https://imgix.femina.dk/media/article/heltindecase-hanne.jpg
Karriere og penge

SØNDAGs Heltindepris: Hanne har en spiseklub

1. maj 2016
af Rikke Hast, redigeret af Louise Aarkrog
Læs om Hanne, der har taget initiativ til Spiseklubben, hvor fremmede mennesker mødes og spiser sammen

Der dufter skønt af oksesteg i lokalet hos Ældre Sagen i Køge. Der er dug på bordene, rødvin i glassene og smil på læberne hos de godt 24 fremmødte gæster, der denne aften er samlet for at spise sammen i »Spiseklubben«, som de kalder sig. I godt et år har de mødtes sidste torsdag hver måned for at nyde den gode mad og fællesskabet.

– I aften har vi en ny gæst med, nemlig Eva. Hende har vi glædet os til at byde velkommen, siger Hanne Renholt, 73, der er initiativtager til »Spiseklubben«, og som har arbejdet frivilligt for Ældre Sagen i ti år.

– Mange af os spiser oftest alene, og at mødes her har vist sig at være en rigtig god måde at komme lidt ud og få en hyggelig aften i selskab med andre på. Vi er i hvert fald blevet flere og flere, og mange nye venskaber er opstået her, forklarer hun.

ad udefra

Hanne og Grethe Hansen, der også sidder i bestyrelsen, står for at bestille mad til klubben og dække fint op i lokalet. Afdækning og opvask hjælpes gæsterne med.

– Vi bestiller maden udefra, vi ville egentlig gerne have lavet maden sammen, men køkkenet er simpelthen ikke stort nok. Menuen står som regel på god gammeldags mad, og hver spisegæst betaler for sin egen mad. Det koster typisk 50-60 kr. pr. person, og drikkevarerne medbringer man selv, fortæller Hanne.

https://imgix.femina.dk/heltindecase-hanne2.jpg

Flere kvinder end mænd

Blandt spisegæsterne er der flest kvinder. Dog er der også en håndfuld mænd, flere af dem i selskab med deres koner.

– Mændene er lidt sværere at lokke ud. Oftest er det kvinder, der melder sig til arrangementer, som har et socialt islæt. Og det er jo ikke, fordi mændene ikke har behovet, siger Hanne, der selv blev aktiv i Ældre Sagen, fordi hendes mand var det. Hun gik på efterløn, da hun blev 60 år, og ville gerne finde noget meningsfuldt og givende at bruge sit overskud på. I en periode var både Hanne og hendes mand frivillige, men han blev syg af kræft, og det tærede på kræfterne.

Formand for Ældre Sagen

Nu er det efterhånden nogle år siden, at Hanne mistede sin mand, og i dag er hun formand for Ældre Sagen i Køge.

– Jeg er overbevist om, at jeg bliver ved med at være frivillig, så længe mine kræfter er til det. Det er så givende og livsbekræftende. Man får nye relationer og ny indsigt igennem det frivillige arbejde. Og man bliver på den måde et rigere menneske, på trods af at arbejdet jo er ulønnet.

Læs også