Pose sæson 3
Klumme

Nu har jeg og andre transkvinder verden over karakterer, vi kan spejle os i

Af Moeisha Ali Aden 17. maj 2021
Foto: Copyright 2021, FX Networks. All Rights Reserved / Privatfoto
KOMMENTAR: Hitserien ‘Pose’ er et generationsportræt af transkvinder, deres sejrer og kampe og den manglende anerkendelse, de stadig møder i dag. Aktivist Moeisha Ali Aden anmelder og reflekterer over serien, der har gået sin sejrsgang over hele verden.

Hvem er du? Er du Carrie, Samantha, Charlotte, eller Miranda? 

Når du læser navnene, ved du, hvilken vennegruppe, jeg taler om, hvilken by de befinder sig i og hvilke opture og nedture, kærestesorg og karrierebøvl, de har gennemlevet over seks sæsoner.

Jeg kunne aldrig svare på det spørgsmål, for jeg er ikke cis-kvinde. Jeg var ingen af dem, og derfor var jeg udelukket fra samtalen. 

Transkvinder og transmænd skal lede længe efter historier, som vi kan se os selv i. Vi er den fortælling, som mangler i serier og film. Eller rettere manglede.

Med "Pose" fik vi Blanca, Angel, Lulu, Candy og ikke mindst Elektra. Fem brune transkvinder med hver deres historie var pludselig på min skærm. Noget, jeg aldrig havde set før.  

Det var ikke fem cis-kønnede, mandlige skuespillere, som spillede transkvinder, men fem rigtige, virkelige transkvinder af kød og blod.

Pose Elektra

Lige nu vises tredje og sidste sæson på HBO, og jeg er ikke sikker på, vi endnu har forstået, hvor stor betydning, "Pose" har haft og kommer til at have.  

Diskrimination i miljøet

"Pose" handler kort fortalt om en række karakterer i og omkring ballroom-scenen i New York i 80’erne og 90’erne, og den viser mange sider af, hvad det vil sige at være transkvinde i den tid.  

Vi ser, hvordan mange transkvinder som børn og unge må undertrykke deres feminine sider, for ellers får de bank.  

Vi ser, hvordan aids-epidemien ramte de brune LBGT+-personer hårdest, og hvordan frygt og håbløshed bredte sig til hele miljøet. Vi ser, hvordan LGBT+-miljøet selv diskriminerer brune transkvinder, som ikke er velkomne i klubben. Samfundets manglende handling, LGBT+-miljøets manglende handling og den enkeltes manglende handling - "Pose" viser det hele. 

"Pose"

"Pose" er en amerikansk tv-serie i tre sæsoner, som foregår i New York i 80’erne og 90’erne. Serien portrætterer ballroom-kulturen og de sorte og latinamerikanske LGBT+-personer, der skabte den.

Til en række balls konkurrerer karaktererne i forskellige kategorier med udklædning og dans, og de holder sammen i en række huse med deres selvvalgte familier.  

Sidste sæson bliver sendt på HBO nu. 

Gennem sæsonerne ser vi, hvordan manglende adgang til sundhed, uddannelse og arbejde fører til depression, mavesår, migræne.

Vi ser, hvordan en transkvinde sælger sin krop, så to andre transkvinder ikke behøver sælge deres, og bag skærmen sidder jeg og forstiller mig, hvordan mit liv ville have været i den tid, og hvordan det at sælge sin krop stadig er nogle transkvinders eneste mulighed for at overleve.  

Smertefuldt "Face"

Afsnit efter afsnit har vi fulgt med, når karaktererne konkurrerer mod hinanden til store balls i kategorier som "Butch Queen", "Femme Queen", "Realness", "Vogue", "Face" og mange flere. 

Hver kategori har en smertefuld historie bag sig.  

En af det vigtigste og mest smertefulde kategorier er "Face" - hvor godt deltagerne ligner cis-kvinder. 

Du kan ikke lære dig det, du skal være født med det, have fået en operation eller være på kvindelige hormoner for at få "The Face" og bestå de fem elementer: hud, øjne, næse, tænder og knoglestruktur. 

Hvilken transkvinde har råd til at vinde denne kategori? Jeg har ikke.  

Smerten ved at være en transkvinde er, vi bliver målt og vejet, alt efter om vi ligner en cis-kvinde, om vi lyder som en cis-kvinde, om vi går i høje hæle som en cis-kvinde. 

Vi er ikke ens, vores oplevelse af verden kan være forskellig, men vores udfordringer er fælles. Ligesom Blanca, Angel, Lulu, Candy og Elektra bliver vi mødt med forskellige krav, forskellige holdninger til, hvad det vil sige at være en kvinde. Krav, vi ikke kan gøre os fri fra. 

Historisk

"Pose" er historisk og repræsenterer den første gang for mange ting.  

Vi ser det største cast af transpersoner, foran og bag kameraet, i tv-historien.  

Moeisha Ali Aden

Moeisha Ali Aden

Er 36 år gammel og talsperson for Sabaah, en en forening for minoritetsetniske lgbt+-personer. Hun kom til Danmark i 1990’erne fra Somalia.

Moeisha Ali Aden er transkvinde, aktivist, performer og foredragsholder.  

For første gang ser vi fem brune transkvinder spille hovedrollerne i en tv-serie.

For første gang ser vi to sorte, HIV-positive, homoseksuelle mænd elske i primetime-tv.  

For første gang er en transkvinde og cis-mand “love interest” over flere episoder. Vi får et ærligt indblik i mange transkvinders oplevelse af at date en heteroseksuel mand.  

For vi ser, hvordan dem, der dater transkvinder, er bange for deres egne følelser, lyster og hvad deres familie og venner vil sige til, at de dater en transkvinde. De dukker nakken og lader deres frygt vinde.

Vi bliver gemt i det skjulte, de vil os om natten i mørket, ikke om dagen i lyset. 

"Pose" er også første gang, en brun transkvinde instruerer en serie. 

Instruktøren Janet Mock behøver ikke sidde bag et skrivebord og forestille sig, hvad det vil sige at være brun transkvinde, for hun har levet livet som brun transkvinde.  

"Pose" giver os et indblik i de interne strukturer og hierarkier, der er i LGBT+-miljøerne.  

I Pride-bestyrelser verden over sidder homoseksuelle cis-mænd, og dermed bestemmer de i LGBT+-verdenen. Punktum. Gays holder festen, gays inviterer til debatter, og gays vinder priserne, som da Billy Porter vandt ved Golden Globe for sin rolle som Pray Tell i "Pose" og vandt over en transkvinde, som serien handler om.  

Transkvinder skabte det meste af fællesskabet i ballroom-scenen, men scenen domineres af homoseksuelle cis-mænd. Dansen "Vogue" blev skabt af transkvinder, men gjort kendt af homoseksuelle mænd. 

"Pose" viser som en form for dokumentar, hvordan brune transkvinde var, er og altid vil være nederst i hierarkiet. 

Pose Angel

Nu har jeg og andre transpiger og -kvinder verden over karakterer, vi kan spejle os i. Nu har vi transkvinder vores egen Mr. Big i Lil’ Papi. "Pose" har ændret den samtale, som jeg og mange andre ikke kunne deltage i før.  

Nu behøver jeg ikke svare på, om jeg er Carrie, Samantha, Charlotte, eller Miranda. Nu skal mine cis-veninder svare på, om de er Blanca, Angel, Lulu, Candy eller Elektra. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.