Julie_Jeune
Køn & identitet

Hendes klienter møder alle op med den her længsel. Og du har den nok også

2. juni 2023
Af sexolog og parterapeut Julie Jeune
Foto: Mathilde Schmidt
KLUMME: Vi har alle brug for både maskuline og feminine kvaliteter for at leve livet fuldt ud med både krop, følelser, hoved og fornuft. Det ægte feminine får dog meget lidt plads i de fleste af os. Måske ved vi slet ikke rigtigt, hvad det er.

Vi lever i en tid, hvor det maskuline og feminine er ude af balance, og det lider vi alle under, selv om vi måske knapt nok ser sammenhængen. Men længslen efter det ægte stærke feminine er faktisk noget, som alle mine klienter møder op med.

Uafhængigt af biologisk køn har vi alle brug for både de maskuline og feminine kvaliteter for at være hele, glade, sunde og formående mennesker.

Og det samme har samfundet. Maskuline og feminine kvaliteter er lige vigtige, men alligevel er det stadig de maskuline, der får højst værdi og status, og som de fleste af os stræber efter og bygger vores liv på.

Faktisk er de fleste af os meget lidt i kontakt med de ægte og egentlige feminine kvaliteter, og hvis vi er, tillader vi os ikke at bruge dem og lytte til dem fuldt ud. De bliver ikke betragtet som særligt vigtige og bliver heller ikke taget seriøst i samme grad som de maskuline.

Men hvad er de ægte feminine kvaliteter?

Vi er i et kønsstereotypt mindset, når vi betegner de feminine kvaliteter som det svage, bløde, offeragtige og det selvopofrende omsorgsfulde. Og når vi definerer det feminine som det smukke, pæne og yndige ydre i stedet for en indre kraft og skønhed.

Det er den forestilling om det kønsstereotype feminine, som gør, at vi bruger meget tid, fokus og penge på vores udseende for at føle os kvindelige i stedet for at mærke den energi, saft og kraft og kropslighed, der bevæger sig i vores indre, og som er den ægte feminine energi.

Det kønsstereotype feminine er også den pæne pige og pleaseren, der ikke er i kontakt med sig selv, som ikke får eller mærker sin værdi, men hovedsageligt er noget i kraft af det, hun kan være for andre.

Når vi er dér, glemmer vi os selv, har ikke os selv med og længes efter virkelig at kunne mærke og være til stede med hele os i det seksuelle og i livet.

Det kraftfulde feminine

Det ægte og kraftfulde feminine er også i hjertet, men det er forbundet med skødet og hele kroppen. Det er favnende og omsorgsfuldt, men det kommer ud af styrke og kærlighed til omverdenen og med sunde grænser og omsorg for sig selv.

For modsat det kønsstereotype feminine er det ægte, autentiske og modne feminine dybt forankret i hele kroppen. Når vi er i det modne feminine, kan vi være og hvile i ren væren, hvor det umodne er meget i gøren for at please, behage og få værdi.

Denne dybe kontakt til kroppen forbinder os også til vores menstruationscyklus og med naturen, dens årstider og forandringer, og ikke mindst er det gennem kroppen, at vi mærker vores følelser.

Det er med kontakten til kroppen, at vi bliver modne og udviklede følelsesmæssigt, at vi fornemmer et andet menneske, kan tage den andens virkelighed ind og udtrykke vores egne følelser.

Det er også med kroppen, at vi nyder og sanser og er nærværende, og med den at vi kan lytte til vores intuition, i modsætning til alt det vi rationelt kan regne ud med hovedet.

Man kan på samme måde skelne mellem det kønsstereotype og umodne maskuline, det som på engelsk bliver kaldt toxic masculinity, og det ægte og modne maskuline.

Vi er dog stadig kun ved at opdage og afvikle kønsstereotyperne, så vi er knap nok kommet til næste trin, som er at opdage og erobre det modne og ligeværdige feminine og maskuline.

Det, som både samfundet og de fleste af os mangler, er det ægte feminine, selv om det med fuld fart er ved at vågne i os i denne tid.

Med det store fokus på de maskuline kvaliteter og et meget lille kendskab og given værdi til det ægte feminine har vi skabt en verden, der går meget op i det ydre, i at gøre og præstere, i at opnå økonomisk og jobmæssig status, i at være målrettet og fokuseret og i at skære igennem.

Vores hoved og mentale og kognitive formåen er så udviklet, at der nærmest ikke er det, vi ikke kan. Vi kan lave robotter, der næsten kan det samme som mennesker, men alt det feminine, det relationelle, følelsesmæssige, intuitive og kropslige kender vi knapt nok betydningen af.

Og alligevel er de færdigheder og indsigter altafgørende for at være et velfungerende menneske både på arbejdspladsen, men også som forældre, søster, veninde og kæreste.

De kvaliteter er nødvendige for alle de aspekter af livet, vi ikke kun kan forholde os til mentalt og rationelt, men som kræver noget helt andet af os.

Skab balance

Med fokus på det maskuline har vi skabt et præstationssamfund, hvor mange går ned med stress og mistrives fysisk og følelsesmæssigt, selv om karrieren måske er god, hjemmet er flot, og alt ser godt ud udefra.

Men mange bliver skilt, og mange er alene. Det ægte feminine kalder på at blive set og hørt og vores liv, vores kroppe og vores relationer kalder på det.

Vi kan ikke vente på, at samfundet vågner op og sætter krop, følelser, kærlighed, seksualitet, relationer og intuition på skoleskemaet, vi må hver især skabe balance i os selv.

Så hvor udviklet er de feminine kvaliteter i dig? Giver du dem plads og værdi? Ved du, hvad det gør ved dig, når de maskuline kvaliteter tager overhånd?

Hvor meget tillader du dig selv bare at være og nyde? Hvor meget lytter du til din krop, dit skød, dit hjerte og din intuition? Hvilke aspekter af dig selv og livet, savner du og længes efter?

Hvordan er dine prioriteringer i forhold til din krop, din seksualitet, dine relationer og din kontakt med naturen?

Vi kan komme meget langt med vores hoveder og intellekt, men altså kun halvdelen af vejen. Tilbage står vi med en stor længsel efter også at leve kærligheden, det seksuelle og det relationelle.

En længsel efter bare at være og efter at have høj værdi for alt det fantastiske vi kan leve og udrette med vores krop, hjerter, sanser og følelser. Med det kan vi skabe så meget glæde, kraft og livsenergi, som netop er det ægte feminine.

Klummen blev udgivet i femina uge 19, 2023.

Læs også