Køn & identitet

Dullernes hævn

Af Maria Brus 9. juni 2021
Foto: Sarah Fresco / Illustrationer: Sofie Riise Nors
Dulle, bitch, bimbo. Kan kvinder tage smerten ud af de ord og stereotyper, der er blevet brugt imod dem og generobre fortællingen om deres seksualitet? Ja, siger tegner og forfatter Sofie Riise Nors, som også opfordrer til større solidaritet mellem kvinder.

Sofie Riise Nors, 14 år: Hun står og venter på bussen, da en lastbil kører forbi. Chaufføren fyrer op for hornet. Hun bliver forskrækket. Ej, han dytter vel ikke af hende? En anden lastbil kører forbi. Dyyyyyyyyyyt! Gud, det er hende de dytter af. Hvad skal hun gøre?

Sofie Riise Nors, 13 år: Hun har et ungdomsjob hos en campingvognforhandler, og en del af hendes kolleger er andre unge piger. De andre er voksne mænd. Mændene er grove, de er grænseoverskridende. Den ene taler om porno med dem, og en dag tager han Sofie Riise Nors på brystet, da hun går forbi. De går til chefen; det kan da ikke være rigtigt, at han kan opføre sig sådan. Aarg, nu skal de ikke tage det så tungt, svarer han. Det var sikkert kærligt ment.

Tilbage ved busstoppestedet: Sofie Riise Nors skyder brysterne frem, hofterne frem og samler læberne i en trutmund. Damned if you do, damned if you don’t, siger hun, så hun kan lige så godt gå med på den. Flere dytter af hende.

Sofie Riise Nors

Er 26 år gammel og bor i København med sin kæreste. Hun er illustrator og forfatter og i evig kamp mod patriarkatet.

Hun har illustreret ”Gode Kasser” af Ditte Hansen og Louise Mieritz.

”Sexmagasinet” er hendes forfatterdebut og udkommer på forlaget Cobolt.

Lastbilchaufførerne og campingvognforhandleren lærte unge Sofie Riise Nors en vigtig lektie: sex handlede om magt, og der eksisterede en magtkamp mellem hende som ung pige med bryster og granvoksne mænd.

Hun lærte, at et nej var en invitation til forhandling, til underkendelse, til ydmygelse.

Men at sige ja, derimod:

– Jeg fandt ud af, at jeg kunne tage magten ved at performe min seksualitet og eje den og få dem til at gøre, hvad jeg gerne ville have. Der var ikke andre muligheder, siger hun.

Hun sidder i en sort sofa i Københavns Nordvestkvarter, hvor villavej med syrentræer møder etagebyggeri i 70’er stil. Hun har sorte trekvartbukser, et bredt, neongrønt bælte og en stor, lyserød Karl Kani-hoodie på.

Når hun bliver begejstret eller skal understrege en pointe, vifter hun med hænderne, klapper dem sammen, og så rasler et sæt lange, lilla akrylnegle. Når hun smiler, glimter en lille rhinsten på den ene tand.

Sofie Riise Nors er tegner, illustrator og forfatter. Og så er hun feminist, kvinden bag memeprofilen @waginapineapple på Instagram og en del af en generation af unge feminister, der dyrker en ultrasexet og hyperfeminin æstetik. Tænk rappere som Tessa og Cardi B, lange øjenvipper og negle og en øget efterspørgsel på lyserøde Juicy Couture-sæt.

Sofie Riise Nors

Sofie Riise Nors har netop udgivet bogen Sexmagasinet, en graphic novel, eller en tegneserie for voksne, om kvinders seksualitet, patriarkatet, magt og kontrol. Og hun starter med sig selv. Oplevelserne hos både campingvognforhandleren og med lastbilerne er med i bogen.

– De sidste par år er jeg gået ned ad så mange stier tilbage til min barndom og min pubertet og min folkeskoletid. Det er også det, bogen tager afsæt i - de spæde seksuelle år, som man gerne vil udforske, når man er lille, men som man meget hurtigt får taget fra sig, siger hun.

sexmagasinet af sofie riise nors

Sofie Riise Nors er født og opvokset i Ubberud lidt uden for Odense, hendes forældre stadig bor der stadig i dag. I barndomshjemmet så de Deadline og nyhederne, og hun fik meget tidligt et sæt normkritiske briller på, der stadig sidder der.

Den feminisme, hun fik med hjemmefra, havde rødstrømpernes frigørelseskamp som klangbund.

Men Sofie Riise Nors er også fra en generation, der blev feministisk opdraget og uddannet på nettet, hvor sider som Tumblr og siden Instagram var virtuelle basisgrupper, og hvor samtaler om sexisme, racisme og patriarkatet pludselig kunne transcendere landegrænser og sprog. Hun taler om at educate sig selv, om at reclaime, om grown ass men og om at performe sit køn.

Hendes generation havde ultrafeminine og sexede kvinder som idoler. Britney Spears, Pussycat Dolls og Christina Aguilera i hotpants og fuld makeup.

Kvinder, som måske nok var underlagt snævre, patriarkalske skønhedsidealer, men som hos unge, uspolerede Sofie Riise Nors stod for en ting: power. Hun så kvinder i kontrol.

– Da jeg var lille, var alle mine største idoler hyperfeminine. Det var kvinder, som var i kontrol over måden, jeg så dem på. Det kan godt være, de har været underlagt nogle strukturer, men det her er de kvinder, jeg så og spejlede mig i. Vi havde ikke nogen feminist queens på det her tidspunkt, i hvert fald ikke hyperfeminine feminist queens. Så jeg tror bare, at vores generation prøver at få det meste ud af det, vi fik dengang.

I takt med, at hendes instagramprofil voksede, følte hun, at hun hele tiden blev nødt til at undersøge, hvor kulturelle normer, men også hendes egne holdninger og fordomme, kom fra.

Hvorfor blev piger som hende for eksempel udskammet for at have et legende, seksuelt udtryk som teenagere? Og var det noget, hun kunne slippe fri af? Hvorfor var vores samfund på den ene side fascineret og tiltrukket af den sexede feminine kvinde, mens vi på samme tid udskammede hende for at være billig eller en slut.

Et erotisk våben

Sexmagasinet er et reclaiming-manifest. Hvis nogen har taget noget fra dig, så tag det tilbage. Sofie Riise Nors opdagede tidligt, at hendes lyst, hendes seksualitet, hendes udseende og måde at bevæge sig i verden, aldrig kun eksisterede for hende. Det eksisterede for et blik, der kom udefra, for voksne og for mænd.

Hun var en af de første i sin klasse, der fik bryster, og det var ”a blessing and a curse” for bryster er ufatteligt spændende, når man er 11, 12, 13, 14 år gammel.

– Jeg fik en opmærksomhed, som gjorde mig interessant, men den gjorde mig også sårbar, for det var ikke mig, der var i kontrol over den opmærksomhed, siger hun.

Opmærksomheden kom både fra de jævnaldrende piger og drenge og fra voksne mænd i lastbiler.

Her, 15 år, senere har hun et sprog for det.

– Det var en aktie at have en krop, en seksualitet. Det var min erotiske kapital. Det var et trumfkort, hvor du kunne manipulere folk med den udstråling, du havde.

Hvor meget er man som 14-årig egentlig i kontrol over en situation, hvor voksne mennesker seksualiserer én?

– Overhovedet ikke. Jeg tror bare, at det, at iscenesætte sig selv i situationen frivilligt, er en meget naturlig reaktion på, at der sker noget imod ens vilje.

Reclaiming

"Reclaiming" beskriver, hvordan en ofte marginaliseret gruppe har taget udtryk tilbage, som før er blevet brugt mod dem.

"Queer" var for eksempel engang et skældsord, og i dag bruger mange LGBT+-personer det om sig selv.

På samme måde bruger nogle kvinder udtryk som bitch, kælling og luder om sig selv og hinanden på en ikke-nedsættende måde.

Jeg spørger, hvad det er for ting, der er blevet taget fra hende og brugt imod hende, og hun glider helt ned i sofaen.

– Det er jo historien om, hvem jeg er som kvinde, hvad min seksualitet er, og hvad jeg må bruge den til, siger hun.

I bogen ”Sexmagasinet” får hovedkarakteren Sofie besøg af både Cardi B, Anne-Grethe Bjarup Riis, Suzanne Brøgger som fe og de to Bratz-dukker Chloe og Sasha. I et kapitel taler Chloe og Sasha taler om, hvordan de bliver opfattet som seksuelt tilgængelige på grund af deres udseende. De beslutter sig for at bruge det til deres fordel.

– Kvinders seksualitet er altid blevet brugt som et våben mod kvinder, og hun (Bratz-dukken, red.) kan godt finde styrke i at tage det våben og vende det om og pege det tilbage på patriarkatet. Det er det her med, at hvis der står én med et gevær og peger på dig, og du så bare tager geværet lige ved åbningen og siger ”Nu er det mit gevær, mit våben, og du kan ikke bruge geværet mod mig.”

Sofie Riise Nors

Et af de pressebilleder, Sofie Riise Nors har fået taget til lanceringen af bogen, forestiller hende i lavtaljede jeans, leopardprikket D&G undertrøje og puffet hår.

Der var tre identiteter, du kunne have som teenagepige i 00’erne: Du kunne være emo; det var sort eller rødt hår, nittebælter og så masser af My Chemical Romance. Du kunne være poptøs eller dulle med masser af makeup, pushup-bh’er og lange perlehalskæder. Og så kunne du være hippie; en identitet, der ofte blomstrede, når folk kom på efterskole og fik travlt med at forsage deres tidligere, D&G klædte-ugerninger.

Sofie Riise Nors var poptøs et års tid. Hun har haft et stort behov for at tage ejerskab over og drage omsorg for den sårede, leopardklædte 13-årige dulle, der stadig bor indeni hende. Det var en… konfliktfyldt tid.

– Mens jeg var poptøs syntes jeg, jeg var den sejeste, I felt myself.

Andre følte den knap så meget.

Hendes forældre syntes, hun så udfordrende ud, hendes klasselærer sagde, hendes shorts var for korte, lastbilerne dyttede. Engang, da hun var 13 år og lige havde været i solariet og kom gående gennem Kongens Have i Odense, gik to voksne mennesker forbi hende og begyndte at gøre nar. Haha, se den lille Britney Spears.

Da Facebook kom til Danmark, efter Sofie Riise Nors havde smidt dulletøjet og var trådt af scenen i noget mere anonymt, poset hippietøj, var der nogen, der lagde et billede af hende op i en facebookgruppe, der hed ”Fjern dullerne fra Facebook, smid dem tilbage på Arto”. Hun blev svinet til i kommentarsporet, og hun undskyldte og undskyldte og undskyldte for, at hun nogensinde havde set sådan ud.

– Selvom jeg virkelig følte mig selv, så følte jeg også bare, at der blev begået så mange overgreb mod mig, mens jeg så sådan her ud. Og så skammede jeg mig bare så meget, og det er forfærdeligt at skamme sig over det nærmest kroniske overgreb, der er blevet begået mod én, siger hun.

14 år og en del indre opgør senere, mener hun det, når hun siger, at geværet også kan pege den anden vej.

Kald hende en dulle, det gør ikke ondt, for Sofie Riise Nors er en kæmpe dulle. Kald hende en slut, en bimbo, en bitch, hun køber ikke længere fortællingen om, at det er noget negativt. Mini-Britney Spears? Kæmpe kompliment!

– Enten kan man blive ved med at take offence, eller også kan man sige: Jeg har faktisk ikke noget imod at være en slut. Du prøver at bruge mit køn imod mig, bruge min seksualitet imod mig, men jeg bliver ikke negativt berørt af det, for det er ikke dårligt at være en bitch eller en luder, siger hun.

Maskuline, magtfulde Mette

De senere år har der været en del sammenstød mellem nogle af dem, der abonnerer på en lidt ældre feminisme og dem, der er på Sofie Riise Nors dullede hold.

Nogle ældre feminister har beskyldt fjerdebølgefeminister for at udvande kampene, sagt, at det dårligt giver mening at ligne personificeringen af the male gaze og kalde det frigørelse og feminisme. Sofie Riise Nors mener, at kritikken rammer langt forbi skiven.

– Den reaktion bunder i den samme misogyni, som de kæmper mod. Rødstrømpebevægelsen handlede rigtig meget om at frigøre sig fra de her klassiske kvinderoller, at være sexobjekt, at være husholderske, at være mor, at være omsorgsgiver. I den løsrivelsesproces blev alle de kvinderoller gjort til noget antifeministisk, noget undertrykkende.

– Hvis du ikke tog afstand fra at være et sexobjekt eller være en omsorgsgiver, så kæmpede du jo ikke imod den struktur, det var affødt af. Og det gjorde jo bare, at alle de kvinder, som enten ikke kunne bryde ud af den rolle eller ikke ville bryde ud af den rolle, fordi de var tilpas i den, de blev ekskluderet fra feminismen, siger hun.

Stemmen er kommet op i gear nu, det er rygrad og hjerteblod det her. Den feminisme, hun står for, er i gang med at geninkludere alle de kvinderoller i feminismen, siger hun.

– Vi siger, at sexarbejdere har en vigtig plads i kampen for ligestilling, dullerne har, Linse Kessler har, de lange negle har, alle de her ting har en vigtig plads i kampen for ligestilling. En kvindelig statsminister, der bare performer maskulinitet, er ikke en skid værd, så længe der er sexarbejdere, der bliver spyttet efter på gaden eller små 13-årige piger, der bliver latterliggjort i Kongens Have, fordi de går med makeup. Det betyder ikke en skid, at man kan tage en kvinde alvorligt, bare fordi hun er maskulin, hvis man ikke kan tage en feminin kvinde alvorligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hyperfemininitet og the male gaze

Hyperfemininitet beskriver æstetikken hos en, der dyrker en traditionel, feminin æstetik og bløde, feminine værdier.

Hvad, der ses som feminint og maskulint, er jo kulturelt afhængigt, men det hyperfeminine udtryk reclaimer en æstetik og et sæt værdier, der bliver set som mindre værd end maskuline værdier og udtryk.

The male gaze henviser til den måde (især visuelle medier) bliver til gennem et maskulint blik, der seksualiserer og objektiviserer kvinder.

Gennem the male gaze ses kvinden ofte som objekt for det heteroseksuelle, maskuline begær.

Under den seneste #Metoo-debat poppede der af og til en stemme frem, der sagde, at nu skulle vi ikke være så snerpede, for kvinder knepper sig jo også til magt. Ja. Og hvad så, siger Sofie Riise Nors?

– Alene det, at det er en mulighed, at man kan bolle sig til en stilling, siger jo mere om dem, der gatekeeper en stilling, end om dem, der udnytter deres seksualitet. Det siger mere om samfundet, end det siger om det individ, der vælger at kapitalisere på det, at den største kapital, du har som kvinde og som feminin, er din seksualitet og din erotik. Vi levet i et samfund, som er styret af mænds begær, og jeg synes bare ikke, man bør dømme folk, som har gennemskuet de her loopholes, siger hun. 

Tror du man vinder ved at gøre det? Altså bolle med en chef for at få et job?

Der er stille lidt. For i virkeligheden er hun ikke så interesseret i, om kvinder vinder ved at bruge deres krop og seksualitet eller ej. Hun vil bare gerne have, at vi anerkender, at det er et vilkår.

– Det er mænd, der gatekeeper folks karrierer, og det er mænd, der har den økonomiske upper hand i mange situationer, hvor man kan blive nødt til at tage alternative metoder i brug. Jeg gerne vil have, at man normaliserer, at det er et vilkår, og man kan italesætte det. At bolle sig til en stilling er en helt legitim reaktion på et vilkår, der er. For nogen er det jo vitterligt knald eller fald, vil du have det her job eller ikke?

– Din erotik, det er den største aktie du har i forhandlingen med patriarkatet, medmindre du selv vil gå den vej, Mette Frederiksen går og claime maskulinitet.

Hvad har Sofie Riise Nors selv fået ud af sin seksualitet? Da hun var ung og gik på Designskolen, blev hun inviteret til en Masterclass med en masse ældre mænd. Hun er sikker på, at de syntes, hun var ung og spændende. Og lækker.

Og så er der alle de gange, hun har taget lårkort på, når hun ville opnå noget, har flirtet på jobbet som bartender for at få drikkepenge, har brugt babystemmen, når hun gerne ville have hjælp af en mand.

– Eeej, vil du ikke godt hjælpe mig, min kæde er hoppet af? siger hun med forvrænget, lys stemme og lægger hovedet på skrå.

Jeg synes, det er svært. For hvis man udnytter, at nogen tænker, man er hjælpeløs, bliver de så ikke ved med at tænke, at man er hjælpeløs?

– For mig virker det bare som den største hustle. Jeg ville jo ønske, alle kvinder bare kunne opnå en accept af, at det er strukturen, der er problemet og ikke de måder, man vælger at indrette sig efter de strukturer, der er problemet. 

– Jeg synes, det er fucking usolidarisk ikke at stå i solidaritet med de kvinder, der boller sig til stillinger. Det er fucking dem, der er ofre, det er dem, der bliver undertrykt. Det bunder jo bare så meget i hadet mod den seksuelt aktive kvinde. Hvis der var en, der fortalte mig, at de havde forført deres chef og nu havde fået en lederstilling, så ville jeg bare være sådan ”Giiirl, du har hacket systemet”, siger hun. 

Feministiske bølger

Når vi snakker feministisk historie, bliver der ofte talt om bølger, og der har i store træk været fire (hvilket også er en svær måde at tale om det på, fordi det antyder, at alle feminister på et tidspunkt i historien kæmpede den samme kamp, hvilket de ikke gjorde.)

Men for overblikkets skyld (og groft forsimplet):

Første bølge var suffragetterne, der kæmpede for stemmeret.

Anden bølge var opgøret med husmoderrollen og den systemiske sexisme, der holdt kvinder i den. Anden bølge feministerne insisterede på, at det personlige var politisk.

Tredje bølge er fragmenteret, men handlede blandt andet om kampen mod seksualiseret chikane, kampen for intersektionalitet og en bevidsthed om, at køn er noget, man gør.

Fjerde bølge er meget på en gang, foregår blandt andet på nettet, har budt på flere #Metoo-oprør og er sex-positiv, krops-positiv og inkluderende overfor køns- og seksuelle minoriteter.  

I hendes verden er der ikke så langt mellem rødstrømpefeministerne, der afviste det mandlige blik helt og holdent, og fjerdebølgefeministerne, der udnytter det og tager det tilbage.

– Det er solidariteten mellem de to lejre, jeg mangler, for begge er en løsrivelsesproces fra mænds kontrol over det kvindelige seksuelle narrativ, siger hun fra sofaen.

En uges tid senere står Sofie Riise Nors til sin egen bogreception. Hendes hår er samlet i en høj hestehale, hun har en lårkort, beige kjole på og høje, hvide lakstøvler. Øjnene, der er indrammet af tyk, sort makeup, kigger ud gennem skærmen.

Hun har lagt en video op på sin Instagram. Sofie Riise Nors skinner, og i armene holder hun et usynligt gevær.