106-årig kvinde fra Filippinerne er Vogues ældste forsidemodel nogensinde
Foto: Vogue Philippines
Denne artikel blev første gang bragt i SE og HØR. Dette er en redigeret version.
Apo Maria "Whang-Od" Oggay symboliserer styrken og skønheden i den filippinske ånd.
Sådan skriver den filippinske udgave af Vogue på Instagram ledsaget af forsidebilledet.
Apo Maria ‘Whang-Od’ Oggay er navnet på verdens ældste forsidemodel, der med sine 106 år har fået æren af at være ansigt på Vogue.
Hun er sin generations sidste og nulevende mambabatok (en tatovør, som laver de oprindelige kalinga-tatoveringer, red.). Den 106-årige blækkunstners egen krop er dækket af de traditionelle kalinga-tatoveringer, som symboliserer styrke, mod og skønhed.
Det er 90 år siden, at Apo Maria Oggay lærte at tatovere af sin far, og hun har i sinde at fortsætte helt til hendes øjne ikke længere kan se, har hun tidligere fortalt til CNN.
– Vi mener, at skønhedsbegrebet skal udvikle sig og inkludere forskellige og diverse ansigter og former. Det, vi håber at tale om, er menneskehedens skønhed, siger Vogue Filippinernes chefredaktør Bea Valdes om aprilnummeret.
Inden 106-årige Apo Maria Oggay ramte forsiden, var rekorden for den ældste Vogue-forsidemodel holdt af skuespillerinden Judi Dench, som optrådte på forsiden af britiske Vogue i 2020 i en alder af 85 år.