Rasmus Tantholdt afbrudt midt i liveudsendelse: Så smadr kameraet!
Foto: Gregers Overvad
De har fået akkreditering og lov til at filme på åben gade.
Alligevel valgte sikkerhedsfolk fra Qatar at fratage Rasmus Tantholdt og hans kameramand muligheden for at rapportere fra en rundkørsel i Qatar klokken 17 dansk tid.
Mens Tantholdt sendte live hjem til TV 2-studiet, rullede tre mænd op i en golfvogn og tog en hånd op for kameraet.
Udsendelsen fortsatte dog alligevel, godt båret på vej af en insisterende Tantholdt, der ikke ville finde sig i at blive afbrudt
– I har inviteret hele verden til at komme her. Hvorfor kan vi ikke filme? Det er et offentligt sted, forsøgte TV 2-journalisten sig. Han modtog dog umiddelbart ikke svar på sine spørgsmål.
I et sammenklip på TV 2’s hjemmeside kan man se, hvordan Rasmus Tantholdt senere viser en vagt sin akkreditering, der burde give ham lov til at filme på åben gade.
Igen var sikkerhedsvagterne ikke enige, og derfor endte det med, der kom trusler på bordet.
Trusler, som den danske reporter dog ikke fandt sig i.
– Du kan bare ødelægge kameraet. Vil du ødelægge kameraet? Okay, så gør det. Du vil true os ved at smadre kameraet, sagde Tantholdt i en kølig tone.
I den senere nyhedsudsendelse forklarede journalisten, der nu tilsyneladende godt måtte filme ved rundkørslen, at man fra Qatars side er bange for, hvad der skal komme frem til offentligheden.
– Min oplevelse, efter at have rejst i 110 lande, det er, at jo mere beskidt vasketøj, man har i kælderen, som man ikke vil vise frem, jo sværere er det for journalister at rapportere.
VM i Qatar starter på søndag og slutter 18. december. Danmark spiller sin første kamp på tirsdag mod Tunesien.
Artiklen blev først bragt i Se og Hør. Dette er en redigeret version.