Da jeg trådte ind, fik jeg en iPad fuld af billeder af halvnøgne mænd. Jeg måtte vælge fem

Manden knæler foran mig og giver mig sit visitkort med navn og billede. Straks efter kortet har sluppet hans hænder, rækker han ud efter min drink.

Med vante bevægelser tørrer han glasset af, der på grund af de mange isterninger er blevet fugtigt på ydersiden. Så ser han mig dybt i øjnene.

"Må jeg sætte mig ved siden af dig?" spørger han.

Jeg nikker, og han sætter sig. Vores knæ rører hinanden.

"Jeg hedder Aoi," siger han. "Aoi – altså "blå" ligesom dine fantastiske øjne.”

Klokken er næsten midnat, da jeg møder Aoi på en lille klub i en kælder i millionbyen Osaka i Japan.

Men det er langt fra et tilfældigt møde. Jeg har selv valgt ham – for cirka 20 minutter siden sad jeg med en iPad, hvor jeg scrollede igennem billeder af mænd, der poserer med kraftig makeup, store dådyrøjne og med og uden bar overkrop.

Her pegede jeg foruden fire andre på Aois billede. To mænd har allerede besøgt mit bord, og nu er det hans tur.

Hvor mænd over hele verden kan købe kvinder, har japanske såkaldte "hostklubber" vendt konceptet på hovedet. Her kan ensomme kvinder købe opmærksomhed, snak, flirt og mere hos mænd, der på utallige klubber i storbyerne stiller sig til tjeneste.

De japanske hostklubber er en del af landets mizu-shobai – på dansk “vandhandel” – en industri, hvor de ansattes løn afhænger af deres popularitet, og som oftest handles der med alt i spektret fra flirt til sex.

Prostitution er ulovligt i Japan, men mizu-shobai er et grænseland, hvor det meste er muligt, hvis man har penge nok.

Historisk var mizu-shobai oftest kvinder, der underholdte mænd, men siden den første hostklub åbnede i Tokyo i 1966 er industrien vokset med rekordfart, særligt i storbyerne.

Jeg er rejst til Osaka i Japan, hvor jeg tilbringer en nat på gaden for at finde ud af, hvad der skal til for at blive host, og hvordan de får kvinder til at betale tusindvis af kroner for en nat i deres selskab.

Månedsløn på to millioner

Klokken er lidt over ni om aftenen. Jeg befinder mig i Namba – Osakas største festområde, som jeg kender ud og ind fra mine dage som udvekslingsstuderende i Japan.

Coronapandemien har ikke ændret bybilledet mærkbart – flere af restauranterne og klubberne er de samme, som da jeg forlod byen i 2019. Det samme gælder for hostklubberne.

Jeg har en aftale med klubben Glanze, der har givet mig tilladelse til at komme forbi og interviewe deres hosts. Så længe jeg er der tidligt – før stamkunderne kommer.

Som de fleste andre hostklubber befinder Glanze sig ikke på gadeplan, men er gemt væk på fjerde etage i et højhus.

Bag en tilsyneladende uskyldig hvid dør er et aflangt, sort lokale, der mest minder om en tunnel i neonfarver. Der er spejle på begge sider.

For enden venter klubbens dørmand – en høj, kraftig mand med et koldt blik i øjnene. Den diametrale modsætning af de hosts, jeg er kommet for at besøge.

Med det samme jeg åbner munden og begynder at tale japansk med min heftige accent, er der et par hosts, der titter frem bag gardinet, som separerer klubben fra indgangen.

Japanske hosts er let genkendelige med deres farvede, perfekt opsatte hår, makeup (til tider knaldrød læbestift) og en stil, der måske ikke er traditionelt moderigtig, men helt igennem metroseksuel.

Kort sagt ligner de en menneskelig udgave af helten i de japanske tegneserier henvendt til unge kvinder.

Dørmanden fører mig igennem klubben, et dunkelt belyst lokale, som er halvtomt – for natten er endnu ung.

For enden af klubben er et VIP-lokale til de bedst betalende kunder, der ønsker underholdning i private omgivelser.

“Vent et øjeblik,” siger dørmanden og lukker mig ind i lokalet.

Kort efter går døren op, og tre mænd træder ind.

24-årige Reon, 24-årige Taki og 21-årige Rea bukker og præsenterer sig, før de afslappet slynger sig i sofaen overfor mig.

Reon, Taki og Rea er selvfølgelig ikke mændenes rigtige navne, men alle hosts påtager sig et kunstnernavn, når de ansættes, dels for at værne om deres privatliv og dels for at skabe mystikken omkring erhvervet.

“Det vigtigste for en host er at se godt ud og være dygtig til at snakke,” siger Taki. Han arbejder fuld tid på klubben, næsten hver nat. Det har han gjort i fem år.

Reon, der har arbejdet på klubben, siden han var 19 år, nikker.

“Jeg startede som host, fordi jeg ikke havde nogle penge. Og hvis man arbejder hårdt her, kan man tjene rigtig mange penge,” fortæller han.

Reon burde vide det, for i september 2022 blev han udnævnt som klubbens ‘player number one’ – den der tjente mest. Hvor meget har han dog ikke lyst til at fortælle mig.

Det er alment kendt, at hosts hurtigt kan blive rige og berømte.

Et eksempel er Roland fra Tokyo, der startede som en host, og nu er blevet en tv-kendis. Hans månedsløn på hostklubben, hvor han stadig arbejder, er mere end to millioner kroner.

I 2018 tjente Roland 610.000 kroner på blot tre timer på sin 26 års fødselsdag.

Kundekredsen på Glanze er bred, fortæller de tre hosts. Der er både yngre og ældre kunder fra 20 år og op, og alt fra studerende til velhavende husmødre.

Hvad, der helt nøjagtig sker mellem en host og hans kunde, er det kun de to, der ved.

Hvis en kvinde flittigt besøger sin host og bruger mange penge i klubben, ser han hende ofte privat, hvor han eksempelvis inviterer hende på middag eller på hotel. Men først skal hun være investeringen værd.

Både Rea, Reon og Taki indrømmer åbent, at de laver meget andet end at tale med deres kunder.

Alligevel er samtalen det vigtigste – for det er faktisk det, de fleste kvinder kommer for. At have en, der lytter til deres problemer uden at dømme dem.

“Hvad taler I med jeres kunder om?”

“Hvad som helst. Hvad end, de vil tale om,” siger Taki.

De tre mænd holder sig heller ikke for gode til at fortælle kvinderne, at de elsker dem. For det har kunderne brug for at høre, siger de tre hosts.

“De kommer jo, fordi de vil have, at vi skal kunne lide dem,” siger Rea.

Under mit interview med mændene opretholdes en kølig afstandtagen.

Det er business, og jeg har ikke betalt dem for hverken underholdning eller for interviewet. Så da jeg forlader Glanze, føler jeg endnu ikke rigtig, at jeg har forstået, hvorfor kvinder besøger de pyntede unge mænd.

Jeg drejer om hjørnet og går ud på en af Nambas hovedgader, der er proppet med hostklubber og photoshoppede mænd, der smiler på fotos eller blinker i reklamevideoer på enorme fjernsynsskærme.

Jeg går forbi klubben Ai$ (ai betyder kærlighed på japansk) og stopper foran klubben Regolith. Her træder ned ad trapperne og ind i mørket. Denne gang som kunde.

Kærlighed på ti minutter

Klokken er elleve, og Regolith er godt fuld. Lyset på klubben er dunkelt, og hvert bord separeres af skærme, så kunderne kan tale privat med deres host.

De fleste kvinder, jeg kan få øje på, sidder med 2-3 mænd omkring sig.

Regolith har, som de fleste andre hostklubber, et tilbud, hvor førstegangskunder kan købe 50 minutters fri bar og flirt for cirka 50 kroner.

Hvis man efterfølgende besøger klubben igen, er priserne helt anderledes, og en nat på en hostklub kan løbe op i mange tusinde kroner.

Det er nemlig ikke nok at købe de dyre drikkevarer og snacks til sig selv, kunden skal også købe til mændene, og de holder sig ikke for gode til at bede om champagne eller dyr vin.

Da jeg sætter mig, bliver jeg bedt om at vælge fem mænd på en iPad, som jeg får ti minutter med hver. Inden sessionen begynder, beder dørmanden mig om at udfylde et kort, hvor jeg skriver mine præferencer.

Hvad vil jeg kaldes? Hvilken type mand, kan jeg lide? Hvor stærk vil jeg have min drink?

Det er på Regolith, jeg møder Aoi.

Han har rykket sig tæt på mig og hælder op i mit halvfyldte glas. Han sender mig et af sine tilbedende blikke. Falskt? Ja. Er det tydeligt? Nej.

Lyver jeg, hvis jeg skriver, at jeg i det øjeblik ikke føler mig lidt magtfuld? Lidt særlig? Det er i hvert fald derhenad. Det er ikke en dårlig følelse.

Efter ti minutter bliver Aoi udskiftet af en ny mand.

Alle fem hosts komplimenterer mit japansk. Alle fem kalder mig smuk, dejlig, eksotisk, anderledes.

De behandler mig som en kejserinde eller en kendis. De 50 minutter går hurtigt. Da tiden rinder ud, rejser mig for at gå.

Men dørmanden beordrer mig til at blive siddende.

“Hvem af dem kunne du lide?” spørger han.

“De var alle meget venlige,” svarer jeg diplomatisk.

“Nej. Hvem var din favorit?” forlanger han at få at vide.

Det er ikke et svært spørgsmål, og da jeg nævner Aois navn, tager dørmanden en mikrofon frem. Han kalder Aoi op, og de andre hosts begynder at klappe og huje.

Til klapsalverne rejser Aoi sig fra den kunde, han ellers har gang i, og går op til mit bord.

“Tak for at vælge mig,” siger han og bukker.

“Må jeg få dit telefonnummer?”

Jeg forlader klubben halvfuld og med en souvenir i form af fem plastik-visitkort med halvnøgne mænd og sprayet med så meget parfume, at hele min håndtaske dufter. Og med Aois kontaktinformation på min telefon.

En ærlig host?

De fleste hostklubber lukker klokken fire om morgen. Klokken er to om natten, så det er ved at være last call for nye kunder i aften.

Det er standard, at de uerfarne hosts sendes på gaden for at indfange kunder med flirt og løfter om fri bar og kærlighed.

Her møder jeg 22-årige Taku, der står sammen med en gruppe andre hosts. Taku fryser, knuger om en kop americano og har tilsyneladende opgivet jagten på en kunde for i nat.

“De fleste af mine kunder er hysteriske,” fortæller han mig ligeud.

“De har problemer eller mentale sygdomme, såsom angst eller adhd. Når de er irriterende, tænker jeg ‘det er bare arbejde’, og jeg forsøger at smile og spille sød.”

Selv om Taku med egne ord ikke bryder sig specielt om sine kunder, forhindrer det ham ikke i at dedikere en pæn del af sin fritid på at holde stamkunderne ved lige.

I går var han på hotel med en af sine unge kunder, fortæller han mig.

I samme vending nævner han, at kunden selv arbejder i mizu-shobai – som hostess, og hun bruger de penge, hun har tjent på at opvarte mænd, på at blive opvartet af Taku.

“Den slags job har mange af mine kunder,” siger han.

Mens Osakas gader er fulde af unge mænd, der leder efter rige kvinder, gælder det samme for kvinder, der trods decemberkulden står i lårkorte nederdele og reklamerer for girls’ barer, hostessklubber eller massageklinikker.

Flere af de kvindelige arbejdere, jeg taler med, har besøgt hostklubber, og nogle er sågar stamkunder.

20-årige Hina arbejder på en hostess-bar, men på sine friaftener hænder det ofte, at hun tilbringer natten med en host.

“Der er så mange ting, jeg ikke kan tale med andre end ham om. Mit arbejde er hårdt mentalt, og han får mig til at få det bedre,” siger hun på betingelse af anonymitet.

Klokken er lidt over fire om morgenen, da jeg møder Ichika foran hostessklubben Princess.

Hun besøger også jævnligt hostklubber, siger hun, ligesom flere andre af de ansatte på Princess. Med Ichika vil kun fortælle mig om sine oplevelser, hvis jeg betaler for en time på Princess.

Det går jeg med til. Det er trods alt hendes arbejde at tale.

Der er ikke længe, til morgenens første tog begynder at køre igen, og klubben Princess er helt tom på nær en gruppe af tre mænd.

De sidder ved det bagerste bord med ryggen til mig. Foran dem – på gulvet – sidder to kvinder på knæ iført lyseblå, lårkorte stuepige-kjoler og med sløjfer i håret.

Alle stirrer på os, da vi træder ind.

“Hun vil gerne tale med kvinder, der besøger hostklubber,” siger Ichika.

Så bryder mændene ud i latter.

“Vi er hosts,” siger den ene.