Da Mette sagde farvel til Maria, virkede hun lettet. Tre uger senere var Maria forsvundet

Ved Munkholmbroen parkerede Maria From Jakobsen sommetider sin bil. Hun slukkede for motoren og sad og kiggede ud over vandet ved Isefjorden.

Ingen ved, hvad Maria tænkte på, mens hun sad alene i bilen omgivet af naturen, vandet, eng og skov.

I dag er det for sent at spørge hende.

Måske tænkte hun på sin familie, måske på sit ægteskab, måske på sit arbejde.

Pausen blev et tilbagevendende ritual på vej hjem fra arbejdet på Roskilde Sygehus, hvor Maria arbejdede i psykiatrien.

Maria From Jakobsen elskede sit arbejde, og hun elskede sin familie. Men jobbet var krævende, og det krævede meget at være der for sin familie, mand og parrets sammenbragte børn.

Derfor blev pauserne ved broen en naturlig parentes mellem de to verdener. Maria fortalte engang sin veninde Mette, at hun af og til tog sig en powernap i bilen for at lade op og for at kunne være der for sin familie.

– Det gjorde meget stort indtryk på mig. Det er virkelig et menneske, der forsøger at få et liv til at hænge sammen, siger Mette Jensen.

Det er vigtigt for hende at fortælle Marias historie. I tiden efter mordet fik drabsmanden meget opmærksomhed i medierne.

Men Maria var meget mere og andet, end det hun blev udsat for. Derfor er det vigtigt for Mette at få lov til at fortælle om den veninde og det menneske, hun og mange andre kendte så godt.

Det er vigtigt for hende at vise drabsmanden, at selv om han fysisk har frataget Maria livet, kan han ikke fjerne det liv, Maria har haft med sine pårørende.

I dokumentaren "Præsten fra Helvede", som vises på Viaplay, fortæller flere af Marias familiemedlemmer og venner om Maria From Jakobsen og den forbrydelse, hun var udsat for. Mette Jensen deltager også i dokumentaren og har valgt at stå frem og fortælle Marias historie.

– Det havde jeg brug for at vise ham. Uanset hvad der sker med dig, uanset hvad du gør, så er vi her, og vi er her for hendes børn, og det betyder mere end noget andet. Vi er her, og vi holder hende i live. Vi insisterer på at huske hende, som den hun var.

Men det er også vigtigt for Mette at sætte fokus på partnerdrab. For Maria er langtfra den eneste kvinde, der bliver slået ihjel af sin partner.

Partnerdrab er den største enkeltstående type drab i Danmark. Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder slået ihjel af deres nuværende eller tidligere partner. Det viser tal fra Politikens database over kvindedrab.

Selv om drabene er forskellige, har sagerne flere fællestræk. For kvindelige ofre er partnerens motiv ofte jalousi og/eller skilsmisse.

Mette tænkte nogle gange over, hvad Maria så i Thomas. Han var ikke en type, hun selv kunne falde for. Men der var ikke noget i deres parforhold, der fik hendes alarmklokker til at ringe. Ingen røde flag eller tegn på partnervold.

Fortrolighed

Maria var fænomenal til at lave mojitos. Derfor var det også Maria, der lavede mojitos i køkkenet en sommeraften, hvor veninderne mødtes hjemme hos hende til aftensmad og drinks.

Efter maden slentrede de arm i arm ned til et arrangement i Frederikssund med drinksene i hånden. Der var varme og frihed i luften, husker Mette.

Mette lærte Maria at kende, da de to kom i samme mødregruppe for omkring et årti siden. De var begge samme sted i livet. Mette kunne med det samme lide Maria.

Sammen med to andre kvinder mødtes Maria og Mette én gang om måneden gennem knap et årti. De fulgte med i hinandens familieliv, arbejdsliv, børn, opture og nedture.

Med tiden kom det til at handle mindre om moderskabet og mere om deres eget liv. Det blev til middage, hyggelige byture, alvorlige snakke og grin.

– Jeg har altid været fyldt op, når jeg kom hjem. Nogle gange bruger man tid med mennesker, hvor man er drænet bagefter, men her var man altid fyldt op.

Maria var også sjov, hun var god til at fortælle historier og til at få folk omkring sig til at føle sig godt tilpas. Hun havde masser af idéer til projekter, hun gerne ville føre ud i livet. For eksempel havde hun planer om at skrive en børnebog.

Maria var en person, der indgydede til fortrolighed. Hun var oprigtigt nysgerrig på andre mennesker og var umiddelbar og åben i sin tilgang til dem. Hun var uddannet psykolog, elskede sit arbejde i psykiatrien og var særligt optaget af udsatte mennesker.

Samtidigt fokuserede hun altid på at finde løsninger både på andres og egne problemer. Hvis der var udfordringer, gik hun pragmatisk til værks.

Selv om hun var socialt anlagt, var Maria også et privat menneske, og Mette havde på fornemmelsen, at hun sommetider holdt sine problemer for sig selv.

– Men hun var også et menneske, der havde sårbarhed og ængstelighed i sig.

Selvom Maria var gift med præsten Thomas Gotthard, var det vigtigt for hende at være en selvstændig kvinde. Hun ville ikke bare være en præstekone. Derfor holdt hun fast i, at familien skulle bo i huset på Njalsvej i Frederikssund og ikke i præsteboligen.

Og dét var karakteristisk for Maria – hun havde stærke værdier og var godt forankret i sig selv.

Efterlysning

Maria mødte Thomas allerede i barndommen i Frederikssund. De gik i samme folkeskole og senere på samme gymnasium, hvor de blandt andet spillede med i gymnasiets musical.

Mette kan huske Thomas fra ungdommen, hvor de begge kom i musikermiljøet i Frederikssund. Med sine over to meter og lidt særprægede udseende, var han en type, man lagde mærke til. Men så heller ikke mere end det.

Maria og Thomas havde flere ting til fælles i kraft af deres uddannelsesniveau, interesse for eksistentielle spørgsmål, og så havde de en tradition med at dele en Whiskey sammen. Noget Mette og veninderne drillede Maria kærligt med.

Da Marie forsvandt, så Mette det først i et opslag på Facebook. Hun var efterlyst med navn og foto. Det var nogle dage efter mandag den 26 oktober, hvor Maria forsvandt.

– Jeg var helt chokeret, jeg følte mig fremmedgjort over for det her menneske, som jeg kendte så godt.

Der er mange måder at reagere efter et chok. I tiden efter, Maria forsvandt, gik Mette på automatpilot. Om dagen arbejdede hun, tog sig af sine børn, hjalp med eftersøgningen. Og det var der mange, der gjorde. Både fremmede, kolleger, familie og bekendte fra psykologistudiet ledte efter Maria.

Mette fortalte sine kolleger og chefer, hvor påvirket hun var af situationen. For selv om hun inderligt håbede, at hun tog fejl, fortalte Mettes intuition hende, at der var noget voldsomt under opsejling.

Mette var løbende i kontakt med Thomas. De skrev sammen på Messenger. Hun skrev, at hun tænkte på ham og børnene og tilbød sin hjælp. Hvis der var noget, de havde brug for, skulle de bare sige til.

En aften var Mette ude i en kolonihaveforening på Amager, hvor hun havde fået et tip om, at Maria kunne opholde sig. Hun brugte flere timer derude, gik rundt i mørket, ledte og kaldte, men der var ingen spor efter Maria. Alt det skrev hun til Thomas. Han svarede kortfattet.

Det undrede Mette, men hun tænkte, at man jo ikke kan vide, hvordan folk reagerer på sorg. I dag tænker hun, at det siger noget om, hvor langt vi mennesker er villige til at gå for at tro på det gode i andre.

- Han opførte sig underligt. Det er der ingen tvivl om. Men den adfærd kan du have, fordi du selv er fuldstændig nedbrudt over, at din kone er forsvundet.

I lang tid var omverdenen spundet ind i fortællingen om, at Maria havde taget sit eget liv. Det var en fortælling, som Thomas Gotthard i den grad var med til at bidrage til. Han fortalte, at hun havde været nedtrykt op til sin forsvinden. Han havde opbygget et manuskript, som de pårørende blev spundet ind i.

- Det var så iscenesat og så vildt manipulerende, det han havde gjort. Han byggede historien og brugte os som statister.

På et tidspunkt cuttede Thomas alt kontakt til de pårørende, han bad eftersøgningsholdet om at stoppe med at lede, og han stoppede med at svare Mette på Messenger.

Det fyldte Mette med en tomhed. Om natten lå hun i sin seng og stirrede ud i mørket.

- Hvor er Maria?

Sidste gang, Mette så Maria, var fredag den 4. oktober 2020. De mødtes på en restaurant i Frederikssund, hvor de havde mødtes før for at drikke et par cocktails efter arbejde.

På det tidspunkt havde de ikke set hinanden de seneste otte måneder på grund af corona. Men de to havde været i kontakt gennem beskeder løbende.

Alligevel var Mette chokeret, da hun så Maria, der var tydeligt nedtrykt. Der gik ikke lang tid, før Maria begyndte at græde. Hun var presset over sit job og forholdet til Thomas. Hun havde fået en sygemelding på arbejdet, og Mette mente, at hun havde noget, der mindede om en depression.

– Jeg tror, at det har været kulminationen af det hele. Deres samliv var præget af, at han havde trukket sig mere og mere fra hende.

Hverken Mette eller Maria vidste, at på det tidspunkt havde Thomas Gotthard bestemt sig for at gå fra Maria og var begyndt at planlægge drabet.

Da de sagde farvel ude foran restauranten, krammede veninderne. Maria virkede lettet. Det skal nok gå, tænkte Mette.

Tre uger efter var Maria forsvundet.

Mette sad i sin bil og kiggede ind mod huset på Njalsvej, hvor hun havde været på besøg hos Maria så mange gange før. Området var spærret af, og fra bilen kunne hun se, hvordan politiet ransagede adressen.

Det var den 16. november, og politiet havde anholdt Thomas Gotthard som mistænkt i sagen.

Mens Mette sad og observerede huset, var hun fuldstændig lamslået. De værst tænkelige scenarier udfoldede sig på hendes nethinde.

Det var i det øjeblik, at det gik op for hende, at politiet mistænkte Thomas for at have slået Maria ihjel.

- Det var vanvittigt og dybt chokerende. Jeg tænkte, han har slået børnene ihjel, han har slået sig selv ihjel. Sådan nogle scenarier har man jo hørt om.

Men Thomas Gotthard er stadig i live, og det er børnene heldigvis også. Alligevel skulle der gå endnu et år, før Mette fik svar på, hvad der skete med Maria.

Der var fuldstændig proppet i Retten i Hillerød den 3 august 2021. Journalister, bekendte og Marias familie var mødt op.

Det var første gang, Mette satte sine ben i en retssal. Det var en ren tilståelsessag.

Mette lagde mærke til, at Thomas havde tabt sig en del, han var faldet sammen. Han lignede “et lille sørgeligt menneske.”

Sammen med familien sad Mette og lyttede til de uhyrligheder, Thomas havde begået.

Mordet på Maria From Jakobsen var på mange måder anderledes end andre partnerdrab. Det var ikke begået i affekt.

Thomas Gotthard havde nøje havde planlagt drabet. I retten fortalte han, hvordan planlægningen havde givet ham ny energi. Han havde forestillet sig hvordan, hvornår. Købt de ting ind, der skulle bruges.

Imens havde Maria kæmpet for at holde sammen på ægteskabet og fået ham overtalt til at starte i parterapi.

Det var første gang, Mette og de andre pårørende blev bekendt med detaljerne i sagen. De havde været holdt hen i mørket, overladt til deres egen fantasi om, hvad han havde gjort ved hende. Derfor var det både forfærdeligt og forløsende at høre hans tilståelse, forklarer Mette:

- Vi er en blanding af chokeret, eksalteret, sådan helt op at køre. Fordi vi er så chokeret over, at nu sker det. Det er det, vi har ventet på og glædet os til, et mærkeligt ord at bruge, men vi har glædet os til at få det overstået, til at han bare kunne sige det højt.

I løbet af retssagen søgte Mette Jensen efter Thomas Gotthards blik. På et tidspunkt kiggede han op. Med et insisterende blik så han dem i øjnene én efter én. Marias nærmeste, hendes familie og Mette.

Det var vigtigt for Mette at kigge Thomas i øjnene. Han skulle vide, at hun vidste, at det var ham, der havde slået Maria ihjel med fuldt overlæg.

- Du skal se, at jeg sidder her, fordi Maria betød rigtig meget for mig. Selv om du har slået hende ihjel og gjort alt, hvad du kunne for at fjerne hende fra jordens overflade, så sidder vi her i dag.

Thomas Gotthard blev idømt 15 års fængsel. Da retssagen var overstået, og dommeren havde afsagt sin dom, rejste Mette sig op i retslokalet. Hun krammede Marias familie.

Hun brød fuldstændig sammen. Hun græd og græd. Der var gået hul på noget indeni.

- Nu er det slut. Nu kommer der ikke mere.

Dagen efter retssagen silede det ned udenfor. Stilheden stod i skarp kontrast til retssagen dagen forinden. Mette kiggede ud på regnen. Hun tænkte, at nu er det overstået.

Det var vigtigt for hende at huske Maria, hendes væsen, at kramme hende i sin entré, at dufte til hendes hår. For Mette handlede Marias historie også om at gribe ud, når noget er svært i ens liv.

- Fordi vi har alt for mange tabuer stadig omkring, hvad vi kan dele og ikke dele. Især kvinder i min alder, stærke kvinder. Vi klarer det hele selv. Men der er også en grænse, for hvad man kan håndtere alene.

Et år efter drabet dukkede Maria op hjemme hos Mette. Maria satte sig ved siden af hende. Aede hende over håret.

- Det er okay, du skal give slip på mig. Du skal leve dit liv, sagde hun.

Da Mette vågnede, sad drømmen i hende i flere dage.

I tiden efter drabet fyldte Thomas Gotthard rigtig meget i medierne, men det er vigtigt for Mette at fortælle Marias historie. De pårørende lever videre med sorgen og tabet og tomheden. Det er vigtigt for Mette at holde fast i de billeder, hun har af Maria.

- Thomas gjorde alt han kunne for at ødelægge hende. Fysisk har han forsøgt at slette hende fra jordens overflade.

Mette tænker ofte på Maria. Når hun ser hende for sig, minder det hende om at stå ved sig selv, for det var Maria god til. Hun tænker næsten dagligt på Maria og fortæller sine børn om hende.

For Mette har talt rigtig meget om Maria. Både med bekendte, sin psykolog og journalister. Men på et tidspunkt er der måske ikke så meget mere at sige.

Tilbage står tomheden og sorgen. Minderne om en veninde, en mor, en datter, om Maria:

- Os, der elskede Maria og stadig elsker hende, deler en tomhed og en sorg. Vi skal leve det liv, hun ikke fik lov til.