Da Thora så den positive test, blev hun hurtigt bange for at blive dømt for gammel eller uansvarlig

Er det ikke lidt underligt, at jeg ikke kan passe nogle af mine bukser, og jeg er stakåndet, bare jeg går 200 meter, spurgte jeg min veninde?

Jeg løftede op i blusen, min mave bulede, spændt ud, rund. Det havde stået på et stykke tid. Jeg stod også op midt om natten og spiste honningmadder, hvilket jeg ellers aldrig gjorde.

Jeg kunne ikke rigtig huske, hvornår jeg havde haft min sidste menstruation, så til sidst tænkte jeg: Er jeg gravid? Det havde jeg troet mange gange før, hvor jeg ikke var det. Jeg tog en test, og den viste to streger med det samme.

Der fødes nu flere børn af ældre mødre på 45 plus, end der fødes børn af teenagere, viste tal fra Danmarks Statistik for nylig, ifølge Berlingske.

Der blev nemlig født 220 børn af mødre på 45 år eller derover i 2022, mens der blev født 197 børn af mødre på 19 år eller derunder.

Jeg bliver en af de ældre mødre, 46 år. Jeg havde en drøm om en treer, og det havde min mand også, for mig var det nærmest en biologisk trang, hele min krop skreg på et barn mere, jeg kunne ikke lægge tanken fra mig.

Men efter at have prøvet i længere tid, havde vi tænkt, at det sker nok ikke. Det gjorde det så alligevel.

Jeg var allerede langt henne, skulle det vise sig, og jeg ventede en pige. En pige, hvor fantastisk! Jeg forestillede mig en lille nyfødt pige med sort hår, der sagde miv, miv med halvt lukkede øjne med den specielle lugt nyfødte har. En pige jeg kunne kramme ind til mig og dufte til.

En lille pige, der ville tage sit første skridt, smide tallerknerne på gulvet, når hun skulle spise, vågne midt om natten, sige sine første ord, en lille pige, et selvstændigt væsen, der ville vokse og gro. Jeg blev helt vildt glad.

Bagefter kom grublerierne: Var der større risici for barnet, nu når jeg har den alder? Kunne min krop holde til det? Hvad hvis jeg døde tidligt? Ville jeg kunne nå at møde mit barns børn, altså mine børnebørn? Var det synd for barnet? Ville mit barn være flov over at have ældre forældre end de andre børn? Ville jeg blive udskammet af andre på grund af min alder?

Jeg tøvede med at fortælle folk det, men jeg fortalte det selvfølgelig til mine nærmeste.

”Ej, det er et mirakel,” sagde min mand, han var ude at rejse, da jeg fandt ud af det, men hans stemme skælvede i telefonen. Og veninderne gav mig fuld opbakning, de ville gerne være tanter for hende, sagde de.

Af mine børn fik jeg et ordentligt glædesknus, men de skyndte også at fortælle mig, at jeg nok ville den ældste mor i klassen.

Mine forældre blev ret stille (de har hjulpet meget med de to første og har også set fra første parket, hvordan det har været krævende, men selvfølgelig også dejligt). Da de lige havde sunket det, var der lutter opbakning.

Min jordemoder fortalte mig, at når jeg havde to ukomplicerede fødsler bag mig, ville der sjældent opstå komplikationer i den tredje trods min alder.

Der gik lang tid, før jeg nævnte det overfor mine kollegaer, min søns og datters venner og forældre, naboer. Hvorfor?

Jeg ved det ikke, hvorfor jeg tøvede, måske var jeg alligevel bange for, hvad de skulle tænke på trods af, at jeg selv glædede mig. At blive dømt for gammel eller uansvarlig.

Var det planlagt?

Og folk blev overraskede. Stort tillykke blev der sagt, sikke en overraskelse, men også udsagn, såsom: ”Det havde jeg ikke orket igen”, eller ”hvor er det vildt, at du stadigvæk kan blive gravid”, udsagn som er helt naturlige og i orden.

Vi er forskellige og har forskellige ønsker, og der er også stunder, hvor jeg spørger mig selv, om jeg kan klare det, om jeg kan være den mor, jeg gerne vil være, og samtidigt om jeg kan rumme alt det, man går glip af ved siden af.

Jeg får jo ikke nogen anden ungdom, hvor jeg igen bare skal være mig. Når mit barn skal konfirmeres, er jeg 60 år. Hvis min yngste datter flytter hjemmefra, når hun er 20 år, så er jeg 66 år – venter hun fem år mere, er jeg gået på pension.

”Var det planlagt,” spurgte en mor i nærmiljøet. Og det er et spørgsmål, jeg ofte får. Netop det spørgsmål gør mig usikker, og det gjorde det også denne gang.

Kiggede hun lidt skarpt på mig? Insinuerede hun, at det kan vi da ikke have gjort, når nu jeg har den alder? At det er egoistisk, hvis det er planlagt?

”Ja, vi ville gerne, men der skete ikke rigtigt noget, og så en dag skete der alligevel noget,” får jeg sagt tilbage.

Men hvad bunder den usikkerhed i? Hvorfor kan jeg ikke lide, at folk spørger om det, det er jo ganske naturligt – jeg ved jo ikke, om folk insinuerer noget som helst – andet end nysgerrighed.

Og der er ingen – ingen – i min graviditet, der har sagt noget direkte negativt om det. Når jeg alligevel bliver usikker, hænger det måske sammen med, at jeg er ekstra sårbar, fordi der trods alt ikke er så mange af os gravide på 45 plus.

At jeg føler mig lidt alene med mit valg, og jeg føler, jeg skal forsvare det. Og nå ja, så måske især fordi blikkene på ældre mødre ikke altid har været særligt rare.

Da Helsingørs borgmester Benedikte Kiær blev gravid som 48-årig med kunstig befrugtning kom det på forsiden af Ekstra Bladet. Hun fik et væld af negative reaktioner blandt andet modtog hun en anonym hade­mail, hvor der stod, at hun burde få en abort, ifølge Kristeligt Dagblad.

Modnet undervejs

Det er også som om, at der forskel på mødre og fædre. For nylig kunne man læse, at Robert De Niro er blevet far som 79-årig, og nu forlyder det også, at Al ­Pacino skal have barn som 83-årig.

Akkurat de to skuespilleres aldre som fædre har der været nogle forbeholdne skriverier om. Men der findes jo et væld af ældre fædre i 50’erne, hvor folk glædes og ingen løfter et øjenbryn.

Måske skulle den uforbeholdne glæde sprede sig ud til de ældre mødre også?

Og ja, jeg ved godt, at der er risiko for flere fødselskomplikationer for både mor og barn, når mor har en høj alder, og vi ifølge fødselslægerne helst skal få børn i 20'erne, men nogle ting vælger man jo ikke lige selv.

Når man er gravid og ældre, bliver man også fulgt nøje, så jeg føler mig i trygge hænder, og mine ekstra prøver har været fine og gode.

Og så er der faktisk tegn på, at det kan være godt for børns velbefindende, at man har nogle år på bagen som mor.

Forskning fra Aarhus Universitet 2017 viser, at børn af ældre mødre trives bedre end børn af yngre mødre. Måske fordi moren er faldet lidt mere til ro og ikke både skal etablere karriere, tænke på økonomi og renovere hus, men er et sted i livet, hvor man kan fokusere mere på barnet og er mere rolig selv.

Og ja, jeg ved også godt, at det er jo et faktum, at man har mindre energi, når man er midaldrende mor, end når man er sidst i 20'erne. Det bliver hårdt.

Op om natten, rundt med barnevogn i regnvejr, ingen tid til sig selv og det med en krop, der har været brugt i mange år. Men alder er måske også lidt af en gummimålestok, da jeg føler mig i god form, ikke som da jeg var i 30'erne, men alligevel.

Og så trøster jeg mig selv med, at jeg har prøvet det før, og jeg er ret sikker på, at jeg for eksempel ikke tager fluks på skadestuen, som jeg gjorde, da min ældste var lille og havde lidt rødt udslæt, at min tålmodighed rækker langt, og jeg vil være mindre ængstelig.

Hvad så med barnet – er det ikke synd for hende, at hun ikke har sin mor så længe? Jo, jeg ved godt, at statistisk set har min datter mig ikke så længe som andre børn, hvis mor er yngre, når de bliver født.

Men når det er sagt, findes der jo ingen garantier, vi kan jo dø på alle mulige tidspunkter. Det er også tilfældigheder, der sætter ind, den yngre mor kan blive ramt af en bus eller af en sygdom, og måske lever jeg til, jeg bliver 90 år – i min familie blev min farmor 96 år og min mormor 84 år, og begge mine forældre lever stadig i bedste velgående.

Men bliver hun ikke flov over sine forældres alder? Det er jo noget, jeg kun kan gisne om. Børn bliver i øvrigt flove over så meget, som deres forældre gør, det kender jeg alt til fra mine to børn, og det kan vi som forældre ikke gardere os imod, men vi lever begge et liv med gang i og fokuserer ikke så meget på alder i det hele taget – mon ikke også, at det smitter af på hende?

Så ja, der er spørgsmål jeg har funderet over, fordi jeg er gravid i en høj alder, men undervejs i min graviditet er jeg modnet med opgaven.

Jeg er glad for mit valg, jeg er sikker på, at jeg nok skal klare det, og jeg vil gøre alt for at give min datter en god opvækst.

Jeg tænker ikke så meget længere over, hvad andre tænker, eller hvad der måtte ligge af antagelser i deres spørgsmål. Mest af alt glæder jeg mig bare til, at det lille mirakel ser dagens lys.

Artiklen blev udgivet Psykologi 06/2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: