"Jeg synes ikke, du ligner en jomfru" – sagde Rikkes chef til hende, da hun var 15 år

Kun en pige

Jeg er datter af to 68’ere. De læste Karl Marx, badede nøgne og mente, at kvinder hverken skulle gå med bh eller makeup.

Min mor har altid opfordret mig til at stemme på en kvinde, hun kæmpede aktivt for ligeløn gennem sin fagforening som pædagog, og hun havde kage med til sine kolleger 8. marts.

Hun har altid været et feministisk forbillede for mig.

Alligevel blev mine forældre med tiden meget traditionelle. Det var min mor, der gik på deltid og var hjemme, når min bror og jeg kom hjem fra skole.

Det var hende, der lavede mad og gjorde rent, mens min far arbejdede fuldtid og satte vores hus i stand i sin fritid.

Han fik også altid flere frikadeller end os andre. Jeg har altid haft en fornemmelse at, at jeg har haft flere pligter end min bror, men hvis jeg blev sur over det, var forklaringen ofte, at han jo var yngre end mig.

I dag afviser mine forældre ikke, at det nok var rigtigt.

Det fandt jeg også bekræftet i bogen “Han, hun, hen” af Cecilie Nørgaard. Her refererer hun til en undersøgelse, som viser, at piger får flere pligter end drenge – også selv om vi ikke selv tror, vi gør forskel.

Familiens patriark

Min morfar var familiens patriark. Det var ham, der førte ordet i alle diskussioner.

Kvinderne var til gengæld ansvarlige for at bevare den gode stemning. Jeg følte det meget tidligt som en knægtelse af min ytringsfrihed.

Alligevel lærte jeg, som min mor, ikke at svare igen.

Ofte, når vi kørte hjem, beklagede hun sig til min far over, at selv, når de talte om pædagogik, som hun vidste noget om, lyttede mændene aldrig til hende.

En dag, da jeg var omkring 15 år, sagde jeg for første gang min mening til en familiemiddag.

Jeg gik meget op i miljøet og var medlem af Greenpeace, og vi diskuterede iltsvind i Limfjorden, som fyldte meget på det tidspunkt.

Jeg forklarede, at årsagen var, at landbrugets affaldsstoffer strømmede ud i Limfjorden, men min morfar mente bare, at rapporterne var utroværdige, og at biologer var tåbelige.

Jeg kunne mærke, at de ikke tog mig alvorligt. Bagefter gik jeg ud på toilettet og græd i frustration.

Bagermesteren

Da jeg gik i 1.g., fik jeg et job i en bagerbutik. Jeg blev ansat af den kvindelige bestyrer, så jeg mødte i første omgang ikke bagermesteren personligt, men jeg hørte, at han var klam og ubehagelig.

Væggene i bageriet bag butikken var plastret til med nøgne kvinder fra Rapport, og vi vidste, at han i sin anden butik ofte havde sexarbejdere med i baglokalet, selv om hans datter og kone arbejdede der.

I første omgang var jeg bare glad for at tjene penge til fester og tøj.

Jeg mødte ham første gang en travl søndag morgen, hvor jeg gik ind og ud gennem svingdøren mellem butik og bageri med bageplader fyldt med brød.

Pludselig stod han foran mig og gav mig et elevatorblik, mens han sagde: “Nåh, du må være Rikke, den nye?” Han sagde ikke mere, og jeg gik ud for at fylde brød på hylderne.

Da jeg kom tilbage til bageriet, stod han med sine bagerlærlinge i baggrunden og sagde: "Vi har væddet om, om du er jomfru. Jeg synes ikke, at du ligner en jomfru. Er du det?"

Jeg blev fuldstændig paf og svarede kort efter: "Så tror jeg, du har vundet".

I situationen troede jeg, at det var sejt at svare sådan. Jeg var så flov over episoden, at jeg ikke fortalte nogen om den.

I mange år føltes den som min skam, selv om jeg godt ved i dag, at det burde være ham, der skammede sig.

Interrail i Grækenland

Jeg var på Interrail i Tyrkiet og Grækenland med en veninde, da jeg var omkring 18 år.

På et tidspunkt boede vi på den græske ø Chios, hvor vi havde lejet et hotelværelse helt ned til stranden, hvilket var meget eksotisk for os.

Vi tog ud og drak drinks en aften, hvor vi faldt i snak med to fyre, som var meget interesserede i os.

Vi blev mere og mere berusede, og min veninde ville gerne med den ene fyr hjem. Jeg var egentlig ikke interesseret i nogen af dem, men den anden fyr lovede at køre mig hjem på hans scooter.

På en eller anden måde fik han mig overtalt til, at vi tog hjem til ham, hvor han tiggede og bad og til sidst pressede mig til sex.

Jeg sagde, at jeg ikke ville og slet ikke uden beskyttelse, for jeg var frygtelig bange for at blive gravid, og vi var alle sammen meget bange for aids på det tidspunkt.

Men han blev ved med at presse, og så gav jeg mig. Jeg opfattede det ikke som en voldtægt, fordi jeg ikke sagde nej, og heldigvis blev jeg hverken gravid eller fik aids.

I dag er det gået op for mig, at rigtig mange kvinder, jeg taler med, har oplevet noget lignende.

Medfølgende hustru

Jeg mødte min mand på Journalisthøjskolen. Vi blev færdige samtidig.

Han var i praktik på Jyllands-Posten, hvor Jørgen Ejbøl var chefredaktør, og David blev hurtigt en af "Ejbøls drenge", som vi kaldte dem.

Det var chefredaktørens favoritter blandt de unge journalister. Der var ikke noget, der hed "Ejbøls piger". Det ville også have haft en helt anden klang.

Derfor, og fordi David var dygtig, fik han hurtigt et godt jobtilbud i Sydamerika, og et halvt år efter fik han tilbudt korrespondentjobbet i Moskva.

Jeg drømte også selv om at blive udlandskorrespondent, så jeg valgte at rejse med David og tænkte, at jeg kunne arbejde freelance.

Det viste sig, at han havde undladt at fortælle mig, at han havde lovet avisen, at jeg ikke måtte skrive for nogle konkurrerende aviser, fordi jeg boede i Jyllands-Postens lejlighed. Det var et stort benspænd for mig.

Jeg blev langt hen ad vejen behandlet som medfølgende hustru, mens vi boede der.

Jeg arbejdede freelance som korrespondent for blandt andet Fyens Stiftstidende og Kristeligt Dagblad, men det havde slet ikke samme prestige og gav slet ikke samme løn.

Sådan har det været siden. Min mand har altid fået de gode job med den høje løn og den høje prestige. Selv om vi egentlig har villet det samme.

At blive nogens mor

Vi fik Anna, mens vi boede i Moskva. Jeg var 26 år. Babyen var mit ansvar. Sådan var det bare.

I dag tror jeg ikke længere på, at kvinder biologisk er kodet til den opgave, og jeg var selv meget usikker i den. Men dengang stillede jeg ikke spørgsmålstegn ved det.

Min mand mente ikke, at hans liv behøvede at ændre sig nævneværdigt, fordi han var blevet far.

Han tog 14 dages barsel med mig i Danmark efter fødslen, og så rejste han tilbage til Moskva for at arbejde.

Han havde formentlig heller ikke fået lov til at holde barsel eller var blevet skubbet ud af sin karriere, hvis han havde gjort det.

Diskussionen om øremærket barsel til mænd handler derfor også om mænds rettigheder. Da vi fik vores andet barn, holdt han tre måneders orlov, men det var kun, fordi han havde sparet op til det efter nogle år på avisen.

Derfor var det ikke en økonomisk omkostning for os, som det ellers ofte er, når mænd tager barsel.

Jeg mistede selv kunder og arbejde, efter jeg havde taget et halvt års barsel. Blandt mine mandlige kolleger og venner var der ingen, der tog længere barsel, tror jeg.

Nu taler jeg

Jeg kalder bogen "Nu taler jeg", fordi jeg mener, at det både er et problem, at man som kvinde lærer at tie, mens mændene taler, men også, at mænd ikke altid er så gode til at lytte.

Jeg husker for eksempel en fest hos den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford, som er en af vores venner.

Der kom mange mennesker med høj status til den fest, og på et tidspunkt gik jeg hen til David, som stod og talte med en minister og en tidligere chefredaktør.

David forlod ret hurtigt samtalen for at tale med nogle andre, og jeg stod tilbage mellem de to mænd, som udmærket vidste, hvem jeg var. Men de værdigede mig ikke et blik.

Jeg forsøgte flere gange at komme ind i samtalen, men de ignorerede mig fuldstændigt og talte bogstaveligt talt hen over hovedet på mig, for de var også højere, end jeg var.

Jeg kan stadig se for mig, hvordan det må have set ud udefra. Det var så ydmygende.

Hvis jeg havde råbt højere, ved jeg godt, hvad de havde tænkt, for det bør kvinder heller ikke gøre.

Uanset hvad kunne jeg mærke, at de ikke regnede mig for noget. Den erfaring tror jeg, at mange kvinder har.