politi
Samfund

21-årig mand anholdt for at ville skyde ekskæreste med haglgevær

3. oktober 2023
af Katrine Rosenbæk
Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Den 21-årige mand blev anholdt ved en politiaktion natten til tirsdag. Her fandt politiet et ladt haglgevær.

Kl. 00.22 natten til tirsdag fik Midt- og Vestjyllands Politi et opkald fra en person, der ville anmelde, at en mand på et chatforum på nettet havde pralet med, at han ville skyde alle, som kom ind ad døren på hans bopæl.

Manden havde også sagt, at han ville skyde sin ekskæreste.

Det fortæller Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.

Efter anmeldelsen igangsatte politiet en politiaktion på mandens adresse i Snedsted i Thy, hvor der blev sendt flere patruljer og en hundepatrulje afsted.

Her fandt betjentene et haglgevær med to patroner i, som var ladt, fortæller Jens Claumarch.

Manden blev anholdt på adressen kl. 02.14, sigtet for overtrædelse af straffeloven. Han havde ikke tilladelse til at have geværet.

Jens Claumarch har ikke ønsket at oplyse, hvor mange betjente, der var med til at udføre politiaktionen, eller hvad det var for et chatforum, som manden skrev på.

Den 21-årige mand skal formentlig fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også