af en kvinde på så højt plan, at jeg nærmest risikerer alt for hende. Når jeg siger “risikerer alt”, er det, at jeg stiller mig frem foran hele verden og siger, at jeg er forelsket i en kvinde, og jeg er forvirret over, hvem jeg er.

Ellie kom frem til, at verden bare kunne komme an, hvis bare hendes mor, familie og venner stadig syntes om hende kunne alt andet være ligemeget. Men hun var alligevel meget spændt på at skulle fortælle sin omgangskreds om sin nye kærlighed.

Den første, der skulle have noget at vide om Claudia, var Ellies mor.

– Jeg tror, det var svært for min mor at forstå i starten, fordi jeg altid havde været til mænd. Hun havde set mig græde over så mange fyre, så det kom måske lidt bag på hende.

– Jeg synes, at min familie tog det sindssygt flot, især fordi jeg har det ophav, som jeg har. Jeg gik fra noget ekstremt til noget andet ekstremt. Det er en kæmpe kontrast at skulle forstå.

Ellies venner havde hørt, at Ellie havde fået en kæreste. De havde misforstået og troede, at Claudia hed Claude, og at hun var en han.

– Må vi ikke se billeder af Claude? Spurgte Ellies venner.

Men Ellie var ikke klar til at stå frem foran dem alle med et billede af sin nye kæreste. Indtil hun en dag satte en del af hendes venner ned og fortalte, at Claude var Claudia. For Ellies venner betød det ingenting, de ville bare gerne møde Claudia.

ellie

Et ultimativt valg

Dagen i dag kan Ellie ikke sætte et mærkat på sin seksualitet. Personligt har Ellie ikke et behov for at putte sig selv i en kasse, men hun forstår godt dem, der har behov for at have en definition på deres køn eller seksualitet.

– Når jeg bliver omtalt, putter folk mig ofte ned i en af de mange kasser, de mener, jeg passer ned i. Som den iranske, muslimske, homoseksuelle, lesbiske, komiske Ellie.

Hun ville hellere have, at hun bare var Ellie Jokar, når der blev skrevet om hende.

For Ellie handler seksualitet ikke nødvendigvis om køn. Det handler om kemi og energi, og så kan kønnet komme i anden række. Ellie er til mennesker.

Claudia og Ellies kærlighedshistorie endte i et ultimatum.

– Enten flyver du til Miami, eller også ved jeg ikke, hvad der skal ske, sagde Claudia til Ellie efter fire år med langdistance.

Claudia var klar til, at Ellie skulle flytte ind, og at de to skulle få børn sammen. Men Ellie kunne ikke bare flytte fra København og rive op i alt det, som hun havde bygget op.

Selv om deres forhold endte for fem år siden, ved Ellie, at Claudia altid vil have en særlig plads i hendes hjerte.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også