Børnene er uskyldige, de er danske, og de kunne komme hjem til jul, hvis regeringen ville

Det hedder sig, at julen er børnenes fest. Men for fem danske børn bliver disse dage, ligesom alle andre dage, et spørgsmål om overlevelse.

I dag har Københavns Byret slået fast, at den danske stat ikke er forpligt til at hjemtage de to mødre til de tilbageværende fem danske børn i den syriske flygtningelejr Al-Roj. Det betyder, at hverken mødrene eller børnene vil kunne vende hjem til Danmark.

Det er børnenes advokat Knud Foldschack, der har anlagt sagen mod Udenrigsministeriet. Både han og flere jurister på området mener nemlig, at det er i strid med menneskerettighederne, når staten kun vil hjemtage børnene under forudsætning af, at deres mødre bliver tilbage i lejren.

Det har mødrene ikke givet samtykke til.

Da vores nye udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i valgkampen blev spurgt, om de danske børn og deres mødre skulle hentes hjem, svarede han klart ja.

Og efter dagens dom, er den nye regering børnenes eneste håb.

"Al-Roj-lejren er ikke et sted for børn," har Danmarks daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) engang sagt om den syriske flygtningelejr, hvor børnene sidder fanget på ubestemt tid.

Forholdene i den kurdisk kontrollerede Al-Roj-lejr er blevet kaldt umenneskelige og livstruende, sikkerhedssituationen er tiltagende ustabil, og danske læger har flere gange utvetydigt anbefalet, at børnene evakueres til Danmark sammen med deres mødre. Det er adskillige gange blevet beskrevet, hvordan børnene lider af underernæring, PTSD og kronisk diarré.

Om natten falder de i søvn til lyden af bomber, og en 6-årig dreng lever med en granatsplint i armen.

År efter år er gået, og børnene sidder der endnu. De var ikke et tema i Mette Frederiksens nytårstale, da hun udnævnte sig selv til børnenes statsminister. De var aldrig for alvor et tema i valgkampen.

De børn, som har allermest brug for at blive husket, har den danske stat glemt.

Problemet for de danske børn er, at deres mødre for år tilbage rejste til Syrien for at tilslutte sig IS og deltage i opbygningen af en Islamisk Stat. Flere af børnene er født og opvokset der og ved end ikke, hvad et almindeligt værdigt børneliv indebærer.

Og det er uværdigt og en skamplet på den danske stat.

Et liv i sikkerhed bør ikke være et ønske for nogen danske børn. Det er en fundamental ret –uanset hvem deres forældre er, og hvad de har gjort.

Faktum er, at den tidligere regering har gjort børnene til fanger i en politisk magtspil, der udkæmpes på paragraffer i lovens gråzoner. Det er et spil, der i virkeligheden handler om deres forældre, og hvor små børn tages som gidsler.

I 2019 blev børnenes mødrene administrativt frataget deres danske statsborgerskab af den danske stat uden domstolsprøvelse. Det kunne man gøre på baggrund af en lov, som Folketinget fik hastevedtaget i kølvandet på opløsningen af Islamisk Stats sidste bastioner.

Men er Danmark virkelig et land, der handler resolut og i gældende med internationale retsprincipper, når det handler om at lægge ansvaret fra os – men nøler, når vi skal tage det på os?

Det er nu op til den nye regering at vise os.

Det er en flertalsregering, som de seneste uger nærmest ikke har bestilt andet end at tale om at tage ansvar. Nu kan den faktisk gøre det.

Mange lande har allerede hentet alle deres borgere hjem. Fordi det er det er det sikreste – det peger alle vurderinger på. Men endnu vigtigere, fordi det er det rigtige.

Ja, juridisk set køber dagens dom regeringen tid. Men menneskeligt set er sagen den samme, og det haster. De fem børns skæbne er uvis, og den burde aldrig have været et spørgsmål om jura, men om ordentlighed.

Uret tikker, og historien vil dømme os hårdt, hvis vi ikke gør det eneste menneskeligt anstændige.

Det er danske børns liv og fremtid, der er på spil, og den danske stat må tage ansvar.   

Den forhenværende regering sagde, at den gerne ville hjælpe børnene, men at det er mødrene, der forhindrer det. Men forklar mig, hvordan det er en hjælp for et lille barn, der kun kender til bomberegn, sygdom og sult, at blive adskilt fra sin mor på ubestemt tid?  

Det hedder sig, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Og for stort set alle udsatte børn gælder, at deres forældre har truffet dårlige beslutninger. De mest sårbare børn lever med konsekvenserne af deres forældres valg.  

Jeg troede, at vi levede i et samfund, hvor det netop er de børn, vi gør mest for at hjælpe.  

For i det Danmark, jeg kender, bærer børn ikke ansvaret for deres forældres synder.

I det Danmark, jeg kender, retsforfølger vi de voksne, og beskytter deres uskyldige børn – uanset hvor uhyrlige forbrydelser deres forældre har begået.  

Ja, de ansvarlige voksne skal retsforfølges og straffes for deres gerninger.

Men børnene er uskyldige, de er danske, og de kunne komme hjem til jul, hvis regeringen ville.