foto
Samfund

De er hoppet i små dådyrskostumer. De stikker numserne i vejret og har en klar besked

31. maj 2023
Af Signe Larsen
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
I "Aftenshowet" siger skuespillere Niels Olsen og Niels Ellegaard undskyld for revyens tidligere seksualiserende kultur og appellerer til, at særligt mænd fra deres generation må forstå, at man ikke kan tillade sig det samme som tidligere.

– Det er voldsomt, det, som de kvinder var udsat for dengang, siger Niels Ellegaard i Aftenshowet 30. maj.

Skuespilleren henviser til TV 2 serien “Dansegarderoben”, der portrætterer virkeligheden for de kvindelige dansere i Cirkusrevyen i 1970’erne.

Serien tegner et billede af et overdrevet seksualiseret arbejdsmiljø, hvor kvinderne blev udsat for sexisme.

I årets Cirkusrevy har skuespillerne Niels Olsen og Niels Ellegaard derfor valgt at undskylde for det, som kvinderne blev udsat for.

– Vi gik over stregen, og sådan en adfærd har en pris, synger de i årets revy iklædt små dådyrkostumer, der skal minde om de kostumer, som kvinderne bar i 70’erne.

De to mænd forklarer, at de har valgt at hoppe i kostumerne for at forsøge at sætte sig i den samme situation, som kvinderne var i.

I “Dansegarderoben” ser vi blandt andet, at danserne til et pressemøde bliver bedt om at stikke numsen i vejret i de små kostumer, hvorefter fotograferne nærmest vælter over hinanden for at få de bedste billeder af kvinderne bagfra.

Det samme gjorde Niels Olsen og Niels Ellegaard i år til et lignende pressemøde i forbindelse med 2023-Cirkusrevyen, hvor fotograferne igen stimlede til, mens mændene stod med numserne i vejret.

Det er en fuldstændig reel undskyldning, selv om rammen er sjov, slår de to fast i Aftenshowet.

De fortæller desuden, at de i dag taler meget mere om, hvornår eller om deres numre går over stregen, end de gjorde for nogle år tilbage.

De to skuespillere appellerer samtidig til, at folk i deres alder, særligt mænd, må forstå, at man ikke kan tillade sig det samme som for 50 år siden.

Niels Ellegaard fortæller, at han selv ofte ryger i en “fælde”, hvor han kommer til at bruge ord og udtryk, som “vi plejede at sige,” forklarer han.

– Jeg tilhører en generation, som er vant til at sige ting, man slet ikke har reflekteret over, siger han og beskriver en konkret situation, hvor han til et middagsselskab har omtalt flødeboller som “negerboller”.

– Men med det samme sagde jeg undskyld. Det er noget, jeg har sagt i min barndom. Dengang var det ikke krænkende, men det skal vi selvfølgelig lave om på.

De to understreger, at der skal ske en kulturændring i forhold til de ting, vi har sagt til hinanden i mange år.

Ifølge kønsforsker Christian Groes fra Roskilde Universitet er det ikke uvæsentligt, at de to mandlige skuespillere stiller sig frem med det budskab.

– Når de går ud og siger undskyld, så gør det indtryk på deres egen generation af mænd ikke mindst, så frem for at det hovedsageligt er yngre kvinder og aktivister, der er stået i fronten for kampen mod sexisme, så betyder det vildt meget, at det er den her type af mænd, der går frem med de her budskaber, siger han til Aftenshowet.

Læs også