Liv_Martine
Samfund

"Bagedyst"-vinder Liv Martine i tårer: "I forstår slet ikke, hvor stort det her er for mig og rigtig mange andre"

31. juli 2023
Af Kicki Bengtsen
Foto: Gregers Overvad
Et borgerforslag, som hun har oprettet, har netop nået 50.000 underskrifter.

– I forstår slet ikke, hvor stort det her er for mig og rigtig mange andre.

Sådan indleder den tidligere vinder af "Den store bagedyst" Liv Martine Hansen et opslag på Instagram.

Her har hun samtidig delt en grådkvalt video, hvor hun fortæller, at hun har opnået en imponerende milepæl, som har stor betydning for diabetikere.

Influenceren og tv-personligheden har nemlig indsamlet de 50.000 underskrifter, der skal til for at få et borgerforslag i Folketinget.

Borgerforslaget, som hun har oprettet, handler om at diabetikere skal kunne få en særlig sensor, som hjælper dem med at måle deres blodsukker, således at de kan dosere den korrekte mængde insulin.

Det skriver TV 2.

– TUSIND TAK! Nu går borgerforslaget videre i processen mod behandling i Folketinget! 50.000 underskrifter. DET SKAL LYKKES! TAK TAK TAK. Nu kæmper vi videre!, skriver Liv Martine til videoen, som kan ses herunder:

Det er på nuværende tidspunkt ikke alle diabetikere, der har mulighed for at få en sensor.

Det er derfor, at Liv Martine Hansen har oprettet borgerforslaget, "Personer med insulinkrævende diabetes skal have ret til at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler".

Den tidligere "Bagedyst"-vinder har selv diabetes og blev afvist af sin kommune, da hun i sin tid søgte om en.

Hun skrev derfor direkte til firmaet bag målerne, som gik med til at sponsorere en til hende, og nu kæmper hun altså for, at alle diabetikere får mulighed for at få fingre i en.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også