katinka bjerregaard om ligestilling
Interview

Katinka er færdig med at være den søde pige med dagbog og ukulele: "Fuck jer. Det er ikke sådan, jeg er. Overhovedet"

9. februar 2022
af Stinne Kaasgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Musikeren Katinka er træt af at blive kaldt “lille skat”, og hun er træt af, at hendes krop og køn skal være i fokus. Men fra at have holdt den følelse og sit køn i udstrakt arm, har hun nu taget ejerskab over begge dele. For det skal ikke være et fyord at være en kvinde.

Katinka Bjerregaard er kendt for at være som en åben bog i sine sangtekster. Bogstavelig talt, for hendes tekster har altid bygget på hendes egne dagsbogsnotater. 

Hun har sunget om forelskelser, ulykkelige brud og jagten på den helt store kærlighed. I dag er hun gift og mor til tvillinger. 

Der er sket noget i den 30-årige musikers liv. Men der er også sket noget i samfundet.

Det fortæller hun i et stort interview i Femina i anledning af albummet “Ekstremsport”, som hun netop har udgivet med Katinka Band.

– Før i tiden ville jeg aldrig nogensinde skrive noget om at være kvinde. Jeg ville gerne have, at folk så mig som musiker frem for kvinde.

– Men jeg har kunnet mærke, at jeg var nødt til at udfordre den idé, for det går ikke op i forhold til, hvad jeg egentlig tror på, eller hvad jeg gerne vil have ændret lige nu, siger Katinka Bjerregaard. 

 

Det er især #MeToo-debatten, der har fået hende til at se verden, musikbranchen og sig selv på en ny måde. Det kan man bl.a. høre i nummeret “Luftmadras”. 

– Den handler om alle de der mænd, der har taget mig på låret på en bar, mens de har sagt noget grimt til mig, siger Katinka og fortæller, at de i bandet har en “fuck dig-liste”. 

– Det er en liste over alle de mennesker, der har fucket med os, og for mit eget vedkommende er det også en liste over alle dem, der har sagt til mig: “Lille skat, nu skal du høre her.”

– “Luftmadras” er en humoristisk sang, for man må gerne grine af, at det er så vanvittigt. De mænd skal punkteres som en luftmadras.

Katinka

Katinka Bjerregaard, 30 år, forsanger og sangskriver i Katinka Band og aktuel med albummet “Ekstremsport”, som er bandets tredje album.

Sammen med sit band har hun bl.a. vundet prisen som “Årets håb” ved prisuddelingen Steppeulven 2017, og i 2018 vandt hun og Simon Ask Carl Prisen som “Årets komponist – pop” for albummet “Vi er ikke kønne nok til at danse”.

Katinka Bjerregaard er opvokset på Christianshavn i København med forældre, der begge er journalister.

Hun har tidligere læst til lærer, men droppede ud, da hun sammen med Simon Ask dannede Katinka Band i 2012.

Gift med fotograf Daniel Buchwald. Sammen har de tvillingerne Holger og Oda på knap to et halvt år.

Katinka har flere gange fortalt i interview, hvordan hun oplevede at være anderledes i folkeskolen, men det er først de seneste år, hun er begyndt at tænke over, at det i virkeligheden i høj grad har handlet om køn. 

– Jeg har tænkt helt vildt meget over det og tænker meget over det for tiden. Der har, lige siden jeg startede med at skrive musik, været stor opmærksomhed omkring, at jeg var en kvindelig musiker.

– Jeg havde hurtigt en fornemmelse af, at der ikke rigtig var plads til så mange kvinder i musikbranchen. “I er jo konkurrenter”, fik jeg tit at vide, fortæller hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men det gjorde ikke Katinka til glødende feminist i første omgang – det gjorde nærmere, at hun ville bevise, at der absolut ingen forskel var på at være kvinde og mand i musikbranchen. 

– I begyndelsen af min karriere handlede det meget om, at jeg var sådan en sød pige, som spillede ukulele og sang om mine følelser fra min dagbog, og at mine fans nok mest var efterskolepiger.

– Dengang tænkte jeg bare: “Fuck jer. Det er ikke sådan, jeg er. Overhovedet.” Og så bliver jeg altid meget kontrær. Jeg ville vise, at jeg fucking ikke var piget, og hvis de kaldte mig kvinde, ville jeg slå dem ihjel, siger hun. 

katinka bjerregaard om ligestilling

Katinka havde en følelse af at være fanget i sin krop, som hun gennem hele sin karriere har fået kommentarer for.

Så var brysterne for store i dén kjole. Så var maven tyk. Og burde hun ikke lige tage makeup på? 

– Det blev nærmest et bandeord for mig at være kvinde. Det er, som om kvindekroppen aldrig bare er neutral.

– Og når du bare sætter den op på en scene, så må andre godt vurdere den. Så jeg havde nok en trang til at være lidt uden for min krop, for den føltes som et fængsel, siger hun.

Læs hele det store interview med Katinka i det nye nummer af femina, som udkommer torsdag d. 10. februar.