Sexmagasinet
30. december 2022

"Det er snart 2023 og menstruation er stadig skamfuldt"

Som kvinde er menstruation en urkraft. En tikkende bombe, der blot venter på at blive udløst. Alligevel har vi nok alle sammen en uønsket blødende historie med i bagagen. Se med, når Sofie Riise Nors og Emma Libner taler om menstruation i dette afsnit af Sexmagasinet.
Af: Af Sofie Riise Nors

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Illustration: Sofie Riise Nors

Sofie Riise Nors er forfatter og vært i programmet Sexmagasinet. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

I 6. klasse blev vi kønsopdelt i seksualundervisningen. Inde hos pigerne snakkede vi om menstruation.

– Menstruation er en stor ting for jer, piger. Det er her, i bliver kønsmodne, og det er en slags overgang fra barn til voksen, sagde vores lærer.

– Når i får jeres menstruation, må i gerne lige komme og prikke mig på skulderen og sige det. Så ved vi, hvorfor i render på toilettet i timerne. Og så er det en god idé lige at have en lille dametaske med i skole, så i kan tage jeres bind og tamponer med ud på toilettet, uden det kan ses så tydeligt.

Vi sad alle sammen med opspilede øjne og lyttede til vores lærer prædike the gospel of menstruation.

Menstruation var noget større end os selv. Det var en urkraft. En tikkende og kraftfuld bombe i vores livmødre, der talte ned:

Ten – nine – eight -seven – six – five – four – three – two – one – engines running, we have lift off, missile is fired and is about to hit target.

Jeg var alene hjemme den morgen, inden jeg skulle i skole.

Jeg læste meget Vi Unge, og jeg måtte også have set mange amerikanske teenagefilm, for da jeg tørrede mig efter at have tisset og så, at der var blod på papiret, udbrød jeg et hvin så højt, at det fyldte hele det tomme hus.

Jeg viftede med hænderne og smilede. Hvad der var en helt almindelig dag, var pludselig blevet en stor dag for mig.

Jeg ringede til min mor og fortalte, at jeg havde fået menstruation. Aftenen før havde jeg vist hende udflåd i mine underbukser, som jeg syntes var lidt rødligt.

Er det her ikke menstruation?

Det var det ikke, og det forsikrede min mor mig også om. Men på en eller anden måde vidste jeg bare, at den var på vej.

Menstruation

Nu skulle jeg have gang i min lille lyserøde dametaske fra Føtex. Veludrustet med bind og tamponer marcherede jeg som en blødende soldat imod skolen – med en skoletaske på ryggen og dametasken over skulderen.

Jeg afrapporterede til min lærer, og hun ønskede mig tillykke.

Hun klappede mig på skulderen og sendte mig afsted til klasseværelset. Rank, glad og stolt over min krop, passerede jeg drengene, der hang ud på gangen.

– Sofie har fået sin menstruation, var der pludselig én, der råbte.

– Hvad er det, du har i den der dametaske?

De begyndte at grine og fist bombede hinanden.

Jeg sank sammen. Tog dametasken i hænderne, knugede den ind til mig og skyndte mig videre.

Det du lige har læst, var min første menstruationshistorie. Der er sket meget siden 6. klasse, men én ting har ikke ændret sig:

Menstruation er stadig skamfuldt – og derfor skal vi stadig snakke om det.

I dette afsnit af Sexmagasinet har jeg inviteret “hende dér menstruationspigen fra Instagram”, Emma Libner, i studiet.

Vi taler om fakta, skam og stigmatisering – og selv om jeg godt ved, at du selvfølgelig er den største ekspert i din egen krop og menstruation, så tror jeg måske alligevel, at du kan lære noget nyt af Emma.

Det gjorde jeg i hvert fald.

Menstruation

Se dette afsnit af Sexmagasinet øverst i artiklen.

Læs også