Matilde fra Red Min Søster
Vold mod kvinder

Matilde: "Jeg kiggede op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig”"

Fortalt til Maria Brus 10. maj 2021
Foto: Sarah Buthmann. Blomsterkunst: Poppykalas
Matilde var sammen med sin ekskæreste i et år, inden han forsøgte at kvæle hende. Selvom hun blev suget længere og længere ind i forholdet, forlod hendes venner hende aldrig: ”Det betød meget for, at jeg kom ud af forholdet.”

Jeg mødte min kæreste på Tinder. Det var meget intenst i starten, han var kæk og på, og jeg blev hurtigt fænget.

Hans øjne borede sig ind i mig, og jeg følte ikke, at han så andre end mig i rummet. Nu kan jeg se, at forholdet var intenst – men ikke intimt.

En dag skulle jeg holde fødselsdag for mine venner, og den morgen bragte han et tidligere skænderi op og var ved at pakke sine ting og smutte.

20 minutter inden de skulle komme, ombestemte han sig og gik i gang med at dække bord og pynte op.

Så var han rigtig sød, mens alle var der, men så snart folk var gået, ville han ikke tale med mig mere.

Der startede det sceneskift med massiv kærlighed og afstraffelse, som varede resten af vores forhold.

Jeg har aldrig oplevet et menneske, der kunne gå fra at true, slå op, ignorere mig – og så skifte til at kærlighedsbombe mig på et splitsekund.

Han var med til at plante en idé om, at jeg skulle skifte job til hans arbejde. Det intensiverede den psykiske vold, for hans mulighed for at kontrollere mig blev større

Red min søster

12 kvinder.

Så mange bliver i gennemsnit slået ihjel om året af deres partner eller tidligere partner i Danmark.

Flertallet af kvinder, der bliver dræbt, bliver dræbt af deres partner eller ekspartner.

I projektet Red Min Søster sætter vi sammen med Danner fokus på kvindedrab.

Vi både kan og skal vi blive bedre til at forebygge disse drab.

For 12 kvindedrab om året er 12 for mange.

Da vi havde været sammen et års tid, skulle vi til et arbejdsarrangement med overnatning. Han ville ikke tale med mig, fordi vi skulle holde privatliv og arbejdsliv adskilt.

Det var enormt svært for mig, fordi jeg havde været på den arbejdsplads i så kort tid, og al den tid havde han sagt, at folk ikke kunne lide mig.

Men da jeg stod og klædte om på mit hotelværelse om aftenen, skiftede jeg attitude over for det hele. Og så var jeg den gamle mig, der snakkede med gud og hver mand.

På et tidspunkt lagde en af mine mandlige kollegaer sin hånd på min arm, og det så han.

Han smilede bare lumsk til mig, og jeg vidste med det samme, at dén episode ville give anledning til en ny konflikt med ham.

Sidst på aftenen spurgte jeg ham, om vi ikke kunne gå ud at snakke. Vi fandt en afkrog, og han begyndte at fortælle mig, hvor stor en luder jeg havde været på det dansegulv, og hvor meget jeg havde lagt an på gud og hver mand.

Han fortalte mig om alle hans tidligere sexpartnere og en model, han havde været sammen med. Det stak i alle retninger.

På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde: ”Nu stopper du, jeg vil ikke høre mere.”

Så sparkede han mig tre gange i maven og sagde: ”Din mave er fyldt med kræft, held og lykke med at få børn.”

Jeg har haft celleforandringer i underlivet, og jeg har siden kæmpet med at slippe det, han sagde.

Han begyndte at fortælle mig, hvor stor en luder jeg havde været på det dansegulv.

Vi gik op på hans hotelværelse, og han lagde sig i sengen. I lang tid har jeg kæmpet med at tilgive mig selv for, at jeg fulgte med ham efter sparkene.

Lige indtil en læge fortalte mig, at det er ganske normalt, at der går lang tid, før hjernen registrerer, hvad ens krop har været udsat for.

På værelset tog jeg mit tøj af, så jeg kun havde undertøj på, satte mig i sengen og konfronterede ham med, at han havde sparket mig.

Der slog det klik. Først lagde han sig over mig, så tog han fat om mine håndled, vred dem om og tvang dem op på min hals.

Jeg frøs fuldstændig fast til sengen, mens han trykkede mine egne håndled ind mod min strube. Jeg kiggede op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.”

Han tog fat i mine ben, hev mig ned ad sengen og skubbede mig over i dørkarmen. Han kylede alle mine ting ud på gangen, og så stod jeg der klokken halv fem om morgenen i undertøj.

Da jeg kom tilbage til byen næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg vidste, at hvis jeg ikke delte det med nogen, ville jeg ende tilbage ved ham igen. I lang tid troede jeg, at det var svagt, at jeg ikke kunne klare det selv, men jeg har fundet ud af, at det var et stærkt tegn, at jeg rakte ud.

Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde godt vidste, var hamrende forkert. Og jeg var bange.

Jeg tænkte, at hvis han kunne gøre det på et sted med 200 kollegaer til stede, hvad kan der så ikke ske derhjemme.

Red min søster

Siden 2018 har femina samarbejdet med Danner for at sætte fokus på vold mod kvinder, bryde med tabuer og skabe handling.

Projektet Red Min Søster er blevet til i samarbejde med fotograf Sarah Buthmann og blomsterkunstner Poppykalas, der sammen har skabt billederne.

Vi fortæller historien om en række kvinder, der har været udsat for drabsforsøg eller følt sig truet på livet af deres partner.

I de kommende uger bringer vi flere artikler på femina.dk og i bladet, og efterfølgende skal billederne på turné rundt i landet.

Efter overfaldet blev jeg sygemeldt på ubestemt tid, og min nærmeste chef var virkelig god. Jeg valgte selv at fortælle mit arbejde, hvad der var sket, for jeg kunne hurtigt se, at der ville gå lang tid, før jeg kunne gå på arbejde igen.

Desværre bar deres håndtering præg af, at det – heldigvis – ikke er hver dag, en arbejdsgiver bliver konfronteret med en sag som min. Jeg følte ikke, at de lyttede til mig eller mødte mig der, hvor jeg var på det tidspunkt.

Det gav mig en ny følelse af magtesløshed og håbløshed, og i lang tid var jeg ked af det og vred på dem.

Jeg forstår selvfølgelig godt, at det har været en svær sag for dem, fordi vi begge arbejdede der. Men jeg håber, de har lært noget.

Første skridt til at håndtere sådan en situation ordentligt er jo at vide, hvad vold og psykisk vold er.

Hvis der havde været en politik på arbejdspladsen om de her ting, så havde arbejdspladsen formentlig bedre vist, hvordan de burde have håndteret situationen over for mig, og jeg ville også bedre have vidst, hvad mine muligheder var.

Mine venner og min familie skubbede mig aldrig væk, og det betød meget for, at jeg kom ud af forholdet.

Mine venner slog ring om mig efter det og var der med alt, hvad jeg havde brug for. Jeg kom også til samtale på Danner.

I månederne efter turde jeg ikke gå rundt i gaderne i København, jeg var skrækslagen. Men da nedlukningen kom sidste forår, tog jeg ud på det sted, hvor han havde forsøgt at kvæle mig.

Jeg gik rundt de steder, hvor det skete. Det føltes på én gang, som om det var et andet liv, og på den anden side stod det hele jo stadig lysende klart.

Mine venner og min familie skubbede mig aldrig væk, og det betød meget for, at jeg kom ud af forholdet.

Der er en forestilling om, at vold og social kontrol kun foregår i visse etniske miljøer, men både min ekskæreste og jeg er hvide, højtuddannede og med gode jobs. Folk opfatter mig som direkte og sjov, kompetent og som en, der ikke tager noget bullshit.

Og sådan opfatter jeg også mig selv. Men social kontrol og dynamikken mellem skiftevis vold og kærlighed foregår i alle lag. Jeg var også en af dem.

Matilde er 29 år gammel. Matilde er ikke hendes rigtige navn. Hun har ønsket at være anonym af hensyn til hendes nuværende og tidligere arbejdsplads og hendes ekskæreste. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.