
"Har jeg til tider følt mig lidt sær og anderledes? Ja det har jeg da"

Karen Bro er debuteret som romanforfatter på "den gode side af 60 år" og konkluderer, at man ikke skal være bange for at gå andre veje end de sædvanlige.
Foto: Fryd Frydendahl
Jeg bliver helt forpustet af at iagttage, hvordan unge kvinder kæmper med at få familie, karriere og interesser til at hænge sammen, samtidig med at det hele skal helst ske, mens de er i trediverne.
I min debutroman Lukkefesten står den ene hovedperson, Simone, til halsen i præcis alt det. Ovenikøbet skal hun begrave sin mor, som er død efter længere tids sygdom, og samtidig dukker hendes far, som hun ikke har set i tyve år, pludselig op og forsøger på en pænt insisterende måde at genvinde relationen til hende.
Jeg skal ikke afsløre mere om dramaet her, men blot nævne, at jeg blandt andet er blevet inspireret til at skabe karakteren Simone ved at tale med unge kvinder om deres svære valg og dilemmaer, og om hvor vanskeligt det kan være at bryde med normer og usynlige barrierer.
Samtidig er jeg ikke blind for, at mænd også gennem tiderne er blevet holdt fast i bestemte roller. I Lukkefesten er Simones far Svend et eksempel på det. Han er vokset op i et konservativt hjem i 50erne og er på flere planer bundet af de forventninger, hans forældre havde til ham. Han er gået den slagne vej med en fornuftig uddannelse og en sikker karriere som forretningsmand, selv om han i virkeligheden hellere ville noget andet.
Svend er på mange måder blevet ham, der i dag bliver kategoriseret som ”en gammel hvid mand”. En betegnelse, der som bekendt ikke just er ment som nogen ros.
Mit ærinde er ikke desto mindre at vise, at det for såvel manderollen som for kvinderollen gælder, at den på lange stræk er skrevet og instrueret af nogle ældgamle strukturer, som vi har svært ved at ryste af os.
En del af den yngre generation af mænd gør sig i dag heldigvis mere fri af konventionerne end romankarakteren Svend. De tager for eksempel i højere grad end tidligere lang barselsorlov og er med til at give kvinderne mere rum til arbejdslivet uden for hjemmet.
Men der også en gruppe af yngre mænd, som bliver usikre i forhold til deres rolle. De oplever, at der ikke er plads til dem, og at snakken om kvinders ligestilling er gået for vidt. Så meget desto mere grund er der til at insistere på at have nuancerne med i en tid, hvor polariseringen spreder gift i snart sagt enhver diskussion om ligestilling.
Jeg tror, vi skal starte med at snakke meget mere med hinanden om, hvad der er plantet hos os gennem generationer, som umærkeligt får os til at tage stereotype valg, selv om vi egentlig ikke ønsker det. Og så skal vi være mere åbne over for at gøre tingene på andre måder end de gængse.
Mit eget liv har af alle mulige mere eller mindre tilfældige årsager indtil videre været fuld af omveje. Jeg har altid godt kunnet lide at være med til at bestemme, men jeg nåede at fylde 40, før jeg fik mit første lederjob. Og jeg skiftede branche, da jeg var 58.
Jeg har ikke nogen biologiske børn, og selv om jeg gennem mange år var rigtig glad for at bo sammen med min daværende mand, trives jeg nu med at leve alene.
Har jeg til tider følt mig lidt sær og anderledes? Ja det har jeg da, og mine valg er ikke for alle. Men nu, hvor jeg på den gode side af 60 år er debuteret som romanforfatter, kan jeg med en vis troværdighed sige, at man ikke skal være bange for at gå andre veje end de sædvanlige. Det bliver nemlig aldrig for sent at lære noget nyt.

Læs mere om: