elizabeth II
Dronningen

Da Elizabeth fik besøg af den saudiarabiske konge, blev han pænt sat på passagersædet

9. september 2022
Af Silje Qvist
Foto: Jane Barlow/AFP/Ritzau Scanpix
I et politisk splittet Storbritannien kunne alle enes om en ting. De elskede Elizabeth, og hun var en enestående regent, mener forfatter Lone Theils.

Dronning Elizabeth fik besøg af den saudiarabiske konge Abdullah i 1998. Høflig, som dronningen var, spurgte hun, om kongen mon ville han lyst til at se resten af Balmoral-godset i Skotland. Det ville han da gerne, og så han satte sig ind i bilen på passagersædet.

I Saudi-Arabien må kvinder ikke køre bil, så det har måske været lidt af en overraskelse, da dronningen satte sig bag rattet.

– Og den fik ikke for lidt. Dronningen kender området, da det er hendes jord. Hun ved godt, at der ikke er nogen trafik. Så hun giver den bare gas. Den saudiarabiske konge er ved at dø af skræk og siger “please, please, look at the road!”

Sådan fortæller forfatter og journalist Lone Theils historien. Hun har tidligere været korrespondent i Storbritannien.

elizabeth II
Jane Barlow/AFP/Ritzau Scanpix

Dronning Elizabeth II blev den længst siddende regent nogensinde med hele 70 år på tronen. Torsdag sov hun stille ind, men hun vil aldrig blive glemt af det britiske folk, for hvis der var en, der kunne samle folket, var det dronningen, mener Lone Theils, der har fulgt det britiske kongehus i mange år.

– Det britiske folk har mistet en sammenhængskraft i deres samfund. En kvinde, som kunne forene et kongerige, der ikke altid var så forenede inderst inde. Hun var den røde tråd, der løb igennem samfundet og som sørgede for, at hvis briterne ikke kunne enes om noget, kunne de enes om at elske dronningen, fortæller Lone Theils.

– Dronning Elizabeth II var ganske enkelt enestående. På verdensplan var hun en stabiliserende, dedikeret, pligtopfyldende monark, hvis lige verden nok sjældent får at se igen. Muligvis aldrig.

Elizabeth blev kronet til dronning, da hun var 25 år gammel, da hendes far pludseligt døde af alvorlig lungekræft. Purung gik hun til opgaven med ydmyghed og dedikation. Hun var vedholdende og udholdende gennem sin regeringstid, det har hun ifølge Lone Theils fået stor respekt for i hele verden.

elizabeth II
Allan Moe/Ritzau Scanpix

Under dronningens regeringstid mødte hun også en del modgang. Det var hovedsageligt hendes familiemedlemmer, der skabte skandalerne i pressen. Her kan man nævne prins Charles’ utroskab og separation fra Diana i 1992 og barnebarnet prins Harrys dramatiske exit fra kongefamilien i 2020.

Dronningen valgte som oftest at forholde sig relativt tavs til familiemedlemmernes eskapader. Men da dronningen efter prinsesse Dianas død undlod at udtale sig om hændelsen, mistede mange respekten for hende.

Briterne ville have, at dronningen skulle tage del i sorgen.

Efter fem dage talte hun til folket. Men det var uden tårer, og følelserne holdt dronningen for sig selv.

Generelt var hun en meget privat dronning. Til trods for 70 år på tronen kom den almindelige brite eller resten af verdens befolkning aldrig til at lære dronningen bag de funklende smykker og farverige outfits at kende. Det skriver TV 2 i deres nekrolog om regenten.

– Hun var meget apolitisk, som hun skulle være. Det blev hendes livsopgave at være dronning. Hun tog det så bogstaveligt, da hun sagde ’nu vil jeg dedikere mit liv til jer, og jeg vil være jeres dronning, hvad end mit liv bliver langt eller kort’, fortæller Lone Theils.

Dronningen var på arbejde to dage forinden sin død, da hun hilste på den nye britiske premierminister Liz Truss. For Lone Theils er det et godt billede på, hvor dedikeret dronningen var til sit arbejde. Det var hele hendes liv.

Og det blev et langt liv. Dronningen blev 96 år gammel.

Det bliver dronningens søn Charles, der skal tage over på tronen. Det gør han som 73-årig. Den ældste til at overtage den britiske trone nogensinde.

Ifølge BBC bliver han udråbt til konge på lørdag, mens selve tidspunktet for selve kroningsceremonien kan komme meget senere. For dronning Elizabeth overtog hun tronen i februar 1952, mens kroningen først fandt sted i juni 1953.

Charles’ kone Camilla får titlen som dronningekonsort, som er et udtryk, der bruges om monarkens ægtefælle.

Læs også