Afghanske kvinder kan nu få asyl i Danmark – fordi de er kvinder
Foto: Ali Khara/Reuters/Ritzau Scanpix
Taleban har nu begrænset de afghanske piger og kvinders livsmuligheder og frihed så meget, at det kan karakteriseres som forfølgelse.
Og blandt andet derfor har Flygtningenævnet lavet en praksisændring, så afghanske kvinder som udgangspunkt får tildelt asyl i Danmark – alene fordi de er kvinder.
Det skriver Politiken.
Det er rapporter fra Dansk Flygtningehjælp og Human Rights Watch samt en ”Country Guidance” fra European Union Agency for Asylum (EUAA), som lægger til grund for Flygtningenævnets beslutning.
Flygtningenævnet skriver også, at de vil genoptage sager om kvindelige afghanske statsborgere, som efter august 2021 har fået afslag. De vil desuden også screene sager med mandlige ansøgere for at se, om grundlaget for afslag har ændret sig.
Siden Taleban tog magten i august 2021, har de igen og igen indført forbud for landets piger og kvinder, som nu reelt ingen frihed har til at leve det liv, de vil og skabe den fremtid, de drømmer om.
Når hun går ud af sit hjem, tænker hun på, om den røde neglelak eller de store smykker vil provokere dem
De må ikke tage en uddannelse, for det er kun tilladt for dem at gå i skole til 6. klasse. De skal dække sig til og må kun forlade hjemmet, når det er strengt nødvendigt. De må hverken gå i en tur i en park eller træne i et fitnesscenter. I mange tilfælde skal de have en mandlig ledsager med sig – for eksempel hvis de skal rejse længeres strækninger eller spise på restaurant. Protesterer de mod det, bliver de anholdt af Taleban.
Siden marts 2022 har Taleban forbudt internationale medier i landet på grund af kvindelige værters påklædning. I december 2022 forbød de kvinder at arbejde i NGO'er, og det fik flere NGO'er til at stoppe deres arbejde i landet og advare om, at det kunne få fatale konsekvenser for piger og kvinders sundhed.
De kvindelige ansatte har nemlig nemmere ved at nå piger og kvinder og hjælpe eksempelvis i forbindelse med graviditet og fødsel. Læger uden Grænser advarede om, at det ville resultere i, at dødeligheden ville stige både hos mødre og spædbørn. Siden lempede Taleban dog forbuddet en smule, så kvindelige ansatte nu kan få lov at arbejde på sundhedsområdet.