Samfund
20. april 2023

53-årig kvinde fundet dræbt: En 34-årig mand med relation til kvinden sigtes for drabet

En 34-årig mand fremstilles torsdag i grundlovsforhør, sigtet for at have dræbt en 53-årig kvinde med flere knivstik på en adresse syd for Aarhus. De to havde en relation til hinanden, ifølge politiet.
Af: Af Signe Larsen
Politibil

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 53-årig kvinde blev onsdag aften fundet dræbt af flere knivstik på en adresse i Beder syd for Aarhus, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

På adressen blev en 34-årig mand anholdt og sigtet for at have dræbt kvinden. De to havde ifølge politiet en relation til hinanden. Hvilken relation ønsker politiet ikke at uddybe.

Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om overfald på adressen i Beder kort tid før klokken 21 onsdag aften. Da de ankom få minutter efter, fandt de en kvinde, som var blevet dræbt.

På stedet mødte de flere personer, heriblandt den 34-årige mand, som blev anholdt og sigtet for manddrab.

– Vi var på stedet med flere patruljer meget kort tid efter anmeldelsen, og derfor kunne vi hurtigt skride til anholdelse af den 34-årige. Han har et forudgående kendskab til den 53-årige, men på nuværende tidspunkt ønsker vi ikke at oplyse yderligere om deres relation, muligt motiv eller det nærmere hændelsesforløb.

– Vi har allerede foretaget en lang række efterforskningsskridt, afhøringer og sporsikring, men der venter et stort efterforskningsarbejde forude for at få afdækket hændelsesforløbet og motivet, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

Den 34-årige mand bliver torsdag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og politiet ønsker ikke at oplyse yderligere om sagen for nu.

Kvindens pårørende er underrettet.

Læs mere om:

Læs også