De iscenesætter en hverdag med mel på forklæder og spons-velklædte børn. Men der er noget, de glemmer at fortælle

Sanne Søndergaard er komiker og forfatter til blandt andet “F-ordet – et feministisk kampskrift". Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Min mor valgte at arbejde hjemmefra, da jeg var lille. Hverken min bror eller jeg kom i institution, fordi min mor ville være sammen med os. Så hun stod op klokken røv hver morgen, inden vi vågnede, og arbejdede som hjemmesyerske, og det gjorde hun også, mens vi sov middagslur, og når vi var kommet i seng om aftenen. Hun holdt sin akkord, tjente penge til familien og til sig selv.

Samtidig gav hun os på alle måde en rolig og nærværende barndom med masser af plads til at være barn, men hun knoklede for det! Både i hjemmet og på arbejdsmarkedet.

Hvorfor er det væsentligt at fortælle, at min mor sled for min gode barndom?

Jeg er kommet i clinch med kvinder, der kalder sig selv “hjemmegående”, fordi jeg har påpeget, at disse kvinder faktisk har et lønarbejde.

De er selvstændige, forfattere, influencere mm. De tjener penge på at udføre et arbejde – også selv om de arbejder hjemmefra, også selv om de arbejder, når børnene sover.

Disse kvinder kalder nu mig usolidarisk og dårlig feminist, fordi de læser det, som om jeg ikke bakker op om deres valg om at prioritere familien.

Hvilket intet har med sagen at gøre. Alle kvinder må træffe de valg, der er bedst for dem.

Jeg har dog et seriøst problem med den falske varebetegnelse, de bruger, når de kalder sig hjemmegående.

En hjemmegående er traditionelt en person UDEN lønarbejde, typisk forsørget af ægtefællen.

Disse kvinder vil gerne bruge begrebet på trods af deres lønarbejde, formentlig for at definere sig som familieorienterede fremfor karriereorienterede.

Men det er temmelig problematisk at skabe et falsk narrativ, hvor man undlader at nævne, at man forsørger sit hjemmeliv med et lønarbejde (ligesom ALLE andre gør …)

På det individuelle niveau er det forræderisk overfor kvinder, der forledes til at tro, at influencerne er økonomisk afhængige af deres ægtefæller, fordi dét kan inspirere nogle til at gøre sig afhængige af en person, de ikke kan komme fri af igen. (Økonomisk vold og partnervold hænger tit sammen.)

Og så er det snyd!

Det er ligesom den slanke madblogger, der hemmeligt får lavet fedtsugninger, men lader alle tro, at hendes figur skyldes insta-labre smoothiebowls.

Disse “homelife”-influencere tjener penge på en livsstil, som de ikke selv lever!

De iscenesætter en hverdag med mel på forklæder og spons-velklædte børn med de rigtige spons-legetøj, men DU kan ikke gøre det samme, fordi DU er bare en dårlig mor, der må arbejde for at tjene penge.

Mens DE tjener penge på at fortælle dig den historie …

Ej, men seriøst!

Og hvorfor vil de egentlig ikke have æren for deres hårde arbejde!?

I mine diskussioner med flere af disse kvinder, blev de fortørnede over, at jeg ikke anerkendte det slid, de har, når de f.eks. sidder efter ungernes sengetid og laver deres lønarbejde.

Men DE vælger jo netop selv at skjule deres lønarbejde …?

Som om det at opprioritere sin familie i vores kapitalistiske hamsterhjulssamfund ikke kræver et benhårdt slid. Som om det er gratis. Som om det er let.

Disse influenceres selviscenesatte “hjemmegående”-narrativ er systemmæssigt behagesygt!

Det ændrer absolut nul ved vores samfund, at kvinder skjuler, hvor meget de knokler for at få familie og arbejde til at hænge sammen.

Tværtimod er det præcist, hvad patriarkatet altid har lukreret på: usynliggørelse af kvinders arbejde!

Patriarkatet har usynliggjort hjemmets omsorgs/følelsesmæssig arbejde, som kvinder laver majoriteten af, men OGSÅ kvinders bidrag til samfundsøkonomien.

For kvinder har ALTID arbejdet! Kvinder har ALTID tjent penge.

Kvinder kom ikke på arbejdsmarkedet efter krigen. De fleste var der allerede! Og ellers syede de, gjorde rent, klippede hår osv. for at skaffe sig EGNE penge til familien.

Hvis vi gerne vil ændre på kvinders dobbeltarbejdesslid, hvis vi gerne vil opprioritere familien og hjemmets arbejde (og alt det vil jeg gerne), nytter det lige præcis en iskold prut at lade, som om kvinders hårdttjente penge stadig er … usynlige.

Dét er i hvert fald ikke søstersolidarisk!