Dronning Margrethe II holder nytårstale fra Christian IX's Palæ, Amalienborg Slot, i København, søndag den 31. december 2023. (Foto: Keld Navntoft Ritzau/Scanpix)
Samfund

Bemærkede du detaljen? Dronning Margrethe bar særligt smykke på historisk aften

2. januar 2024
Af Line Frandsen
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe bar et yderst særligt og elsket smykke, da hun nytårsaften gav sin historiske nytårstale fra Christian IXs Palæ på Amalienborg Slot.

Det er ingen hemmelighed, at dronning Margrethe elsker smykker.

Den 83-årige regent bærer ofte både værdifulde juveler og dyrebare kærlighedssmykker, der er flere hundrede år gamle.

Og nytårsaften – hvor hun leverede sin vel nok mest historiske nytårstale – var naturligvis ingen undtagelse. Her havde dronning Margrethe iført sig smykker, der har en ganske særlig plads i hendes hjerte: Nemlig hendes marguerit-smykker, der tæller en broche og tilhørende ørestikker.

Sølvbrochen fik hun af sin mor, dronning Ingrid, da Margrethe fyldte 60 år i 2000.

– Hun (Ingrid, red.) bar den selv for sidste gang, da hun blev 90. Hun var jo blevet en gammel dame på det tidspunkt, og jeg tror, at hun gerne ville give mig den selv, så den ikke bare lå og ventede på, hun døde.

– Det var jeg meget, meget, meget rørt over, kan jeg huske: det gjorde mig helt stakåndet, da hun kom med den. Det havde jeg aldrig ventet, har dronning Margrethe tidligere fortalt om smykket.

Brochen, der i platin og besat med brillanter og rosensten, har Margrethe båret ved nogle af de største øjeblikke i sit liv: Hun bar brochen under sit bryllup i 1967 og under sit jubilæum i 2022. Og altså også nytårsaften, hvor hun kom med den overraskende nyhed, at hun abdicerer som dronning.

83-årige Margrethe træder tilbage som Danmarks regent 14. januar 2024, sagde hun i sin nytårstale, hvor hun nævnte, at sidste års store rygoperation gav hende anledning til at overveje, om tiden til at abdicere var ved at være inde:

– Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 - 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far - vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

– Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik, sagde dronning Margrethe, før hun takkede for den "overvældende varme og støtte", som hun har modtaget gennem årene.

Denne artikel blev første gang bragt af Se&Hør. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også